Musikeren Björk står aldrig stille.

Album for album har den 45-årige islænding bevæget sig videre, destrueret den forrige udgave af sig selv og som en fugl Føniks sat en ny og overrumplende demonstration af sine musikalske visioner i verden.

Det sidste er det mest imponerende. Siden 1993-albummet ’Debut’ har den rastløse Björk altid flugtet sine forvandlinger med et højt æstetisk niveau, og uanset om man elsker eller hader hende (og ja, det er de to mest benyttede positioner, når det gælder Björk), går man aldrig upåvirket væk fra et møde med hendes musik. Før nu.

LÆS OGSÅRumpiloten Björk: »Langsomt føltes min hjerne bare lettere«

Underspillet
Her fire år efter, at Björk inhalerede verdensmusikken på det spraglede album ’Volta’, skærer hun sine kompositioner ned til et minimum. Luftige stemninger, sparsom instrumentering og sfæriske cirkler frem for bidende melodier præger ’Biophilia’. Hvilket er en påfaldende simplificering i forhold det stadigt vildtvoksende værk, det også er.

I albumformatets døende år genopfinder Björk konceptalbummet i en næsten absurd potens – med spidsfindigt konstruerede sange, apps, koncerter og mere. Alt sammen bundet sammen i et krydsfelt af naturvidenskab og musik.

LÆS OGSÅBjörk får pris for sit 'enestående bidrag' til musikken

Det er et værk i proces, hvor vante grænser remixes. Det flagrer poetisk med løse ender. Rundt om en kerne af toner, der sammenlignet med tidligere Björk-standarder overrasker med sin tilbageholdende og – nogle steder – for underspillede væsen.

Med sin enigmatiske stemme spænder Björk igen sin sang ud mellem det porøse og kraftfulde. Og med en blanding af de lette gasarters kor og hidsige trommeflænger i fundamentet er hendes kontrastfulde kompositioner stadig lige så fremmedgørende som fascinerende.

Opfinder nye instrumenter
Tag en sang som ’Crystaline’. Hen over et futuristisk slæbende beat er Björk i melodisk højt humør, mens et klokkeklirrende tema går i ring og sangen bevæger sig frem mod en afsluttende nedsmeltning af voldsomme drum’n’bass-rytmer. Som en skudsalve, der definerer hele nummeret med tilbagevirkende ildkraft.

Det klirrende tema er ikke en forvrænget marimba, men lyden af en gameleste, som Björk og orgelbygger Björgvin Tómasson har bygget ved at forene indonesiske gamelan-musik med en celeste.

Et andet specialbygget instrument er den sharpsichord (et ombygget cembalo med en stor lydtragt), der runger foruroligende på ’Sacrifice’. Også her findes kontrasten mellem den svævende sang bag lukkede øjne og automatvåbnets skudserier af rytmer, der tilsætter vitalitet.

Her følger Björk en vellykket strategi, der også giver ’Mutual Core’ karakter, når det brummende orgel modsvares af en lurende bas, der sammen med Björk forløses i øjeblikke af eruptiv intensitet.

Sammen med den spilledåse-charmerende ’Virus’, med sin kærlighedsfortælling om en celle og en virus, er det højdepunkterne på ’Biophilia’. De sange udvisker ikke sig selv, men har det nødvendige temperament og rytmisk pondus.

Kan godt stå alene
Men tag også en sang som ’Moon’. Bygget op som en cirklende tonerække, der imiterer månens cyklus og falder som tidevand fra høje til lave noder i partituret. Mediterende simpelt, men også stillestående i de luftige korarrangementer, der breder sig herfra til flere sange. Som en dis af distancerende lethed.

Den sniger sig ind i den tåtrippende ’Hollow’ og den hornblæste hymne ’Cosmogony’ samt på ’Thunderbolt’, hvor instrumentet teslacoil, der danner lyde via små elektriske lyn, aldrig får revet lydbilledet itu.

LÆS OGSÅBjörk skaber iPad-Album

Lige lidt hjælper det, at eksempelvis ’Moon’ har en app, hvor man selv kan spille med og ellers læse sig ind på tankerne bag sangene.

I det hele taget virker de apps, der er tilgængelig i skrivende stund, ikke som berigelser af de enkelte sange. De er en smuk indpakning af den akademiske viden bag musikken. Og overordnet kan Björks sange trods alt sagtens stå alene.

Ingen gentagelser
Da Björk for en måneds tid siden udskød ’Biophilia’ i to uger, var begrundelsen, at det manglede »blod og muskler«. Det har hun tilført i efterproduktionen, men der mangler stadig noget i et par sange.

Bundet mere op på ideen end udførelsen virker de klemte – eller måske glemte – i det store teknologiske spindelvæv, Björk er i gang med at skabe. Mens andre er vellykkede jordskælv, der kan sprede sig som begejstring ud på de mange andre medieplatforme.

LÆS OGSÅBjørk-støtte til Tibet skaber ravage i Kina

Helt upåvirket er jeg altså ikke. Eller helt færdig med at udforske de skjulte forbindelser, der bliver synlige, når Björk synger krystaller frem af højtalerne.

Og lige meget, hvordan dette galaktiske værk folder sig ud de næste tre år, må man atter konstatere, at Björk ikke står stille. Eller bare gentager sig selv.

FACEBOOKBliv ven med Politiken