At tage en pause på 21 år og så returnere til noget så flygtigt som popmusik er vel det nærmeste, man kan komme den stensikre opskrift på et kunstnerisk selvmord.

Også selv om man er en af dansk popmusiks største sværvægtere med en karriere lige så lang, succesrig og tungtvejende, som kunstnernavnet er kort, fyndigt og poetisk.

Slidt stemme
For det er naturligvis Sebastian, der har valgt at tage en vel undt pause fra bestillingsarbejde og deadlines i teaterverdenen.

I gamle dage ville den 61-årige veteran formentlig være blevet slagtet ved sin tilbagevenden til rødderne alene for sin faneflugt i retning af noget så småborgerligt og kommercialiseret som musicals. Men så sort-hvid eller rød-blå er verden gudskelov ikke længere.

Og Sebastian skal være velkommen tilbage med et album, der uden ligefrem at være revolutionerende repræsenterer en hæderlig opdatering af sangskriverens velkendte univers.

Stemmen er slidt, men bestemmer stadig sin helt egen charme og følsomhed, når den skiftevis drager os med ind i den dybe romantik eller lader os snurre rundt på satirens karrusel med musikalske stinkbomber.

Sjov indpakning
Helt bogstaveligt i form af ’Jesper Balle’, en meget slet skjult latterliggørelse af en nu pensioneret politiker, som i sangen skider på alt og alle: »Sort i, sort i, sort i, sort i – det var så stort/ Det han havde gjort – det gik som smurt – i stort«.

Med Sebastian som lurendrejer ender det naturligvis med, at Jesper ikke kommer i himmerige, men i stedet ender med at blive overskidt af Fanden selv i det sorteste helvede. Ak, ja.

LÆS OGSÅDen bløde trubadur lever fint med ikke at være »jukeboks-folkelig«

Meget højere når niveauet ikke i titelsangerens parodi på kendiskulturen eller tidens googlen efter en ny overfladisk gud, man kan tro på, indtil noget bedre dukker op i ’Luftkasteller’. En duet med Sys Bjerre med det opbyggelige budskab, at det måske var bedre at prøve at holde hinanden ud end at opfinde religiøse orakler som »løsning«.

Men Sebastian kan både skrive et omkvæd og dreje et arrangement omkring den forudsigelige kritik, at morfars vrisne stemme i det mindste er pakket sjovt ind.

Det enkle er bedst
Langt bedre er dog sangene om den kærlighed, som Sebastian stadig søger trods tilværelsens talrige korrigeringer af kursen i form af brud og desillusioner.

Som i den ellers letløbende og melodisk opstemte åbningssang, ’De vilde og de værste’, om den Lisa, der blev væk et sted på vejen. Og efterlod sangskriveren med konstateringen: »Måske er/ jeg bare – som bonden på sin knold/ en særlig kartoffel/ En konge af håbet i mol«.

Et strålende miniportræt af solisten selv, der returnerer med gamle samarbejdspartnere og en sound, der emmer af klassisk Sebastian. Fornemt arbejde, der hæver sig i sine mest melankolske sange – ’De sammenbundne to’, ’Blå måne’, ’Nyt lys i mørke’ og ’Pludselig’ – sunget med klædeligt rusten stemme om døde venner, kolleger og musikalske helte.

LÆS OGSÅPoppens nye stjerner tør tude ud i musikken

Det er, som om det indtrængende i de sange helt blæses væk, når Sebastian slår porten op til sine musicals og alt den forgyldte messing i ’Fred i hjertet’. Pakket ind på den måde ramler vi ind i klicheen og postulatet som prinsessen, der står i tårnet og skuer efter prinsens hvide ganger for i stedet at få en stor hvid mågeklat i øjet.

Derude, et sted mellem markerne, overser hun sikkert den lille grånende trubadur, Sebastian. Det er synd, for han er bedst og mest vedkommende, når han netop ikke er prangede, men enkel.

Når han i skellet mellem det mildt ironiserende og det mildt melankolske er netop ’Øjeblikkets mester’, rækker holdbarheden fremdeles langt ud over nuets forfængelighed.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken