Projektet er lige så himmelstræbende ambitiøst som elementært i sin merkantile logik.

I løbet af maj udgav den elegante sanger Michael Møller hver dag en sang om den fortvivlede kærlighed, der ikke bliver gengældt.

De 31 sange om både parforholdets gruber og religiøse blindgyder blev en for en lagt gratis op på amonthofunreguitedlove.com og opført til en række koncerter med klimaks i Kunsthal Charlottenborg i København 1. juni.

Donationer fra fans og gæster frem til 15. juni afgjorde, om der i sidste ende blev tale om en fysisk udgivelse.

Vovet og vellykket
Rå markedsøkonomi i popmusikkens usikre tider og samtidig oplægget til en kunstnerisk kraftpræstation, og i slutningen af sidste uge forlød det fra Michael Møllers lejr, at albummet nu udkommer på vinyl og ikke kun iTunes.

Forløbet efterlader et vovet, stort anlagt og på mange måder utrolig vellykket album.

Og uanset at det digre kærlighedsværk har sine svagheder, står det klart, at Michael Møller satsede stort, vandt klart og viste en ny vej for dansk musik.

Allerede i 2007 løsnede Michael Møller slipseknuden som forsanger i bandet Moi Caprice og solodebuterede med ’Every Streetcar Has a Name’, hvor hans melankolske sangskrivertalent og sikre omgang med det engelske sprog kom til skue.

LÆS ANMELDELSESolodebut savner strammere redigering

I to år har han skrevet på de nye sange, og i den klaverbårne åbningssang ’The Birth of a Song’ bekender han straks, at intet er så inspirerende som ulykkelig kærlighed: »I just want to thank you for leaving my life/ For making me drink myself into pieces«.

Teksterne ligger foruroligende meget i sengen
Nogen har åbenbart gjort et grundigt arbejde med at flække Michael Møllers hjerte, og selv om han i teksterne ligger foruroligende meget i sengen, får han bugseret sig op til klaveret og som modsvar transformeret den fladtrådte kærlighed til 31 sangstykker.

Med musikkens dobbelthed af tristesse og befrielse letter han på vinger af mol, storladen ynde og krukket selvoptagethed.

Nogle gange monotont i et ekko af Rufus Wainwrights messende klagesang, andre steder stræbende efter at komme i selskab med store sangskrivere som Leonard Cohen, Simon & Garfunkel eller Stephin Merritt, der under navnet The Magnetic Fields for 12 år siden udgav ’69 Love Songs’.

Savner variation
Et mammutværk, Møller nok er inspireret af, men ikke når i niveau. Dertil varierer den næsten for perfekte stilist i Møller ikke sin musik nok.

Nu er ugengældt kærlighed i sit væsen patetisk, sange som ’Everybody Knows’ og ’This House of Rocks’ berusende perfekte, og Møller retfærdigvis hele tiden opmærksom på at forskyde sangene med skiftende instrumenter.

LÆS OGSÅmoi Caprice er på klichefyldt firsertrip

Alligevel savner jeg, særligt i hele den første halvdel af de klynkende sange, flere grundlæggende brud og kursændringer.

Udgivelsesmæssig milepæl
Som sammenstødet mellem markedspladsens muzak og Jacob Funchs søgende guitarlinjer under ’We used to be friends’ eller den valsende fornemmelse på ’Another Song for The Same Woman’.

Det kunne være endt i et mesterværk.

Nu er ’A Month of Unrequited Love’ (stadig!) en respektindgydende bedrift med mange højdepunkter, en udgivelsesmæssig milepæl og et løfte om det helt store værk, der rumler et sted i Michael Møller.