Så er det tid til at hilse på en gammel kending fra popland.

Aqua lykkes dog hverken med ’Dirty Little Pop Song’ eller ret meget andet på kvartettens nye album. Den danses ellers langsomt og sikkert ind i centrum med et slagtilfælde af en bas buldrende i den hårdt spændte underbuks. Og en synthesizer bipper liv i den omtumlede hjerne.

Efter succesen
Så kommer den melodiske krop bankende som en rambuk mod ørets membraner, og Lene Nystrøm kvidrer digitale remser i retning af det underliv, der rutinemæssigt vrider sig frem mod klimaks: »DJ, DJ on the floor/who’s your slutty little whore?«

Hvis ikke Aqua skulle synge en hyldest til en beskidt lille popsang af den slags, der som en uvelkommen orm kravler gennem øret og sætter sig på hjernen, hvem skulle så?

Dejligt, at Aqua toner rent flag på det dansk-norske popflagskibs tredje, regulære album. Pop har været et fantastisk legetøj i hænderne på den sympatiske kvartet, der nok altid har taget deres metier alvorligt, men ikke uden samtidig at dyrke en postmodernistisk pistagning på hele Aquas univers.

Selvfølgelig mest udtalt på gruppens glansnummer og internationale gennembrud, flirten med ’Barbie Girl’ fra 1997.

LÆS OGSÅAqua: Vores plader er lavet i en hashrus

Aqua var dengang sjove eksponenter for tiden og dens ellers frygtindgydende eurodance med en skæv skandinavisk indfaldsvinkel til et ellers grufuldt univers af selvhøjtidelige banaliteter og et hysterisk højt antal beats per minut.

Det gav som bekendt succes. I den helt store og opslidende skala, som endte med at sende kvartetten til tælling fire år senere. Et eventyr med en nærmest happy end. I hvert fald en beslutning taget i enighed.

Gummiand
Ikke desto mindre bestemte de fantastiske fire sig for at stikke periskopet op gennem overfladen igen for et par år siden, genoptage turnelivet og udgive et greatest hits-album. Fint nok, men skulle det så ikke være blevet ved det?

At dømme efter ’Megalomania’ er svaret entydigt: Ja! Det, der engang var en sjov leg med formerne og stilen, er endt som en træt kliché, der ikke overbeviser om andet, end at det faktisk nogle gange er bedst at stoppe, mens legen er god.

Aqua lægger op til fornyet og frækkere leg med poppens konventioner og jomfrunalsk sexflirt i sange som ’Playmate to Jesus’ og ’Like a Robot’.

LÆS OGSÅAqua lavede 90ernes værste sang

Men i anno whatever efter Lady Gaga er der næppe nogen, som bliver hverken ophidset eller bare hidsig over, at Lene Nystrøm med sin digitaliserede lillepigestemme synger: »fuck me like a robot-båt-båt!«.

Det er omtrent lige så sexet, som når ’Rubberduck’ trykker hornet i bund i ’Convoy’.

Et gammelt skib
Bedre bliver det ikke ved at skamride en kliché som Las Vegas i ’Viva Las Vegas’ eller pjatte rundt med kendiskulturen i ’Sucker For a Superstar’.

Især sidstnævnte lider grufuldt under, at sangsnedkerne Søren Rasted og Claus Norreen fremdeles er nødt til at skrive en rap ind til den mere og mere gumpetunge antirapper Rene Dif i mange af sangene. Det er ofte tæt på det ulidelige. Hvortil kommer, at sangene er skåret over samme ensformige læst.

Så hjælper det for lidt, at Lene Nystrøm her i anden runde, får lov at vise, at hun er en fin sanger i eksempelvis den bombastisk afsluttende ’If The World Didn’t Suck (We Would All Fall Off)’.

LÆS OGSÅAqua-Lene og L.O.C. leder efter landets største stemme

Det er jo morsomt på en voksen måde. Det kunne man godt have brugt mere af på et album, der stiller sig tilfreds med at bygge videre på gamle legoklodser i stedet for at opføre et helt nyt univers.

Derfor hænger Aqua med røven i vandskorpen i kølvandet på et gigantisk cruiseskib, der afgik til tiden for meget længe siden.