Da målmanden Robert Enke fra den tyske topklub Hannover 96 begik selvmord i 2009, bredte chokket sig langt uden for sportens egne cirkler.

For er presset på vore dages bizarre blanding af ikoner og skamstøtter, de kendte, virkelig så stort, at det kan ende på en så tragisk måde?

Den forkerte side af muren
Selvransagelsen fortsætter i fodboldens verden, efter at den walisiske toptræner Gary Speed tog sit eget liv i dette efterår, hvor også en tysk topdommer forsøgte at begå selvmord.

Men ud over at være en af Tysklands bedste keepere var Robert Enke også østtysker. Født i 1977 på den forkerte side af Muren og opvokset i det, der dengang stadig var det kommunistiske DDR. Når Hannover skulle spille på udebane, satte Robert Enke sig altid ved siden af en af holdets hjælpetrænere i stedet for blandt sine medspillere. Træneren var nemlig også ossie.

LÆS OGSÅ Arrangører advarer igen og igen mod udenlandske billethajer

I interview gav den tyske landsholdsreserve flere gange udtryk for, at der var et meget langt spring fra en fattig opvækst i Øst til en status som stenrig og feteret stjerne i Vest. Måske et så stort spring, at folk med baggrund i Østtyskland her 22 år efter Murens og styrets fald, stadig ikke føler sig hjemme i det forenede Tyskland, Europas eneste fungerende muskel, når det kommer til økonomi og fremdrift.

Eksil i Tyskland
»Ich geh mit mir von Ost nach West/ Wohin gehst du? Wohin? /Ich geh von Land zu Land allein/ Und nichts und niemand/ Lädt mich zu bleiben ein/ Mein Land«, synger østtyskerne i Rammstein på deres nye og helt forrygende sang, 'Mein Land'.

Noget tyder på, at Rammstein og måske i særdeleshed sanger og sangskriver Lindemann stadig føler sig i eksil i Tyskland - og et eller andet sted føler det savn efter det gamle Øst, hvis indbyggere i det mindste havde deres egen identitet, mange synes at dele med ham.

I Berlin er der således bare i de seneste måneder skudt flere butikker op, som sælger nostalgiske produkter, som man kendte det fra det gamle Østtyskland.

Samfundskritisk
Som de øvrige medlemmer af Rammstein er også 48-årige Till Lindemann født og opvokset i Øst, i sangerens tilfælde i Leipzig.

Bandet fandt sammen i 1994, fem år efter Murens fald, og siden har Rammstein med sit totale udtryk af rock, teater, gøgl, videoer, fyrværkeri og involverende kunst (læg mærke til det lille, men inddragende spørgsmål wohin gehst du i førnævnte citat). Bandet er ikke bare repræsentanter for, men i sig selv et Gesamtkunstwerk og trods den oftest humoristiske fremtoning værd at tage alvorligt med den samtids- og samfundskritik, der altid har ligget i musikken.

LÆS OGSÅRammstein-fan om flammeshow: »Det er som at få taget sin mødom«

Således i den grad også på 'Mein Land', der er det nye bidrag på opsamlingsalbummet 'Made In Germany', der ser tilbage på Rammsteins første 18 år.

Sangen, der ledsages af en formidabel video, som blander 'Baywatch' med Beach Boys og endeløse strandfester, slutter med en bitter konstatering:

»Nirgends kann ich bleiben« - ingen steder kan jeg blive.

Tilbage for fuld styrke
Eksil-østtyskerne i Rammstein solidariserer sig med alverdens immigranter og udstødte. Og på videoen hygger d'herrer sig igen med at udstille kropskulturen, sådan som det skete på den pornografiske video til 'Pussy'.

Denne gang er ironien og de klare farver, med inspiration fra tressernes film i technicolor, dog formentlig så tydelig, at forargelsen må være til at overskue. Till Lindemann på en strand i Californien som livredder i bedste David Hasselhoff-stil med røde badeshorts med det schweiziske flag på, er dog et syn så kosteligt, at ingen bør snyde sig for det.

Bedst som Rammstein virkede som nedslidte slaver af et indbringende koncept, er gruppen tilbage for fuld styrke.

At tyskerne er kommet tilbage på den måde mange gange i karrieren, kan man overbevise sig om på den såkaldte luksusudgave af opsamlingsalbummet, hvis ene cd er en helt regulær og ganske repræsentativ greatest hits.

Mere på hjerte
Det er særdeles overbevisende, hvordan sangene flirter med stilen, men hele tiden holder den fast. Rammstein er et lige så stilsikkert foretagende som AC/DC og Motörhead, men unægtelig også et moderne rockband med lidt mere på hjerte end de to tunge dinosaurer.

LÆS OGSÅRammstein censureres igen

Den anden cd byder på en stribe remix af klassikere og enkelte knap så kendte numre med Rammstein.

Her brydes det tunge lydtryk, der er Rammsteins primære udtryk og foretrukne våben. Det virker en kende misforstået at smide en banjo ind på 'Rammlied', sådan som Devin Townsend gør i sit remix.

Men versioner af 'Ohne Dich' af Laibach og Westbams særdeles dansable 'Links 2 3 4' er kreative og festlige versioner af kendt materiale. Det vil sikkert irritere enkelte fans, men for folk med hang til eksperimenter er det værd at tage den dobbelte version af albummet.

Tysk rock på verdenskortet
Naturligvis er udgivelsen anledning til endnu en verdensturne for Rammstein, der oven i købet har inkluderet to allerede udsolgte koncerter i Danmark i februar.

Om denne statusopgørelse så har givet gruppen nyt liv, så koncerterne vil blive lidt mere inspirerede end de sidste forestillinger her til lands, vil tiden vise. Foreløbig er det heftigt, men aldeles befriende at gå på historisk opdagelse hos Rammstein. Bandet har stort set solo holdt tysk rock på verdenskortet i 18 år nu - lidt af en bedrift.

FACEBOOKBliv ven med Politiken