Annonce
Annonce
Annonce
Musik 14. apr. 2011 KL. 10.01

Guitarlegende dukker upåvirket ud af tidens tåger

Robbie Robertsons nye album må gengive lytteren troen på alle gode, gamle dyders levedygtighed.

Anmeldelse Robbie Robertson

Politiken synes
Politiken synes
Titel How To Become Clairvoyant
Dato Udkom i mandags
Produceret af Marius De Vries & Robbie Robertson
Pladeselskab Macro Biotic Records / 429 Records / Universal
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

BLÅ BOG

Robbie Robertson

Født Jaime Royal Robertson, født 1943 i Toronto, Canada, af jødisk far og indiansk mor. Guitarist og sangskriver.

Begyndte 1959 at spille sammen med Ronnie Hawkins i The Hawks. Sammen med andre eksmedlemmer af The Hawks dannede han gruppen, som blev til The Band. Både i eget navn og som Bob Dylans backingband blev The Band et af 1960’ernes og 70’ernes vigtigste grupper.

Vigtige album: ’Music from Big Pink’ (68), ’Stage Fright’(70), ’Rock of Ages’ (72), ’The Last Waltz’ (78).

Vigtige album med Dylan: ’Before The Flood’(74), ’The Basement Tapes’(75).

Solodebut med ’Robbie Robertson’ i 1987, som blev fulgt op af ’Storyville’ i 1991. Siden har mange af hans kreative kræfter været brugt på at udbrede arven fra de indfødte amerikanere.

Det kommer unægtelig som noget af en overraskelse, at Robbie Robertson pludselig lander et soloalbum i nutiden.

Det er trods alt 13 år siden, den nu 67-årige guitarist og sangskriver fra legendariske The Band sidst lavede et soloalbum.

Det er faktisk hele 20 år siden, han med ’Storyville’ sidst lavede et regulært Robbie Robertson-album, som ikke i større eller mindre grad var bundet op på et konceptuelt projekt med ambition om at integrere indianske traditioner i rockmusikken.

En logisk nok ambition for Robertson, der er halvblodsmohawk, og han lavede med Marius De Vries i 1998 et på mange måder fascinerende indiansk electronicaalbum med ’Contact From The Underworld of Red Boy’ i 1998.

Guitarist i bandet
Men alligevel: Så meget desto større er den behagelige overraskelse, nu da det viser sig, at albummet med den ellers faretruende paranormale titel ’How To Become Clairvoyant’ slet og ret er et muskuløst og følsomt blues-rock-album med Robertsons klassiske kvaliteter som sangskriver og guitarist i centrum.

Som guitarist i Bob Dylans meget selvstændige backingband The Band var Robbie Robertson en af 1960’ernes og 70’ernes mest berømmede rockguitarister. Som hovedsangskriver i The Band stod Robertson uden selv at synge meget bag en stribe af gruppens mest berømte sange.

LÆS GENANMELDELSEThe Last Waltz

I 1987 solodebuterede han med ’Robbie Robertson’ produceret af Daniel Lanois.

’How To Become Clairvoyant’ har ikke den særlige atmosfære, som prægede Lanois’ arbejde. Til gengæld er ’Clairvoyant’ Robertsons mest konventionelt vellykkede album siden ’Storyville’. En samling fornemme sange om kærlighed og afhængighed og om kærlighed og afhængighed i forhold til musikken.

Gammeldags blues
Producer er som sidst Marius De Vries (Björk), men albummets signatur er i højere grad end De Vries’ evner som sonisk lydmaler præget af samarbejdet med bluesgiganterne Eric Clapton og Stevie Winwood.

Især det intime samspil med bluesmand Clapton, der har skrevet med på tre sange, er markant.

Et album, der emmer roligt af gamle dyder og strutter af nærvær og velbegrundet selvtillid.

Faktisk er det sådan, at hvis man har sukket efter noget seriøst personligt fra Clapton eller Winwood, er Robertsons nye udspil et oplagt alternativ. Her er en blues, som er højst personlig, men alligevel forankret i traditionerne. Gammeldags og gennemsolidt udspillet, men uden på noget tidspunkt at opleves som støvet, fortærsket eller automatisk i sine musikalske valg.

Musikken er generelt mere underspillet end overdrevet, og præcisionen og omhuen i de musikalske dispositioner er imponerende klare og præcise uden med pertentlighed at tage pusten fra musikkens organiske åndedrag.

Titelnummeret er en æggende, mystisk fortælling sat tilsvarende musikalsk i scene. Et drømmespil med Robertsons bluesguitar, De Vries’ piano og Robert Randolphs pedalsteel smygende sig i sindrige figurer omkring Robertsons karakteristiske støvet-smidige vokal, som kun er blevet mere ru og passende med alderen.

Tidløs kvalitet
De fleste numre er dog mere traditionelt skåret til.

’Straight Down The Line’ er en listig blues med et godt omkvæd og knivskarp guitar. ’When The Night Was Young’ er en klog og bevægende erindring med soulbacking om dengang, rockmusikken var ung, Warhol stod og fiskede i lobbyen, og Vietnamkrigen rasede.

Robertson lægger stilfærdigt afstand til patriotisme og religiøs fanatisme med det fine omkvæd »Get your heart beating in the right direction/ That’s when you make a real connection«. Den slags kan Robertson stadig synge, så stemmen løfter alle udsagn fra det udtalt banale til kvædet visdom.

I guitardialog med Clapton skaber Robertson tidløs bluesrockkvalitet på sange som ’He Don’t Live Here No More’ og ’The Right Mistake’. Hvor radioen foretrækker tre minutter, trives den mere sendrægtige Robertson klart bedst med et sangformat på omkring de fem minutter.

LÆS OGSÅRockikons nye album består kun af højdepunkter

Guitarhelte fra BB King til Stevie Ray Vaughn hyldes på ’Axman’. ’Fear Of Falling’ og ’She’s Not Mine’ er to stærke, enkle sange om frustreret begær. Faktisk er det kun den lidt for sødmefyldt iscenesatte ’Won’t Be Back’ og de to instrumentale intermezzi ’Madame X’ og ’Tango For Django’, som gør mindre end et fornemt indtryk.

Til gengæld får man så på en kærkommen bonusdisk fem af numrene i tidlige, rå demoversioner plus et outtake, ’Houdini’.

Alt sammen med til at understrege, at Robbie Robertson er en af rockhistoriens store musikere og personligheder. Som altså ganske forbløffende igen dukker underlig upåvirket ud af fortidens dybe tåger med et album, der emmer roligt af gamle dyder og strutter af nærvær og velbegrundet selvtillid.