Mon de går rundt i Magtens Korridorer og spekulerer sig en angstneurose til over, at det ikke bare er håbløst umoderne at spille rock og rul, men nu også stigmatiseret af dem, som har adopteret det amerikanske skældsord rockister om folk med hang til guitar, bas og tromme?

I fald den slags bekymringer trives i det københavnske femkløver, lader det sig ikke høre på det aktuelle, femte album fra Magtens Korridorer.

Bedrøvelige tekster
Det eneste imperium, der ikke falder her, må nemlig være det rockmusikalske af slagsen. For sandt at sige er der jo mere interessante ting at forholde sig til og hidse sig op over, end om mennesker kan lide den ene eller den anden form for musik. Vor kollektive undergang for eksempel.

Trods musikkens vitale og triumferende karakter er desillusionen stort set total i sanger Johan Olsens bedrøvet poetiske tekster. Som musikken er de blevet raffineret igen og igen siden det store gennembrud med ’Friværdi’ og ’Lorte parforhold’ tilbage i ubekymrede 2005.

Dengang levede vi på klods og de penge, man kunne hale ud fra hulrummet under den overbelånte skorsten. Den går ikke længere i den isnende trækvind efter finanskrisen.

Magtens Korridorer

Imperiet falder

Produceret af: Søren Mikkelsen og Magtens Korridorer

Universal

LÆS OGSÅUnge musikere hylder knallerter og kebab

Nu er »Konger af lånte fjer og paroler/ begravet i lort«, som Johan Olsen konstaterer i det indledende og stærkt driftsikre titelnummer.

Figurerne i sangene på ’Imperiet falder’ søger ly i ruinerne, danser på gravens rand, strejfer ensomme rundt, spilder en flod af chancer, bliver fejet væk som affald eller går til grunde i en umulig duel mellem tørst og vanvid.

Imens alle stjernerne falder, toget kører væk, solen går ned, resterne fra de levendes bord tager sig ud som et ekko fra de døendes ord og Døden har alting til salg.

Forfaldet er bastant og særdeles definitivt i de 11 alvorstunge sange. Bandet burde overveje et navneskift til Afmagtens Blindgyder eller Aflagte Depressioner.

Umulige at slå på hjemmebane
Og dog. For selv om »livet er en bidsk og kælen tæve«, som der synges i ’Lyden af Alarmer’, er musikkens natur stædigt at søge mod lyset og en form for optimisme midt i al den trøstesløse undergangspoesi.

Selv om Magtens Korridorer lyste gevaldigt op og fandt lysere strenge at spille på, da bandet indspillede ’Milan Allé’ i Sverige i 2009, har musikken aldrig lydt så godt som her.

Søren Mikkelsens og bandets produktion i Medley Studios i København er en påmindelse om, hvor forbasket dynamisk og levende det egentlig kan lyde, når et godt rockband finder hinanden i studiet.

Med godt mener jeg ikke nødvendigvis ekvilibristisk, for det er Magtens Korridorer ikke, og det har formentlig heller aldrig været målet.

Men det er en fornøjelse at høre, hvordan Niklas Schneidermanns og Rasmus Kerns guitarer klinger skarpt og blændende som en knivsæg i solskin i sange som ’Pindsvinesjæl’ og ’Affald’ et sted mellem britiske ikoner som Blur og Clash. Med Gasolin’ som et kontant, dansk ekko.

Når Magtens Korridorer er energiske og veloplagte, som de i den grad er her, er de umulige at slå på hjemmebanen. ’Kom og mærk’ og ’En anden tid’ sidder stramt og tæt til rockdyrets muskuløse krop uden antydning af dikkedarer.

Lige så stringent og konsekvent fremdriften fastholdes med Terkel Møhl på bas og Anders Ramhede bag trommerne som en fuldkommen ubestikkelig rytmegruppe, lige så fritsvævende er Johan Olsens tekster.

Gasolins arvtagere
Deres abstraktioner er i sange som den dejligt skævbenede og psykedeliske ’Alting til salg’, hvis omkvæd i alt sin enkelhed lyder »får i en blå aubergine«, albummets store sus.

Ikke alt er lige gennemført, og nogle gange vælter løsrevne metaforer ned over versene. Man aner bag hele dommedagspoesien, at Johan Olsen endnu en gang tager noter til et alt andet end skamrosende selvportræt, befriende langt væk fra tidens perfektionistiske idealer. »Hvis så en dag jeg finder vejen/ så er jeg faret vild«.

LÆS OGSÅJens Unmack: Det er ikke rock'n'roll, der er farligt. Det er livet

Det er Magtens Korridorer absolut ikke. Bandet er på de fire album, som udgør den kunstneriske hovedstol, bare blevet bedre og bedre på alle fronter. Og fremstår i dag som energiske outsidere i dansk rocks centrum. Slet ikke nogen lille bedrift af nogle voksne drenge, der har lyst til at lege med rock og rul for at skildre livets alvor og forfaldets desperate skønhed.

Med lidt mere melodisk variation i det indimellem lidt for ensartede udtryk mellem brag og ballader vil Gasolin’s arvtagere stå med et helt regulært mesterværk.

Flugten fra hovedstaden
Fra faldne imperier til det meget omtalte Udkantsdanmark, der fylder så meget i tv og film, men ikke har spillet nogen hovedrolle i den hjemlige rock siden halvfjerdserne.

Godt det samme, for det sorttintede billede af landlige og mindst småkriminelle tumper i forfrossen ensomhed, vi har set igen og igen i filmiske forestillinger af det, der engang var Morten Korchs idyl, er massivt nok.

Måske er der slet ikke så fuldt af formørket snæversyn derude, hvor »der er sytten kilometer til en rutebilbus/ og li’så langt hvis jeg får lyst til en fyraftenssjus«, som Klondyke synger i ’Hus på landet’?

Klondyke

Udkantsland

Produceret af: Mikael K. og Per Lange

ArtPeople

LÆS OGSÅUkendt Youtube-fænomen genopliver københavner-sangen

For mens Magtens Korridorer kan mærke forfaldet, krisen, presset og stramninger af både mental og fysisk karakter overalt, er der frit, plads til særlinge og originaler i ’Udkantsdanmark’. I hvert fald hvis man skal tro Klondyke og bandets sanger og sangskriver, Mikael Ryberg Kristiansen.

Den jysk fødte sanger flyttede efter 12 år i eksil på Vesterbro i København til Vendsyssel, hvor han nu bor med familien på et nedlagt landbrug. Her fører alle veje, ifølge Klondyke, til Vrå.

Og det er nok meget godt, for trangen til flugt og søgen efter de forsvundne drømme er ikke blevet mindre i Mikael K.s univers siden flugten fra hovedstaden.

Poetisk og præcist
Men i modsætning til de filmiske skildringer fra randområderne er der også optimisme, sejhed og stædighed under den høje himmel. Vel at mærke uden at Morten Korch og idylliseringens pensler hales frem fra skuret.

»Vi blev født i udkantsland/ Jeg er en ægte udkantsmand/ Og selv om de så lukker for det varme vand/ Skal der mere til før vi smutter/ fra skæve udkantsland«, konstaterer Mikael K. blot i førnævnte ’Hus på landet’.

Hans både poetiske og præcise fortællinger og portrætter er som altid sat stilfuldt og lyrisk meddigtende i scene af Klondykes afdæmpede opbakning. En velfortjent og dejlig opmuntring til det landlige Danmark, som næsten er på niveau med de mest gyldne stunder fra Klondyke.

Imperier forfalder, men udkanten består.

FACEBOOKBliv ven med Politiken