Det er vovet at åbne et album med en stemningsrapport fra en S/M-klub, hvor reglen er »no kisses no real names« og et par frit flagrende søjler fra keyboardet slås med et grovkornet guitarriff, før en lys stemme pipper frem: »You're all legs/ I'm all nerves«.

Stikker i lytterens tryghedszone
Hvis det blev fuldt op af en video, kunne det ligne et forsøg på at give St. Vincent noget af den gennemslagskraft, Rihanna og Christina Aguilera har fået ud af legen med dominans og seksuelle overtoner på popsange som 'S&M' og 'Not Myself'.

Og efter to meget roste album er det ved at være ved den tid, hvor texanske Annie Clark, der ganske enkelt er St. Vincent, gør sig fri af rollen som tidligere medlem af Sufjans Stevens band og den amerikanske indiescenes oversete perle.

LÆS OGSÅ: Frygtløs debutant bider skeer med Patti Smith og PJ Harvey

Men den video kommer nok aldrig. St. Vincent har nemlig et helt andet tvetydigt sigte med sine sange end Aguileras koreograferede staffage og Rihannas overspillede udråbstegn. Hun stikker dem ind i lytterens tryghedszone og giver hele centralnervesystemet et stød.

Dampende lyster og utæmmet guitar
Sangen 'Chloe in the Afternoon' afslører et åbenmundet mod og en feminin voldsomhed, man finder magen til på PJ Harveys tidlige album. Dermed kaster hun sig hovedkulds ud af rollen som den afvæbnende sangskriver, der på sit forrige album, 'Actor', skrev sange med lige så sirlige som syrlige observationer af kedsomheden i de evige amerikanske forstæder.

På sin vis er det på dette hendes tredje album stadig den blege amerikanske virkelighed, hun kaster røntgenblikket på.

Men denne gang er der en hel del dampende lyster og mere end bare lumre antydninger, der skal kanaliseres ud mellem linjerne. Og en utæmmet guitar midt i den melodiboblende kammerpop.

Ekspressivt guitarspil
Til trods for hendes unikke ståsted som sangskriver mellem brusende rockakkorder, klassisk violinstrøg og elektronisk puls var det alligevel en overraskelse at høre hendes ekspressive guitarspil på Roskilde Festival 2009.

LÆS OGSÅ:PJ Harvey springer ud som krigskunstner

Hun bygger stadig sine originale sange op af filmisk svævende strygere, simple guitarriffs eller og elektroniske programmeringer - tilsat de umiddelbare melodier, der med den ofte blåøjede klang i St. Vincents stemme virker så tilforladelige.

Indtil et dramatisk skift til falset, en skarp linje tegner teksten op, eller guitaren pludselig drysser chili i sangenes temperament. Som guitarens skumrasende spjæt på den kvikke 'Northern lights' ellers det tungsind, den mejsler ind i fundamentet på elegien 'Dilettante'.

Uhygge under overfladen
Samtidig med at St. Vincent har fundet plads til både tåget cirkusgalop på 'Hysterical Strenght' og lånt lidt bedrøvelighed fra Leonard Cohen på 'Champagne Year', har hun med sit guitarspil styrket sit emotionelle udtryk, der stadig arbejder bedst i kontrasternes åbne mystik.

I 'Cheerleader' vil pigen, der har haft »good times with some bad guys«, ikke længere foregive at være noget, hun ikke er. Det falske smils maske falder i en sang, der veksler mellem et opgivende skuldertræk og indædt vrede.

LÆS OGSÅ: Danske rock-darlings overgår sig selv

På 'Surgeon' modsvares et søvnigt englekor af teksten om en hausfrau, der har »spent the summer on my back« og kravler til ro i »a red little something«, før nummeret snøres sammen i et jazzet temposkift og efterlader et stumt skrig i baghovedet.

Det er den slags uhygge, David Lynch med små bevægelser fik til at sitre i postkortbilleder af hverdagslivet i 'Twin Peaks'. Noget er helt galt lige under overfladen.

Hér ligger St. Vincents originalitet. Hendes ligefremme popsange er bygget spektakulært op som ingen andres, og selv om de sagtens kan nydes i al deres melodiøse overskud, kravler de altid ned i skoen som en sten af eftertanker og foruroligende undren.

FACEBOOK:Bliv ven med Politiken