Mens der på cd-markedet er trængsel i kasserne med genudgivelser for tiden, fortsætter ny musik med at finde alternative veje gennem internettets labyrinter.

Stædigt dukker der navne op uden for de velbetrådte stier, og med en insisterende idérigdom smelter de uforudsigeligt umage publikumsgrupper sammen i den globale landsby.

Senest har den efterhånden stillestående genre r’n’b pludselig fået ny luft og samtidig vundet en uvant plads hos indie-folket.

Ud af blogosfæren
Sidste år sad Tom Krell i sit soveværelse og genopfandt under navnet How To Dress Well 1990’ernes slow jamz i forvitrede smukke former, der både talte til folk med hang til Rihannas radioanrettede r’n’b og til nysgerrige sjæle draget af det spøgelse, der gik gennem amerikansk elektronisk musik under navnet witch house.

LÆS OGSÅ Roskilde hyrer skævt R&B-navn

Ud af blogosfærens blå kommer nu The Weeknd – med samme potentiale til at ramme et r’n’b-publikum med avanceret smag og den store gruppe af indie-blogkrabber, der dyrker deres egen musiksmag ude i nichernes små fællesskaber.

Indtil Toronto-rapperen Drake – fra Lil Waynes Young Money-entourage – gjorde opmærksom på The Weeknd over Twitter, var der ingen, der havde hørt om det dystre projekt. Men pludselig var The Weeknd på alles taster i de musikalske blog-cirkler.

Fremragende album
Et helt og helt igennem fremragende album ligger til fri afhentning på hjemmesiden – og mens anmelderstormen har rejst sig på nettet, er det kommet frem, at det er Toronto-sangeren Abel Tesfaye, der står bag de mørke og vaklende fortællinger fra de knuste følelsers jammerdal, hvor kærligheden har efterladt lige så mange huller i sindet som stofferne.

Her er virkelig en, der har ondt i sjælen, hovedet og kroppen og kan synge om det, så det forløser.

LÆS OGSÅ Her er lyden af det uhyggelige USA

The Weeknd er en tåget affære med tunge elektroniske rytmer i dubstep-familien, forvredne guitarer og små loops af nervøse synths, der spreder den uhyggelige stemning, Tesfaye forsøger at synge sig bort fra.

Et hjemsøgt lydspor af knitrende samples, opklippede rytmer og tungsind i stil med både Massive Attacks urbane undergangssoul og nyere dystopi-arkitekter som Burial. Tilsat knækkede hiphopbeats, bombastisk 1980’er-rockguitar og en inderlig pop-ømhed, der kunne være Justin Timberland med kvast hjerte og truende nedtur efter flere dages indtag af stoffer.

Fald mod betonen
Produktionen af den slæbende fremtidsversion af r’n’b er en fuldkommen forrygende orkestrering af en for tiden ellers overfladeglat genre, der nu viser potentialet og perfekt indrammer den dystre grundklang af kortsluttede følelser i linjer som: »Bring your love, baby I can bring my shame/ Bring the drugs, baby I can bring my pain«.

Taget fra den centrale skæring ’Wicked Game’ på et album, hvor virkelighedsvridende stoffer og den kropslige weekendkærlighed er omdrejningspunktet. Men det dyrkes ikke i romantisk og heroiserende forstand.

Det her er lyden af det nådesløse fald mod betonen, når ben, tanker og følelser giver efter for køresygen fra de endeløse ture i tvivlens kværnende karrusel.

Svækket weekend
Selve navnet, The Weeknd, lander udmattet på ryggen et sted mellem weekendens sex-brølende kokainfest på den ene side og den opslidende ensomhed, der følger, når hovedpersonen bagefter reduceres til et paranoidt spøgelse, the weakened, (den svækkede, red.), der krybende rundt inde i sig selv veksler sin hedonistiske kynisme til håndrystende længsel: »I always want you when I’m coming down«.

LÆS OGSÅ Massive Attack emmer stadig af coolness

Det er denne moderne erfaring, The Weeknd uden censur eller udglattende alibi fremstiller på ’House Of Balloons’, så det rammer alle subkulturer og musikcirkler. Med en foruroligende godt produceret dybde, der forlænger r’n’b-musikkens renæssance.

Ikke som rytmisk popcornmaskine på hitlisterne, men som et udgangspunkt for nutidig inderlighed. I al sin skrammede og skræmmende ærlighed.