Når man kalder sit album for en grædemur, går man ikke ligefrem og putter med sindsstemningen.

De blåsorte nuancer er da også tydelige gennem hele Jonathan Johanssons ' Klagomuren', men det er ikke så knugende trist en omgang, som det lyder. Man løftes mere op, end man manes ned.

Storbyens elektriske puls
Egentlig er den 31-årige Johansson beslægtet med landsmændene i Kent, men hvor deres forsanger, Jocke Berg, indimellem fortaber sig i ungdommelige emoklynk, bliver håbløshedens asfalt brudt op, når Jonathan Johansson vandrer gennem Stockholm i den dunkle sommernat.

Måske lød Johansson som Kent, inden han fandt et gammelt Yamaha-keyboard og sammen med sin faste makker, Johan Eckeborn, skrev alle sangene om til debutalbummet, ' En hand i himlen'. Den lette omgang med melodier er et fælles træk, men Johansson bruger ikke guitarrockens muskuløse løftestang.

LÆS OGSÅSvensk popkomet: »Jeg er ikke nogen dystermule«

I keyboardet fandt han sin egen form et sted mellem 1980' ernes lysere synthpop og en tidløs melankoli. Og nu letter han på vinger af enkle synthtemaer, pulserende rytmer og poetisk stik i hjertet, der fungerer kongenialt med hans himmelstræbende vokal og ubesværede melodier.

Introen på albummet lyder som en moderne lirekassemand, der i fuldmånens skær forsøger at svare storbyens urolige elektriske puls imod og danne en stockholmerbaggård om til et orgelsummende kirkerum.

Med ét flænger Johansson lydbilledet med sin ekkorungende røst: »Du ringer sent/och säger din lägenhet/kommer lossna ifrån huset/krossas mot gatan«. Selvfølgelig ringer telefonen sent, og beskeden er overdramatisk. Så klart.

River brystkassen åben
'Klagomuren' folder sig ud i natten, hvor sangen ' Stockholm' vokser til et crescendo af rytmer, mens følelserne slippes løs, i takt med at den livsangst, der altid kribler under overfladen, dæmpes.

Med en klang af Peter Gabriel i hans velmagtsdage forløser Johansson mørket og forlænger den sakrale stemning på ' Centrum', hvor dæmonerne drives ud, det knuste hjerte bæres ned og »Snart kommer tårarna/et regn i Sahara«. Et kald om håb med religiøse undertoner.

Hermed hænger albummet allerede højt oppe i luften, som en drage i efterårets stærke vind. Og den taber ikke højde igen.

LÆS OGSÅKrammende kærestepar nød svensk flinkeskolepop

Tværtimod når han nye højder med ' Blommorna', hvor keyboardet prikker en spinkel melodi ned i den maskinelt skubbende rytme, og man pludselig kommer til at tænke på Kate Bush. Bare uden de stejle tinder.

Jonathan Johansson er storladen og medrivende pompøs uden at puste sig op. Sangene er ukomplicerede og arrangementerne raffinerede i al deres enkelthed.

De river brystkassen åben og sender en strøm af inderlige håb, erindringens vemod og urbane nattedrømme gennem lytteren.

Ild over Stockholm
Melankolien svinger fra 'Horoskop', hvor der drømmes om, at ilden regner ned over Stockholm i nat, brænder byen ned og sletter alle fortidens spor, til et af albummets svimlende højdepunkter, den længselsfulde pophymne 'Som om'.

Her lukker Johansson døren til nutiden og mindes dengang, verden ikke var stivnet i angsten for at miste noget, og drømmene endnu ikke var drømte: »en annan natt/innan huden började lukta bränt/och vi satt på McDonalds utan pengar/men hela världen va öppen«.

LÆS OGSÅVred popdronning gav mørk og stilfuld Roskilde-koncert

Det svenske sprog er forprogrammeret til den slags melankolske snapshots, men Johansson misser heller ikke chancen for at stikke kården dybt ind i siden på os.

Som han afsluttende messer på ' Min ljusaste röst', mens lirekassemanden langsomt taber takten: »I rakbladsljuset på Seveneleven/i kön av/kostymer svett och parfym/ville jag sjunga om den ömhet vi är värda«. Johansson er al ømheden værd på ' Klagomuren'.

En af den slags plader, man bøjer hjørner med i sin personlige kalender: Nå ja, dengang 2011 gik på hæld, var det Jonathan Johansson, jeg hørte. Dét efterår lænede jeg mig op ad hans grædemur. Og blev helt ør af det.

FACEBOOKBliv ven med Politiken