Randi Laubek har stemmen til at udfordre de store r&b-dronninger. Men vælger at gå en anden vej.

Med sine udsøgte og omhyggeligt tilvirkede arrangementer og sin smukke stemme, der deler sig midt mellem forårets kølighed, sommerens varme og efterårets vemod, har Laubek skabt sin egen niche i dansk musik. Et sted midt mellem diva og hjemlig konservatoriehygge.

På sit fjerde album 'Figures of Eight' har Laubek for første gang ikke blot skrevet sangene, men også produceret musikken. Lyden er så klar som luften en lyseblå frostmorgen.

Sangene det samme. Der er en enkelthed og et klarsyn, som i høj grad klæder de bedste sange. Men til gengæld også efterlader de mindre vellykkede som stiløvelser. Helt i top er de første. Den fysiske og funky 'What You Feel Like' og den næsten gennemsigtige, men varme og voldsomt velsungne ørehænger 'Moon Soul'. Her er man sikker på, at Randi Laubek med syvmileskridt er ved at forlade det iltfattige, som ind imellem har truet. Her kommer der krop bag.

Senere bliver indtrykket mere ujævnt. 'Still Have A Crush' og 'Just A Phase' er på det pæne og jævne, mens det en lille smule løsslupne 'River Black' ikke rigtigt slipper løs.

'Only Rain' er til gengæld en morsom sang om det - muligvis - stærkt overvurderede i forelskelse: »Is this what the poets write about:/ I don't need it«. Vittigt fortolket med tilbageholdt smerte bag den affejende facade.

I samme ånd af tilbageholdt ømskind er 'It's Not The Same'. Her finder arrangementets og stemmens raffinement hinanden i dobbelthedens ånd.

Der er meget at glæde sig over på 'Figures of Eight'. En plade, hvor Randi Laubek rører på sig uden dog at tage skridtet fuldt ud. Hvor den musikalske æstetik har fået plads til at ånde og hvor nye følelser rumsterer velgørende både i stemmen og sangene. Lidt flere ridser i lakken og hun springer ud af dem.