Da Tom Waits og Keith Richards første gang indspillede musik sammen, var Waits temmelig nervøs.

Dengang i midten af 1980’erne var Waits rykket fra det tilrøgede liv på Hotel Tropicana i Los Angeles til New York. Og i fuld gang med at forvandle sig fra beatnik-sludrende barflue til storbydunkel vildkat med raslende skeletter i orkesteret og strubegurglende hyl mod månen.

Under forberedelserne til albummet ’Rain Dogs’ foreslog Waits det som en joke: Hvad med at spørge Keith Richards, om han vil være med?

Pladeselskabet fangede ikke ironien og fik det sat i stand. Som Tom Waits for nylig har berettet om det første møde med Rolling Stones-guitaristen, han beundrer højt:

»Nu var vi for alvor på spanden. Jeg var virkelig nervøs. Han dukkede op med omkring 600 guitarer i en semitruck. Og en butler«.

Trykkoger med dampende soul
Dengang var Waits stadig en bizar blanding af musikalsk landevejsridder og durkdreven historiefortæller i periferien af den rockverden, Richards tronede over. Siden gentog de det vakkelvorne kunststykke på Waits’ hovedværk, ’Bone Machine’, i 1992, og her godt tyve år senere dukker Richards atter op på et Tom Waits-album. Mellem faste legekammerater som Marc Ribbot, Larry Taylor og David Hidalgo.

I dag er rollerne byttet om. Nu er det Richards, der bliver animeret til at skærpe sine riffs og kantede guitarspil af en Tom Waits, hvis karismatiske energi bare synes at vokse med alderen.

LÆS OGSÅ Tom Waits er en af verdens bedste entertainere

Ikke at den sky Tom Waits har fået en butler, nej, han bor i privatlivets velvogtede fred ude på landet og samler stadig på underlige instrumenter frem for hundredvis af guitarer. Og på det første reelle album i syv år, ’Bad as me’, fortsætter han ad sine egne slyngede veje gennem vildnisset i den amerikanske sangskat. Med en oplivet Richards på slæb.

Med balladesangerens akustiske ømhed og ildslugerens spruttende skrål hopper Waits og band ned i en trykkoger med dampende soul, knokkelmands blues, udsvævende kabaret, ridsede rockritualer samt en håndfuld evigt grønne sange om den melodramatiske kærlighed, der som regel ender med afsked.

Fart på
Siden det skelsættende 1983-album ’Swordfishtrombone’ har hustruen, Kathleen Brennan, været Tom Waits’ faste fødselshjælper og medsangskriver, og Waits har tidligere forklaret deres samarbejde som et fælles puslespil, hvor de stykker skårene sammen efter at have kastet en høj stabel tallerkener på et stengulv.

Som noget nyt har han og Brennan ikke brugt lang tid på at finde de rigtige stykker, men skyndt sig at få limet servicet sammen til nye sange. Ideen med ’Bad as me’ var tolv sange på under tre minutter. Hurtigt hen til mikrofonen og ud af studiet igen. I en fart.

Okay, det endte med 13 sange plus et par bonussange, og nogle strækker sig ud over fire minutter. Men den oprindelige metode river straks i ørerne på åbningsnummeret, lynkineseren ’Chicago’, der på lidt over to minutter sætter Chicago-ekspressen tilbage på drømmenes skinner: »Maybe things will be better in Chicago«.

Med et buldrende lokomotivs rytmer af stødende horn og huggende trommer er vildskaben vist hentet på en af Waits’ mange ungdomsture til mexicanske Tijuana. Trykket på kedlerne fortsætter senere i rockabilly-crooneren ’Let’s get lost’, om et af Tom Waits fortrukne temaer: at fare vild og slippe virkeligheden. Stemmen spytter som Daffy Duck og lader musikken strømme igennem sig uden finere fornemmelser eller elegante detaljer.

En klasse for sig
Tilstedeværelse og friskhed syder på ’Bad as me’. Men flygtigheden har også en bagside: Den travle Waits har ikke tid til nye opdagelser, men går steder hen, han har været før.

Når Keith Richards og Tom Waits i en vaklende duet lader timeglasset rinde ud i den nedbarberede og inderligt smukke ’Last Leaf’, er de ikke mange akkordskift fra at genindspille den knap tyve år ældre ’That feel’. Ligesom det afsluttende nytårspostkort, ’New Year’s Eve’, har en dunkel tvilling i ’Whistle down the wind’. Nu bare indspillet i en italiensk baggård med en afdanket gondoliere, der ikke kan tænke på årets sidste aften uden at bryde ud i ’Skuld gammel venskab rejn forgo’.

Men det er kun en lille streg i regningen, og selv om ’Bad as me’ ikke er et mesterværk, er Waits stadig en klasse for sig. Og de nye variationer over gamle sange er ikke mindre rørende.

I det øjeblik Tom Waits sænker tempoet og drejer sin kalejdoskopiske stemme fra sprechstallmeister på titelnummeret til den silkebløde croon på ’Face to the highway’, tænder han også for de kulørte lamper af magi.

Det gådefulde
Bag den buldrende brystkasse på Tom Waits banker hjertet blødt. For alle dem, der blev tabt på livets savsmuldsgulv, for de knuste håb og for dem, der aldrig så ulykken komme farende i en blind vinkel.

Med sine sange minder Waits – som al virkelig god blues – om, at der faktisk findes liv på den anden side af tilværelsens totale solformørkelse.

