Med et bandnavn hentet i Werner Herzogs 1982-film ‘Fitzcarraldo’, hvor Klaus Kinski skal slæbe et dampskib over et bjerg i Peru og bygge en opera midt i junglen, kunne man godt tro, at der var gang i galskabens svingdør hos den danske trio The Late Great Fitzcarraldos.

Men de holder sig afdæmpet og udramatisk til kysten, hvor lyden af langsomme bølger ruller ind over de bugtende baslinjer, og morgenstundens stilhed brydes af fuglefløjt og en akustisk guitar.

LÆS OGSÅ Nikolaj Nørlund afprøver nye lyde på EP

I en produktion med god plads ud til siderne er her både fikse små 1960’er popmelodier som ’Annie’, en brise af country på ’Bolerobilly’ og masser af melodimassage mellem caribiske rytmer og tilbagelænede synthflader.

Uden at være Klaus Kinski skejer trioen indimellem en anelse ud i lyden, i en spartansk guitar eller et sirupsboblende orgel. Men det er en mild form for syre, Tobias Buch Andersen, Jakob Millung og Jacob Funch drypper i paraplydrinken, mens de skvulper rundt i vandkanten under palmernes raslen.

Unikke
Allerede sidste år markerede The Late Great Fitzcarraldos sig med en ep, hvorfra alle fire sange er kommet med på debutalbummet. Der er altså ikke meget nyt, men især en fuldtræffer som ’My Temptation’ er en forførende sag at genhøre.

Fitzcarraldoerne er helt unikke herhjemme, når de på den måde rammer det tilbagelænede groove med alle corny virkemidler på overarbejde. Til gengæld falder de også ned i nogle dovne huller, hvor tingene går i tomgang uden den nødvendige melodiske drivkraft. Men det gør man jo, når man er taget på krydstogt bag lukkede øjne.

Og uanset, hvor de befinder sig, hænger der en solbleget coolness i deres sange, der automatisk sænker skuldrene, letter åndedrættet og knapper de øverste knapper i skjorten op. Hvis du ikke kan vente, til sommeren ankommer, kan du stikke af sted med de ti sange her allerede nu.