Nogle gange kommer skønheden bare så uventet.

Som den gjorde det, da Bon Iver i 2007 udsendte sit debutalbum ’For Emma, Forever Ago’, og man pludselig skulle forholde sig til en helt ny lyd.

LÆS ANMELDELSEBon Ivers album er et af årets bedste

Sangeren Justin Vernons naturstridigt skønne og pibende falset sat i scene som en slags drømmeagtig folkemusik indspillet over tre måneder i en fjerntbeliggende hytte i Wisconsin.

En total overraskelse
Justin Vernon havde på det tidspunkt et voksende ry som producer i snævre indierockkredse, men albummet med Bon Iver (opkaldt efter det franske bon hiver uden det lydløse h – god vinter) kom som en total overraskelse.

Noget kunne tyde på, at medvinden bagefter også kom som en overraskelse for den gode Justin Vernon. Toget kørte, og det kørte hurtigt.

Superhurtige Kanye West anede en uortodoks fælle udi vokal autotune og fik Justin Vernon med på sit magnum opus ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’.

LÆS ANMELDELSEHiphop-kongens forskruede fantasier er et mesterværk

Det gik hurtigt. Måske også alt for hurtigt for en type som Justin Vernon, der at dømme fra musikken så absolut er mere til det rolige-fortrolige end det hidsige og hurtige.

Der gik fire år. Justin Vernon har fortalt, at han simpelthen mistede evnen til at skrive sange. Han sad med sin guitar og gloede ud i luften.

Byggede sit eget studie
I stedet brugte han tiden på at bygge et studie få hundrede meter fra den bar, hvor hans forældre i sin tid mødte hinanden.

Og i stedet for at nørkle med sig selv, sine genstridige sange og sit lille band endte han med at invitere en stribe rutinerede musikere med i studiet, da indspilningerne til det andet album omsider for alvor gik i gang.

Resultatet, ’Bon Iver, Bon Iver’, er blevet et album, der både ligner og ikke ligner ’For Emma, Forever Ago’.

Det grundlæggende udtryk er så absolut genkendeligt, men radikalt udbygget. Mere spændstigt og med flere facetter og tilsvarende mindre nøgent og udsat.

Hvor det for fire år siden lød som musik komponeret af en ’Palle alene i verden’-musiker med et par kammerater i baglommen, er en anderledes bred palet i spil denne gang.

Horn, strygere og ikke mindst den rutinerede Greg Leisz, der for eksempel sætter sin markante pedal steel-signatur under sangen ’Towers’.

På ’Wash’ overtager strygerne. Strygere, som ikke sukrer, men snarere tilføjer et stik af dissonans mellem tangenterne, der drypper ned over musikken som klare dråber fra smeltende istapper.

Åbningsnummeret ’Perth’ lyder, som om spøgelsessoldater fra en for længst glemt krig blæser til angreb i deres skyggeland. Guitaren er belagt med mere uld end rock og rul.

En romantisk stemning
Vernon har arbejdet med at bygge lyde snarere end at skrive sange, og det kan høres på det meget smukke og helstøbte album, hvor de enkelte sange til gengæld så også er underlagt helheden.

Det vil i mange tilfælde være et logisk kritikpunkt. Men ’Bon Iver, Bon Iver’ er ikke en popplade primært beregnet på at virke på en popplades præmisser.

LÆS OGSÅIndiefolkens elskede ener kommer til Danmark

Det andet album er ikke så meget ti sange med omkvæd og sager, som det er udtryk for en stemme og udtrykker en Stimmung. En romantisk stemning.

Et omhyggeligt tilvirket rum, en vægtløs kabine bygget af organisk materiale, man bebor i de små 40 minutter albummet og fortryllelsen varer og holder.

Uforståelige tekster
Det uhåndgribelige er gennemgående for både iscenesættelse og sangskrivning. Hvad Justin Vernon synger er aldrig nemt at høre, og læser man teksterne, bliver det ikke altid meget nemmere at forstå. Men det betyder ikke så meget.

Budskabet ligger ikke så meget i ordenes kontante betydning som i de stemninger og lyde, deres sammensætninger afstedkommer.

LÆS OGSÅBon Ivers album er et af årets bedste

»Saying nothing, that’s enough for me«, synger han oprigtigt på ’Holocene’, mens ’Minnesota, Wi.’ om Vernons hjemstavn ubesværet kobler forskellige billeder. Vandet løber igennem dalen, husker han.

Erindringen løber over med billeder såvel som af vand: »Spilling pictures«. Det er en af albummets bedste sange sammen med den inderligt knirkende kærlighedssang ’Michicant’ og den stille hymne ’Calgary’.

Uventet og stemningsfuldt
Albummets sidste nummer ’Beth/Rest’ er lige så uudgrundeligt som titlen. En guitarlyd får pludselig 1970’erne til at genopstå, mens nogle af de maleriske strøg sådan set mest lyder som filmmusik af Mark Knopfler.

Uventet og stemningsfuldt. Eller som Justin Vernon selv siger: »Det er helt klart på det sted, man fisker sin joint frem igen og fyrer op«.

En solid gang hamperøg kan nok forklare den noget tågede og anelsesfulde sangskrivning.

Men heldigvis er der ikke noget introvert eller lukket over en musik, der formår at fremstå lige så krystalklar, som fortællingen forbliver kryptisk.