LÆS OGSÅ Tom Waits' sange har haft en hård opvækst

Med kærlighed til sin gamle helt Roy Orbison sender Tom Waits kuldgysninger gennem hele systemet på den seismografisk fintfølende ’Back in the crowd’, og han puster til kærlighedens svækkede flammer på ’Kiss me’, der knitrer hen over klaverets elfenbensklang som en glemt optagelse fra Waits første album, ’Closing Time’.

Men til forskel fra 1973 er skuespillet i dag tonet ned og en uventet nøgternhed vokset frem. At acceptere det gådefulde har altid været nøglen ind til Tom Waits’ univers af cirkus, mord og længsel. Men manden, der ellers mener, at sandheden er stærkt overvurderet, er tilsyneladende på jagt efter den.

Ingen febersyner
De nye sange bebos ikke af fabulerende figurer som Eyeball Kid, tyske dværge på landlov eller stakkels onkel Vernon. Manden er ellers så forrygende en lystløgner, at hans interview både udkommer på cd og i bogform (og hvor mange musikere gør det?). Men når han i flere sange kredser om døden og tilværelsens set gennem de brændende farver i livets efterår, sker det ikke længere i febersyner. Det sker med færre røverhistorier og uden et skummelt smil på læberne.

Maskerne falder

Mens albummet ’Bad as me’ blev gjort færdigt i sommer, udgav Tom Waits sammen med fotografen

Michael O’Brien bogen ’Hard Ground’. En kombination af O’Briens nøgne sort-hvid-fotografier af hjemløse og minimalistiske digte af Tom Waits. Inspireret af sin tid blandt hjemløse i 1970’ernes Miami brugte den tidligere fotograf for Life og National Geographic Michael O’Brien fra 2006 og tre år frem sin tid på at tage portrætter af hjemløse i Austin, Texas.

Dengang O’Brien var en nyudklækket fotojournalist på Miami News, var de hjemløse især midaldrende mænd. I dag er det kvinder, børn og mænd i alle aldre. Selv hele familier. Det ser man i bogens frosne øjeblikke, hvor rynkerne trækkes frem, blikket låst og smilet borte. Der er ingen romantik eller æstetiske narrestreger i O’Briens fotografier.

Digte
I samme enkle og prunkløse stil har Tom Waits forfattet en stribe af digte. Med udgangspunkt i det uforudsigelige omslag i skæbnen, der placerer et menneske på gaden, under en motorvejsbro eller i landevejens grøft. Her er ingen bralrende myter eller kvikke bemærkninger, men knappe og fyndige billeder: »The cars thunder past/ As I stick out my thumb/ I am just waiting for/ My good luck to come«.

Man kan finde et tematisk overlap mellem Waits’ enkle digte og den mere nøgterne stil i flere af de nye sange. Og direkte forbindelser, som genoplivning af den håbefulde strøm fra Mississippi mod nord:
»Maybe things will be/
Different in Chicago«.

Michael O’Brien og Tom Waits: Hard Ground. University of Texas Press.

Meningen med livet bliver sat under en lup i den spørgende folkevise ’Tell Me’, og mysteriet bag dødens lukkede dør snurrer i hver verselinje på den spinkle blues ’After you die’. Hvordan er det, når man dør: »Like a string that’s broken/ Like a thing that’s smoking«.

Og på ’Last leaf’ svinger pendulet mellem tristesse og overlevelsesinstinkt, mellem Waits’ nærhed og Richards skræppende kor om det sidste blad på træet: »I’ll be here through eternity/ If you want to know how long/ If they cut down this tree/ I’ll show up in a song«.

Tæt på mennesket
Et andet brud med Tom Waits sædvanlige maskeradespil findes i den glødende vrede, han slipper løs i skudsmålet af samtiden.

På den spøgelsesvuggende ’Talking at the same time’ bliver finanskrisen sat på spidsen med linjerne »Well we bailed out all the millionaires/ They’ve got the fruit/ We’ve got the rind«, og i forlængelse af den mildere antikrigssang ’Day after tomorrow’ fra ’Real Gone’ skruer Waits op for både temperament, march og skudsalver på det rytmiske vulkanudbrud ’Hell broke luce’.

En indestængt beretning om soldatens helvede af et liv, når han mister venner, lemmer og frustreret konstaterer: »How is it that the only ones responsible for making this mess/ Got their sorry asses stapled to a goddamn desk«.

Humøret har før været kældermørkt hos Waits, men det har været klædt i grufulde fortællinger og dækket ind bag de mange forskellige stemmer. Med ’Bad as me’ kommer vi så tæt på mennesket Tom Waits, vi kan komme.

Enormt format
Tilbage i marts blev Tom Waits indskrevet i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame. Med en tale af Neil Young. Han er for længst rykket op i den liga, hvor Keith Richards befandt sig, da Waits trivedes i marginen. Som det naturligste i verden råber han »Mr. Jagger, Mr. Richards« op i sangen ’Satisfied’, mens the keef synger kor i baggrunden.

Man kunne sikkert godt tilgive ham, hvis han fandt tøflerne frem og satte musikken på vågeblus. Slentrede ind i pensionsalderens tryghedszone med lidt pianohygge og røverhistorier. For gamle dages skyld.

LÆS OGSÅ Nyt forbløffende udspil fra Tom Waits

Men det er ikke Tom Waits.

Selv om ’Bad as me’ ikke er et skelsættende vendepunktet som ’Swordfishtrombone’, magisk og mørk som ’Bone Machine’ eller lige så krasbørstig som det klaverløse ’Real gone’, er det nye album endnu en understregning af Tom Waits’ enorme format. Hans spirituelle hobo-figur er blevet dyppet og skyllet ren i livets garvesyre og kommet op igen med et overraskende glimt af ærlighed i blikket.

FACEBOOKBliv ven med Politiken