Annonce
Annonce
Annonce
Musik 15. dec. 2011 KL. 18.57

Unge håb leverer tiltrængt kortslutning til den elektroniske scene

Tre nye udgivelser gør op med den elektroniske scenes indadvendthed.

Musik Exampler, Soffie Viemose, Tone

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

De fleste hader misforståelser. Man sidder som den eneste og har opfattet det hele spejlvendt.

Men der er også dem, der elsker at misforstå alting. Ikke mindst i omgangen med teknologien, hvor misforståelsen gennem historien har været en kreativ motor for radikale ændringer.

Du bytter om på rigtigt og forkert, og pludselig har du Jimi Hendrix’ energi i den forvrængede elguitar, eller du er lidt lemfældig i omgangen med vinyler på pladespilleren, og vupti er den et instrument, der kan scratche. Alt sammen noget, man ville undgå, men bagefter gerne vil opnå.

To af de senere eksempler på den slags vildveje gennem maskinerne er de elektroniske genrer glitch og wonky, der henholdsvis dyrker lyden af hakkende cd’er og gør folk søsyge med ustabile synthesizere.

LÆS OGSÅMusik hører man da på sin telefon eller computer

Exampler: Hunters and collectors


(31 min.)

Mixed Ape Records / Playground Music

Elektroniske kortslutninger
Har man mod på mere end solbeskinnet house, bliver lige præcis de to fantastiske fejlgreb rystet sammen med ghettofunky hiphop på den danske producer Examplers debut, der får ørerne til at gynge og nakken til at nikke med ti tracks af skævt huggende og store, rungende beats.

Alle misforståelser er her forvandlet til selvsikre vartegn, man kan orientere sigefter, hvis man skulle fare vild mellem den Malk De Koijn-citerende ’Dans til noget pop’, den øreploppende fuldtræffer ’Wonders of the Night’ med smidig vokal fra Barbara Moleko eller Mustafs senegalesiske croon på ’Sa Bopp’, der viser, at Exampler har rejst en del i Vestafrika og som en anden Damon Albarn har forsøgt at pode traditioner med elektroniske kortslutninger.

Ofte lykkes det med energiudladninger, der gør det forståeligt, at Per Vers måtte oprette et pladeselskab for at udgive Exampler. Andre gange har Exampler for travlt med at komme videre til den næste manipulation.

Mustaf får eksempelvis ikke lov til at folde sig ordentligt ud, og den kompositoriske side af den herligt svajende produktion er på den måde et sted, hvor den talentfulde Exampler kan forbedre sig.

Listefødder
En, der ikke har misforstået nær så meget, er den unge debutant, Soffie Viemose.

Hun har i hvert fald fanget, at der i Björks ekspressive sangstil er masser af inspiration at hente, når et skumringsdæmpet og småknitrende lydbillede skal brydes op af en himmelstræbende melodi.

Soffie Viemose: Soffie Viemose


EP (19 min.)

Polar Records / Playground Music

LÆS OGSÅBjörk genopfinder konceptalbum i nyt gigantværk

Som det vellykkede vulkanudbrud på den ellers statiske ’Gift’. Soffie Viemose har det ellers med at forsvinde i nænsomme opbygninger af diskrete rytmer og lyde på listefødder.

Der er fakkellysende stemninger nok at komme efter, men Viemose får ikke helt indløst sine indlysende evners rebus og givet det tilbageholdte åndedræt modspil af små ildkugler i blodet, men ender med at være en anelse stillestående.

Et varmblodet skub
Anderledes gang i udviklingen har Tone haft. Hun er i familie med andre danske hjemmebryggere udi kollager af lyd og indadvendte cirkler og debuterede for tre år siden.

Tone: Hanging By The Moon


(31 min.)

Uhrlaut

Dengang var det vævende og fekrøllede kompositioner, der drev maskinværket i et ekko af de eventyrlige CocoRosie-søstre, men nu har rytmernes temperamentsfulde fremmarch givet Tone en anderledes kraftfuld karakter.

Ikke ulig den svenske sangerinde Jenny Wilson finder Tone plads til enkle melodier og dynamiske rundgange i et funklende spil mellem stampede rytmer og forførisk svævende korarrangementer.

På ’When it falls’ stønnes sangen op af det orgeldybe fundament, titelsangen er besnærende med sit smittende omkvæd, og den fjernt klagende blues tegner sammen med skrivemaskinehurtige takter strukturen på den forrygende ’Beautifugl’.

Trods enkelte rester af skabagtig stemning fra pigeværelset er det slut med grøn te og bare tæer under fuldmånen.

I stedet har Tone fundet frem til et besjælet sammenstød mellem heftige smæld og psykedeliske udskridninger, mellem kroppens puls og tankernes hvirvlende himmelfugt. Og sammen med Exampler givet den elektroniske musik herhjemme et varmblodet skub ud af de indadvendte cirkler.

FACEBOOKBliv ven med Politiken