Noel Gallagher uden brormand Liam er lidt som Jerry uden Tom. Der mangler ligesom noget til at sætte gang i gaden, når den anden er væk.

Godt nok var de ikke mange festivalsomre eller album om at sænke den ellers indledende høje kvalitet i Oasis, men hele deres selvoptagede verdensberømmelse gik under i et flammende flot bål af indre spændinger og storhedsvanvid.

Arven fra The Beatles
En fascinerende rockfortælling, og ud over en nævefuld af nu klassiske britrocksange har historiebøgerne et centralt afsnit om indiebandet Oasis, der detonerede indiebegrebet indefra med ukontrollabel, stor succes.

Tidligere i år beholdt Liam skindet på næsten, da han fortsatte sin musikalske karriere med resterne af Oasis i bandet Beady Eye, der mindre pompøst fandt tilbage til det enkle britiske rockfundament, der engang blev lagt af især The Beatles.

LÆS OGSÅLiam uden Noel er næsten som i gamle dage

Skyggerne fra Liverpools fabelagtige fire lægger sig også ind over Noel Gallagher, der nu kommer med sit første soloudspil. Og Noel Gallagher har tilsyneladende ikke investeret i en ny elguitar, siden Liam ødelagde den fortrukne i Paris på den augustaften i 2009, da Oasis endegyldigt nåede til vejs ende på skænderiernes bumlede boulevard.

Overskudslager
Til gengæld har han beholdt de storladne omkvæd, strygerarrangementerne og de højtsvævende linjer i sangene. Og anskaffet sig et par trompeter, der både slipper et par vilde avantgardetoner løs i det afsluttende stjernetrip ’Stop the Clocks’ og trækker endnu et par overraskende jazzede toner ind på ’The Death of You And’.

Selv har Noel Gallagher været ude at sige, at de fleste af sangene er overskud fra hans tid som den bærende sangskriver i Oasis.

LÆS OGSÅLiam: Noel har stjålet Oasis-sange til sit solo-album

De blev bare aldrig indspillet med hans gamle band, og man kan sagtens høre, at ’Dream On’ og ’Soldier Boys and Jesus Freaks’ er skåret over den eksakt samme skabelon, der blev brugt til Oasis-sange som ’The Importance of Being Idle’. Tilsat den svimlende stemning fra det sidste (meget) lange stykke af Oasis’ ’All Around the World’.

Noel Gallaghers pralende vås om, at han er en af rockhistoriens største sangskrivere, kommer igen til at se lidt dumt ud, når han atter forsømmer at variere sangopbygningen.

Berømmelsens isolation
Men med sin spinkle stemme og uden de massive vægge af guitarer, der endte med at indhegne Oasis fra resten af verden, er han alligevel på vej til at flytte sangene et nyt sted hen.

Manden bag ’Wonderwall’ mestrer stadig at finde et hook eller to i de velkendte akkorder, og samtidig går han sig selv efter i kanterne med tekster, der kredser om berømmelsens isolation. Selvoptaget som altid, jovist, men med en melankolsk bismag, der peger den modsatte vej af det evige råberi.

LÆS OGSÅ»Oasis sluttede på en fucking rock'n'roll måde«

Forhåbentlig er skufferne nu tømt for Oasis-materiale, så Noel Gallagher for alvor kan gå i gang med at udvide og skærpe sit eget udtryk.

Fortøjninger er kastet, men Gallaghers retroluftballon kommer ikke op til titlens højtflyvende fugle i denne omgang.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken