Allerede i 1990’erne var rapperen Common i opposition. Tidens lyd var domineret af pistolsvingende gangstarap fra den amerikanske vestkyst, mens Common leverede jazzsmidig og oprigtigt velmenende hiphop fra Chicago i øst.

På den måde trådte Common direkte ind i en af hiphoppens mange indbyggede konflikter. Den mellem de prædikende og de selvpromoverende. Mellem sprogets sofistikerede feinschmeckere og de simple slagsbrødre. Og han tog med litterære rim de kloges parti og blev undertrykkelsens eftertænksomme stemme.

Modelunerne har siden flyttet hiphop fra Eminems hvide underklassevrede til virtuos overklassestil fra Kanye West, mens 39-årige Common har holdt fast i sin reflekterende tilgang til musikken.

Og rollen som rappernes samvittighed har belønnet Common med et fasttømret publikum og en prominent position i toppen af hiphophierarkiet – af den slags, der fører til besøg hos præsident Obama.

Politisk korrekte lektioner
På sit niende album fortsætter han ufortrødent ad det samvittighedsfulde spor, og efter det elektroinspirerede fejltrin ’Universal Mind Control’ i 2008 har Common genfundet samarbejdet med produceren No I.D., der var med til at støbe fundamentet under Common på de første tre album.

På de 12 numre genoptrykker No I.D. 1990’ernes spjættende beats af den gamle skole, hvor hjørnerne er rundet af soul, pianoets melodilinjer slår smut i solen, og hornstødene er tilpas hårde til at give Commons forskelsløse rap et potent modspil.

LÆS OGSÅ Hiphoppens familiealbum lægger tryk på ordet 'true'

Det er dét, der gør ’The Dreamer/The Believer’ værd at høre. Hvis ikke beatet lige præcis satte tingene i relief, har man en fornemmelse af, at den dygtige rimsmed kunne fortsætte sit sømløse flow herfra til evigheden, uden at nogen ville tage notits af forskellen på det ene og det andet ord.

Nu får Common en spændstig baggrund at aflevere sine budskaber på. Og som den gadepræst, han altid har været, belærer han os om tro, håb og ærlighed. Han slår sig også lidt løs, men sexdampende ghettodrømme følges altid til dørs af religiøs udfrielse og de gode intentioners flammetale.

Commons politisk korrekte lektioner bliver så kvælende i linjer som: »I am the smell of the weak and underprivileged/ I want y’all to get a whiff of this«, at man ønsker at han ville tage en pause og lade beatet folde sig mere ud. For dét er virkelig godt.

Fremragende
Over for den ferme og selvretfærdige klogskab står opkomlingen Asap Rocky. En 23-årig skidtknægt fra New Yorks Harlem. Egentlig hedder han Rakim Mayers efter rapperen Rakim (kendt sammen med Eric B.), men modsat Common har Asap Rocky ikke travlt med at overholde hiphoppens uskrevne regler og remse fortidens helte op.

fakta

Asap Rocky:

LiveLongA$ap.

Selvudgivet, kan hentes gratis på livemitapes.com

Asap Rocky tilhører nemlig den anden fløj af hiphop, hvor man glemmer respekten for fortiden og lader det sociale ansvar passe sig selv, mens man plaprer løs om tilfældig sex og hylder den gamle kunst at ryge sig høj som en heliumballon. Eller sagt med en af de erklæringer, han åbner albummet med:

»My ignorance is a bliss«.

Det lyder dumt, og det er det også. Hvis altså det var et debatindlæg om vejen til et bedre samfund. Som hiphop er det fremragende.

Fordi det ikke har travlt med at give verden mening, men bare flyder gennem tilværelsen i en drømmende, diset og dunkel atmosfære. Med Asap Rockys tilbagelænede crunkrap og produceren Clams Casinos uklare lydunivers af forrevne stemmer, tungt faldende håndklap og dystre munkekor er dette 16 sange lange mikstape fuld af fascinerende pletskud. Der er den apokalyptisk feber på ’Palace’, den melodisk snigende ’Peso’ og tusmørkets soul i gadelampens skær på ’Wassup’.

Snurrende grin
Ikke alle numre når det høje niveau, men der var nok på denne hjemmeudgivelse, til at RCA/Sony gav Asap Rocky en i disse trængte tider uhørt stor pladekontrakt, hvilket nok fører til et egentligt debutalbum senere på året. Forhåbentlig laver de ikke for meget om på den sumpede og tågede lyd, Asap Rocky allerede trives så storartet i.

Sidste år skabte en række eksperimenterende hiphop outfits et nybrud i genren. Navne som Odd Future Wolf Gang Kill Them All, Big K.R.I.T. og Das Racist skabte en opfindsom, forrygende og foruroligende musik med gotisk horror og knudret humor.

LÆS OGSÅ Fan tatoverer sit idols navn i panden

De fortabte sig i fantasier frem for at tage socialt ansvar, og Asap Rocky er en stærk repræsentant for den nye generation af hiphop, der ikke vil tages alt for alvorligt, men kun blotte hiphoppens tænder og få rimene til at snurre grinene rundt mellem ørerne.

På den måde er den evigt dygtige Common stadig i opposition.