Det tager kun et øjeblik, så er de ni års ventetid glemt.

Som et genstartet hjerte er bassen en puls under klaverrundgangen dyppet i jamaicansk dubekko på åbningsnummeret 'Nalk'. Ordene slentrer rytmisk fra en mand i Peru forbi de tre bukke bruse, mens Blæs Bukki og Geolo G øjeblikkelig etablerer magien ved Malk De Koijn. Og så lægger Tue Track fisken på disken:

»Har været broke/ har været træt af rap/ har været væk/ men nu er malk toback!«.

Hvis Malk De Koijn var trætte af rap, har de fundet den ordtryllende lyst igen og sat det på formel i albummets titel 'Tobak og tilbage' fra en fremtid som faktisk er der, hvor man kommer fra: fortiden.

LÆS OGSÅ:Malk De Koijn er toback: »Vi opbyggede en verden, hvor vi kendte hinanden«

Sproget er altid vokset, i samme øjeblik Malk De Koijn rørte ved det.

På den måde er de ni år gået uanfægtet hen over den farverige trio, der ikke hopper på hovedet ud i fremtiden fra tusindmetervippen. Det er en velkendt formel, de tre rappere har fundet frem, og med 13 nye tracks puster de liv i den slags hiphop, man ikke møder hver dag: Den originale leg med ord, der skrues rytmisk sammen, så pointen sidder lige mellem ørerne på folk, mens betydningerne spræller med halen.

En hyldest til 'hæphoppens' grundform
Som børn drak Malk De Koijn af hiphoppens kilde, og selv om det bygger på konservatisme, er det her album en tordnende hyldest til hiphoppen i sin grundform. Og samtidig en overraskende opsang fra tre rappere, der er blevet ældre. Men bestemt ikke kedeligere.

Hos Malk de Koijn hedder det 'hæphop', og det handler om at stå nede i parken og klappe i takt. Som var det The Bronx og ikke fiktive Langestrand:

»USA, det er landet, det kommer fra/ hiphop er juicen inde i puklen på en dromedar«.

LÆS OGSÅ: Årtiets plade: Malk de Koijn smadrer konkurrencen

Gang på gang besynger de tilbageskuende hiphoppens oprindelse. I titelnummeret får Sugarhill Gang en hilsen med »For det går … Blæs, Blæs Bukki til det Tue beat«, og det funky beat lyder som noget, der kunne været samplet sammen af The Dust Brothers til The Beastie Boys lige omkring 'Paul's Boutique'.

Og mens de kridter banen op med heltene, lader de fortidsromantikken tage til i styrke på '5-øres Ting': »Vi er dine favoritter fra de dage i går/ ligesom Yankee og Shake/ Buster Larsen og break/ ligesom Mario Brothers og Quake«.

Det ordinære, lumre danske liv
Men Malk De Koijn er mere end hiphopkulturens påpasselige kustoder.

De har alle dage været de bedste danske oversættere af undergrundskulturen fra New York. Forvandlet til en surrealistisk dansk provinsvirkelighed, der med ordopmærksom charme minder mere om Ole Lund Kirkegaard end Public Enemy.

Under overfladen af lir fra 'Radio Vojens' og mellem linjerne på en vuggende virkelighedsviptur fra Asserbo til Børkop på 'Sjabang' tegner Malk De Koijn igen et portræt af det danske provinsliv. I al sin uhæmmede vulgaritet og karrierestressede nedbrændthed. Det ordinære, lumre danske liv, som de fleste kender det.

LÆS OGSÅ:Malk de Koijn overgik alle forventninger

På 'Weekend Kriger' er en »parcelhusplayer« ved at gå til i uforløst brunst, når han »bakser lidt med ungerne/ drømmer om at bide Fedetrine lidt i lungerne«, mens en anden har fået både kvinden og jobbet: »Nu ser du supersvedig ud i tre stykker med slips/ jonglerer rundt med paragraffer og en kasse med clips/ og dine pløkker er klistret som fossiler i fjæset/ for dit smil det er forstenet over rotteræset«.

Sendt af sted hen over et sample af 'Whicita Lineman' og med solskinsvuggende rap, der kunne være kalkeret fra Fresh Princes 'Summertime'.

Langt fra fis og blålys
I et røntgenbilledet af Danmark er der altså holdning i galskaben her. Og Malk De Koijn holder sig ikke tilbage på 'Braget': »skal have den hyt/ ska' ha' den dyt/ ska' ha' en af mine unger med i X-factor, så pyt med/ at hr. og fru Jensen kan lyt' med/ når mine børn lyder, som om de ikke har noget af flyt med«.

Ting til fem øre, fantastiske beats af den gamle skole og romantik om bedre tider. Minderne bliver skuret rene med længsel, mens en spids pegefinger trykker samtiden på maven. På den måde er Malk De Koijn langtfra bare fis og blålys.

LÆS OGSÅ:Malk de Koijn: »Det har været skide skægt«

Men det er der heldigvis også plads til, når det på '5-øres Ting' hedder: »giv mig tyve stærke ude på savannen, Gnu/ Professor Søløve, det er mig der er manden, nu/ Og du er kvinden, lavet af Puma-guld/ Og vores barn er flettet i uld«.

Ballonskib af fortryllet virkelighed
Når den gakkede Geolo G, den syrebrummende Blæs Bukki og den kække realist Tue Track er sammen i Malk De Koijn, lever de i deres helt egen ballonskib af fortryllet virkelighed. Her er der ingen grænser for frækheder eller krav om jordforbindelse. I de luftlag dribler man uden problemer fra Bjarne Liller til Thomas Kingo og hiver finkulturelle franskmænd ned på lavkulturens menneskelige niveau af muntre kalorier og flosset moral:

»Lørdag aften lige så dopet som Bjarne Ris/ søndag morgen, mand, lortet har en pris (...)/ Emil Zola og Baudelaire/ ved de har haft det, præcis sådan her«.

Skruer op for farverne
Det er det uforudsigelige greb om noget så banalt som tømmermænd, der gør dem til noget særligt. De skruer op for farverne på virkeligheden, så vi ser syner, der er sjovere end hverdagens grå finmekanik.

LÆS OGSÅ: Malk de Koijn spiller for Haiti

Og lige så vigtigt er Malk De Koijn mere end originale sprogakrobater. De beats, Tue Track har skruet sammen, er på højeste niveau i håndklappende slagkraft, skæve caribiske dansetrin til siden og electromanipulerede effekter, der vil slå et sjældent smil af Afrika Bambaata.

Det er muligvis en anelse forudsigeligt at skulle råbe mesterværk efter Malk De Koijns tredje album, når nu de bare gentager deres eget kunststykke fra 'Sneglzilla'. Men der er ingen som dem, musikalsk er de højelektriske, de forskyder deres univers en kritisk anelse og leverer altså et album, der kan strække sig langt ud over status som årets bedste album.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken