Den danske sang er ikke kun en ung blond pige.

Heller ikke selv om det var sådan en, der vandt ’X Factor’, hvis nogen overhovedet kan huske to uger tilbage, nu hvor projektørerne i Parken endelig er slukket. Men glem alt om teenagere med sms-stemmetække.

Tre af landets markante kvindestemmer synger på ny, og det er der kommet tre dansksprogede og endog meget forskellige album ud af.

Nanna - I krig og kærlighed
Fra ’Busters verden’ til ’Afrika’ har Nanna Lüders under sit fornavn for længst sunget sig selv ind i den danske sangskat, men de seneste år har der været stille om sangerinden, der kom i ufrivillig fokus, da hendes kæreste, Love Shop-guitaristen Hilmer Hassig blev kørt ned en novemberaften på Frederiksberg i 2008.

Men musikken har sejret, og Nanna står tilbage med sit stærkeste og mest selvsikre album i mange år, en plade, der har fået den skælmske titel ’Nødigt, men dog gerne’.

De drømmende rocksange – og kærlighedserklæringer – ’Sødmælksdreng’ og ’Sommerfuglejæger’ åbner albummet på befriende ubesværet vis, inden tempoet sættes ned på den fabulerende og næsten seks minutter lange ’Bernstorffsvej’. Den er unægtelig smuk, men også en smule anstrengende med sin politiske indignation blandet op med personlig nostalgi.

LÆS OGSÅ'Afrika'-ballade: Nanna sender regning til de konservative

På sin vis er det imponerende, at man kan få proppet både Ungdomshuset, Christiania, Irakkrigen og »syge flygtninge i limbo« ind i samme sang som sin egen 18-års fødselsdag, whiskybranderter og »choktilbud på mobil-ringe-kammertonen«.

Samtidig er det også bare det, Nanna kan. Hun er ingens herre – mindst af alt verseføddernes – men albummets glimtvis politiske agenda bliver en smule tung at danse med, især på den bitre ’Solidaritet’, der kræver det store ord tilbage fra liste O.

For når nu Nanna besynger kærlighedens faldgruber så forbandet effektivt, måtte hun hjertens gerne gøre det endnu mere.

Søs Fenger - Blankpoleret pop
I den uforbeholdent poppede afdeling har Søs Fenger for første gang prøvet kræfter med sangskrivning og tekstforfatning på albummet med den lommefilosofiske titel ’Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om’.

Førstesinglen ’Kun et liv’ er med sin synthesizerbårne lyd og underligt tamme vokal et godt eksempel på, at Fenger måske skulle have ladet tekstforfatningen blive i hænderne på folk, der tager penge for den slags. Der er for mange gentagelser af linjer, der var hamrende banale, allerede første gang de blev sunget.

Langt bedre lykkes det på numre som den poppede perle ’Dage, måneder, år’, der lyder som en opdateret søstersang til Anne Linnets klassiker ’Time og dag og uge’.

I samme båd kunne ’Vores verden’ være. Men igen er det især teksten, der halter faretruende med talrige ’carpe diem’-floskler og et tamt omkvæd, der synges gentagne gange.

Albummets største force ligger afgjort i Fengers vokal, der lyder frisk og stærk som altid. Den vederkvægende ballade ’Dine arme’ er med nyforelskede stemninger og et perfekt afstemt flygelhorn Søs Fenger, når hun er bedst – skrøbelig, men stærk. Lykkelig, og så alligevel.

Altid med en lille blå flig af usikkerhed gemt væk et sted inde bag den blankpolerede overflade. Bare den tvivl ville kigge frem noget mere.

Alberte Winding - Rå magi
I den stik modsatte ende af armbevægelsesskalaen har Alberte Winding inviteret til kaffe og musik hjemme i domicilet ’Fjerde til venstre’, og det er der kommet et lille musikalsk mirakel af et album ud af.

Det er med afstand det mindst producerede af de tre plader, men som et kludetæppe af små kollektivistiske sammenhold er den afsindig vellykket. Af hensyn til naboerne er albummet indspillet akustisk, og i centrum står Alberte Windings karakteristisk klare stemme assisteret af en række gæstevokalister.

Den helt store positive overraskelse er samarbejdet med den københavnske dj og musiker in spe Rosa Lux på den æterisk stemningsfulde nattelivshymne ’Min klub først’.

Det er svært ikke at sende en kærlig tanke til salig Kjeld Tolstrup i de nærmest profetiske linjer »Festen er en del af mit blod/ Jeg planter mit flag der, hvor du engang stod«, men det er også både sejt og modigt af Winding at begive sig ind på ungdommens territorium uden at tabe hverken ansigt eller autoritet.

I albummets periferi spøger et sønderknust hjerte, der er formidlet på så elegant og velartikuleret vis, at det er meget svært at sidde uberørt tilbage.

Sange som ’Kom lille løgner’, det næsten ubærligt afhængige afsavn på den ulykkeligt forelskede ’Længes’ og ikke mindst singlekvadet til den nyslåede ensomhed ’Alene igen’ er underspillede, men ikke desto mindre fremragende eksempler på, hvor få midler der skal til for at skabe rå magi, og det er præcis, hvad Alberte Winding gør på ’Fjerde til venstre’.