For to år siden opsummerede Mikkel Hess sine første fire album under navnet Hess Is More på opsamlingen 'Hits'.

Ned gennem sangene piblede den frie og legesyge omgang med genrer, lyden af legetøjsinstrumenter og kække, små popmelodier, der udgør den særlige essens af Hess Is More.

LÆS OGSÅ Bon Ivers andet album oser af god stemning

Men hørt i lyset af det nye udspil var det åbenbart også en afsluttende bemærkning i den retning.

Tøjler legen
På 'Creation Keeps the Devil Away' dæmper Hess sine krumspring og tøjler legen, mens en mere lækker og lakonisk pop gror frem. Man kunne kalde det helstøbt, men for mig at høre er det en begrænsning, når legesygen skal pakkes lækkert ind i coolness i stedet for at gro mere vildt.

LÆS OGSÅSangerinder kommer ud af idéernes labyrint med blandet succes

O.k., Hess har ikke helt glemt legebarnet på den bedrøvede åbning 'Twelve Bells' med sin finregn af klokker hen over en lyndriblende basgang, men fra 'What's on the Second Floor?' tager den distancerede pops elegance over.

Fylder ikke popskabelonen ud
Godt nok stepper Hess atter rundt i genrerne, tager en svingom med Airs rodeodisco, møder Afrika Bambaataas electro i gadedøren og glider cool mod solnedgang til tonerne af præriepop. Det er bare alt sammen sunget, som en cool kat spinder i storbyens blå midnatstimer i en plysforet loungebar.

Tyktflydende, jazzet og konstant melodisk perlende. Hvilket er en anelse indsnævret efter målene i den popskabelon, der første gang blev fyldt ud af Hess Is More på hittet 'Yes Boss', og desværre uden den excentriske enegang, der tidligere kendetegnede Hess Is More.

FACEBOOKBliv ven med Politiken