Anmelde

Nicolas Jaar: Space is Only Noise.
(51 min.). Circus/Import.

Bombé & Mr.Carribean: James Drake.
(44 min.). Mixtape/Egen udgivelse.

Battles: Gloss Drop.
(54 min.). Warp/VME.

Lighederne mellem Nicolas Jaar og James Blake er slående.

De er begge elektroniske komponister på bare 21 år. De er begge musikalsk forfinede af tiden på universitetet, men har slæbt en værdifuld begejstring for klubmusikken med hjem fra togter ud i natten.

De er har begge sat sig markante ep-spor, inden de debuterede i år – begge med overraskende brug af deres egne sangstemmer. De dyrker begge klaverets melankoli og pausens tomrum. Og de er begge aktuelle på årets Roskilde Festival.

Forbilledet
Men hvor Blake er formet (og en former) af Londons boblende opfindsomme basmusik, er Nicolas Jaar født i New York, men vokset op i sit andet hjemland, Chile.

LÆS OGSÅMusiktjekket Vesterbro-bar flytter til Roskilde

Herfra kommer også hans store inspirationskilde, technokæmpen Ricardo Villalobos. Man fornemmer Villalobos i Jaars langsommere house-leg med rytmer og repetition, som han på albummet ’Space is Only Noise’ sammensætter med et tøvende klaverekko af Erik Satie og en roligt rullende fornemmelse af etiopisk jazz.

Læg dertil en dybt brummende stemme, pludselige håndbremsevendinger i rytmens tekstur og lydkollager af filmdialog, rislende regn og Ray Charles-citater. Så får du en helt igennem fremragende, yderst elegant og mangefacetteret debut, der mindst er på niveau med James Blake.

Kompleksitet
Endda med den lille fordel til Nicolas Jaar, at han er mere kompleks end Blake, mere udfordrende og mindre blid i kurverne. Og alligevel er Jaar aldrig et lukket lydeksperiment for de få. Han arbejder blot mere i lyden end i melodien.

Som i nummeret ’Space is Only Noise If You Can See’, hvor Jaar lader den melodiske stump i den kække sætning »Replace the word ’space’ with a drink and forget it« blive lagt i lag på lag af ekko, mens en syntetisk bas vokser frem nedefra.

Det, der kunne være et fængende omkvæd i et stykke dyb funk, udvikler sig i stedet hen over 5 minutter til en svimlende følelse af vægtløshed, man ikke får på hjernen, men bliver nødt til at vende tilbage til. For at opleve igen.

Det er bestemt Nicolas Jaars tur til at komme ind i hørefeltet.

Indlysende
Imens kan James Blake nyde sine pausemusikalske kompositioner blive flået op og samlet på ny i et godt og begavet mash-up.

LÆS OGSÅRoskilde hyrer housens nye vidunderdreng

De to Philadelphia-dj’s Bombé og Mr. Carribean har syet James Blakes sange sammen med beats og rim af rapperen Drake til den ordspillende hybrid ’James Drake’. Ud over det oplagte i navnesammensætningen har de to kreative dj’s også fået koblingen af Blake og Drake til at virke indlysende.

Følsomhed
Blake og Drake er ikke bare skubbet systematisk ind over hinanden, men sat nøje i spil – med Blakes blå skabeloner i bunden af stort set alle ni skæringer. Men Drake gør en forskydende forskel, når han forstyrrer den sårbare stilhed i Blakes ’Wilhelms Scream’ med det manipuleret drævende omkvæd fra ’Best I Ever Had’: »you the fucking best«.

I sammenstødet kommer der en anden følsomhed til syne i hiphopflabens ellers kødelige variant af kærlighed. Og det er den interne befrugtning, der får ’James Drake’ til at fungere så strålende. Den giver Blakes vaklende ensomhed et klædeligt temposkift og fremhæver samtidig en understrøm af tristesse hos den ellers hiphop-brovtne Drake.

Eksperimentereden
Mindre frugtbare er de rockeksperimenterende Battles, der mest af alt trykker speederen i bund på deres andet album, ’Gloss Drop’. Det gjorde Battles allerede på deres fire år gamle debutalbum, ’Mirrored’, men til forskel fra dengang er bandet reduceret fra kvartet til trio.

LÆS OGSÅ Rockduo uddeler larmende treats

Ud er gået sangeren Tyondai Braxton, og han har taget sin morsomme tegneseriestemme med ud af ligningen og dermed skåret en del af variationen væk.

Tilbage står nu et math-rockband, der stadig har en næsten elektronisk præcision i afleveringen af sine komplicerede og lynhurtige numre af funky guitar, tætsiddende rytmer og små syntetiske morsomheder. Det er imponerende og medrivende. På den frenetiske og i sidste ende udmattende måde.

Overtryk
Efter 12 hurtige skæringer af Battles-dynamit trænger jeg til temposkift. En lille kursændring, en pause, noget kontrast i den hæsblæsende opvisning i hurtige fingre på gribebrættet. Chilenske Matias Aguayo giver noget intern spænding mellem fremdrift og dans på bagsmækken med ’Ice Cream’, men generelt er der overtryk i maskinen her.

På Roskilde kan Battles jo spørge Nicolas Jaar og James Blake, om de har en pause eller en enkelt legelysten kortslutning tilovers.