Bag navnet EMA står den unge dame Erika M. Anderson, og straks er der nogle, der stønner: Åh nej, nu skal vi igen til det.

At rose svenskerne for deres popmusikalske håndværk, melodiske perfektion og ikke mindst evnerne til at fylde rollen som popstjerner helt ud.

Men nej.

Trods den skandinaviske klang i navnet er Ema slet ikke svensk, men amerikansk. Født og opvokset i South Dakota før hun som 18-årig rejste ud af lillebyens snævre rammer og fór til Californien. Med hovedet fuldt af LA-drømme.

På den amerikanske vestkyst har EMA brændt sit ungdomssind sortsvedent i kanten, og efter en tid som en del af både projektet Amps For Christ og det neopsykedeliske band Gowns træder hun nu ud af de skarpt optegnede californiske skygger som solist.

LÆS OGSÅEnglands rock-håb: Jeg føler ingen pligt til at underholde

Med et album, der er så langt fra Abba og Robyn, man kan være, men så brændende tæt på, at det næsten gør ondt.

Som en malstrøm af guitarstøj, knitrende melodilinjer og uafrystelige tekster griber EMA dig i nakken, så kuldegysningerne risler ned ad ryggen.

Som en løbende sort mascara under øjnene er ’Past Life Martyred Saints’ et af den slags dunkle album, man kun undfanger i ungdommens uklare udsyn.

Det er den unge EMA’s lidelse og weltschmerz, som vi kender den fra Goethe og frem. Men det sitrer af en hærget melankoli og en tilstedeværelse, der strækker sig langt ud over de sene teenageårs indvendige trykkoger af følelser.

Hudløst tilbageblik
Når EMA gennem væggene af guitarstøj synger: »I’m just 22/ I don’t mind dying«, er det ikke med dødsdrift i blikket, men frygtløshed i stemmen, mens hun indtager livet. Den ene mundfuld jord efter den anden.

Linjerne er fra sangen ’California’, hvor den knaldhårde åbningslinje: »Fuck California/ You made me boring« indleder et hudløst tilbageblik på det liv og de venner, hun har forladt i South Dakota. Steven og Andrew, der aldrig har set havet, men stadig er hendes favorit »Past Life Martyred Saints«.

Det er et vaklende blik over skulderen, der skubber Californien fra sig, har fiaskoens skamfulde smag i munden og til slut lader sin gotiske grundtone eksplodere i bibelske undergangsbilleder.

Det er en af den slags sange, der gør uudsletteligt indtryk med sin tematik og samtidig omfavner dig med sin langsomt skrabende guitar og snerrende melodi. Og det er langtfra den eneste gang, dét sker på EMA’s debut.

Pulser af levet liv
Med en mørk og messende stemme forlænger Erika M. Anderson det spor, der render fra Patti Smith gennem PJ Harvey og videre ud i andre nutidige forgreninger som Zola Jesus.

Stærke og trodsige kvindestemmer, der bag en hård skal af dyrekøbte erfaringer viser glimt af en rørende sårbarhed. Gennemstrømmet af en poetisk åre, der i EMA’s tilfælde snor sig gennem dunkle billeder af dødens grå skibe fra nord, butterflyknive med indbygget tragik og arme af gennemsigtig plastik.

Båret frem af en tålmodigt kværnende guitars forvrængninger og dybe buldren blander EMA manende støjrock, understrømmende gothrock, åbne folkharmonier og et enkelt overraskende skud knækket country i en sanger-sangskriver-hvirvel af lo-fi-lyd.

LÆS OGSÅPublikum forstyrrede næsten genial koncert

Det pulser af levet liv, men er samtidig nøje orkestreret i sine elektroniske manipulationer af lyden, så sangen til tider næsten lyder som en duet mellem EMA og hendes guitar – i et smukt skulptureret lydlandskab,

Ud over at indtage en plads i den nævnte dronningerække kan man spore inspiration fra støjlabyrinten hos The Jesus And Mary Chain og aftryk af Elliott Smiths sårbarhed, men med sin ofte underspillede og til tider eruptive stemme og nihilistiske tekster stempler EMA ind i musikhistorien som sig selv.

Med sin kortlægning af et menneske (sig selv) i et af livets turbulente omvæltninger i et originalt musikalsk og lyrisk greb.

Noget er gået i stykker
Når EMA med selvlede synger »These drugs are making/ me so sad/ I can’t stop taking them«, har vi hørt den sang før.

Men den bliver genopført med en nutidig intensitet.

Det er jo en kliché, vi anmeldere bruger, når noget genkendt trykker dejligt på den sentimentale muskel, men her gør den brændende tilstedeværelse i den flot arrangerede guitarstøj virkelig en forskel.

Lyt til sangen ’Marked’, og mærk, hvordan linjerne »I wish that every time he touched me left a mark« sætter sig fast. Ikke som en pastiche, men som en tæge af sortsyn.

Noget er gået i stykker. Drømmen om Californien er knust under en rå virkelighed, og ham, der kunne være blevet en anden drøm, er væk. Tilbage står et dybt personligt og poetisk portræt af et menneske, der driver tilfældigt rundt i livet.

LÆS OGSÅØstkyst-slacker laver musik til skoldede skiderikker

I forhold til andre californiske slackermusikere som Wavves og Best Coast er EMA uden sukker på. Her falder man forover og river sig på asfalten.

Det er en befrielse og ender med den slukørede sandhed, vi alle sammen kan traske videre ud ad livets nødspor med:

»I know nothing last forever/ And if you won’t love me/ Someone will«. En afhugget flig af håb, man ikke helt ved, om man skal holde fast i.

Men hold fast i det her album. Det efterlader alle de mærker, man kan håbe at få med sig videre i livet.