Festen er forbi. Så enkelt kan det siges. Og skal man tro pressematerialet, så er det to år siden, den sluttede.

Det er i hvert fald den tid, danske When Saints Go Machine har brugt på deres andet album, der har fået den poetiske titel ’Konkylie’ – et navn, der nok skal slå knude på tungerne hos kvartettens udenlandske pladeselskab, !K7, og resten af verden.

Men titlen er ikke desto mindre velvalgt. For som strandens egne sneglehuse er ’Konkylie’ både smuk og mystisk ved første øjekast. Men det er først, når man lægger den helt tæt til øret og tier stille, man opdager, at den vitterlig er fuld af magi indeni.

Kælet for mindste detalje
Som et svært definerbart kærlighedsbarn mellem klubmiljøets electronica og radiovenlig pop har When Saints Go Machine huseret på den hjemlige musikscene i nogle år nu. Solidt bakket op af P3, og tilmed som et flittigt liveband, hvilket kulminerede med åbningen af Roskilde Festivals Orange Scene sidste år.

LÆS OGSÅ Roskilde-åbnere forlader aldrig barndommens gade

Musikalsk er det gået fra en dansabel og kluborienteret soulfunk med forsanger Nikolaj Vonsild på heftig, Prince-inspireret vokal på den selvbetitlede ep fra 2008, som året efter blev fulgt op af det mere eksperimenterende debutalbum ’Ten Makes A Face’, der kastede den fremragende førstesingle ’Fail Forever’ af sig og fik anmeldere over hele linjen til at drage paralleller fra Vonsild til Antony Hegarty fra Antony & The Johnsons med den legende vibrato og karismatiske røst som fællesnævnere.

Dengang strålede bandet i stærke glimt, men de formåede aldrig for alvor at vriste sig fri af at være et nok så ’lovende band’. Men det gør de nu. Maskinerne spinder som aldrig før, og på ’Konkylie’ er der kælet for mindste detalje. Og det kan man høre.

Fantastisk vokal
Med en majestætisk ynde og en indædt insisteren på at lyde som ingen andre end sig selv lykkes det meste nu for When Saints Go Machine, der i samme ombæring sætter den skamridte kliché om den åh-så-svære-toer til vægs med et album, der fremstår både gennemarbejdet og proppet med underspillet selvtillid.

Endnu en gang imponerer Nikolaj Vonsild med sin stemmes bjergtagende højdedrag og tilsvarende dybde. Han bruger sin vokal med en overlegen originalitet, og det gør ham til en særegen figur – på album såvel som på scenen, og han indtager en naturlig position som bandets primære omdrejningspunkt. Men når det er sagt, så er ’Konkylie’ i høj grad en gruppepræstation.

LÆS OGSÅ Festband kom i modvind ved åbningskoncert

Førstesinglen ’Kelly’ om dengang, pigen i titlen kyssede en dreng for første gang, er således et solidt eksempel, og intet mindre end en kronjuvel i bandets hidtidige sangskat.

Det primære beat bobler med en energi og vitalitet, der med en evigt iboende melankoli bruser derudad som en beruset teenager og på fineste sensitive vis akkompagnerer den nostalgisk tekst om pigen, der aldrig beskrives så grundigt, at det ikke kunne være en selv. Resultatet er forførende vellykket, og en særdeles oplagt indgang til ’Konkylie’s univers.

Kollektivt syvmileskridt
Albummet imponerer med sin sprudlende detaljerigdom og underminerer samtidig den ærgerlige fordom, at elektronisk funderet musik er kold og maskinel. Her er modsat masser af den varme, to af bandets medlemmer, Silas Moldenhawer og Jonas Kenton, har arbejdet med i sideprojektet Kenton Slash Demon, hvor de herhjemme såvel som i udlandet har vist deres værd som elektroniske vismænd med sans for at trække solbeskinnet og organisk house ud af de elektroniske maskiner.

Sammen med fjerdemanden, synth-mager Simon Muschinsky, virker det på bundlinjen, som om hele bandet har taget et kollektivt syvmileskridt videre siden debuten – også til at eksperimentere med strygere.

LÆS OGSÅ Maskineengle deler publikum i to

Der er således rå, filmisk magi på den tindrende smukke ’Whatever Made You Stand So Still’, der på under tre minutter bygger en verden op omkring få strygere i sublimt samspil med Vonsilds dirrende blå toner.

Eneste anke er den lille perles direkte overgang til albummets svageste nummer, den underligt overgearede ’Terminal One’, der stikker ud med sin løssluppenhed og kække synthesizere.

Rørende lytteoplevelse
Men det er en enlig, stilforvirret svale. Imidlertid fornægter bandets inspiration fra den afdøde multiinstrumentalist og minimalistiske mirakelmager, amerikanske Arthur Russell, sig ikke. Den spøger ikke bare i Nikolaj Vonsilds vokal, men også i bandets konstante samspil mellem lethed og tyngde.

Hvad enten der er tale om snigende, elektroniske beats i underspillet infight med Vonsilds bævende falset på den liflige ’Parix’ eller den mere afdæmpede ’On The Move’. Men hvis man partout skal hente inspiration et sted, så skal man gøre det fra en mester.

Ikke desto mindre står det klart, at sneglehusets bløddyr har forladt perlemorsbygningen og efterladt en stor og rørende lytteoplevelse til sine efterkommere.