Da Lana Del Rey i denne uge udsendte sangen ’Born To Die’ som single, var noget forandret.

Hvor det amerikanske fænomen i de versioner, der har flydt på internettet, sang »Let me fuck you hard in the pouring rain, you like your girls insane«, lyder opfordringen fra hendes dybe, mørke stemme nu: »Let me kiss you hard in the pouring rain«.

Et enkelt ord, en lille detalje, selvfølgelig. Men en af den slags detaljer, der fortæller historier. I dette tilfælde historien om et musikalsk fænomen fra undergrunden, der i pagt med tidens ånd er båret frem i blogkulturen for nu at danse ind over målstregen som slet og ret (endnu) en poptøs med det længe ventede debutalbum.

Var den sangerinde, nogen betragtede som noget så fornemt som en autentisk kunstner med forkærlighed for den grandiose popsang, i virkeligheden bare endnu en beregnende bitch, hvis vildeste fantasi handler om at ligge nummer et på hitlisten?

Kigger man efter et svar i videoen til ’Born To Die’, der på mandag også er titelsangen på Lana Del Reys debutalbum, i hvert fald under den identitet, må man med på en skæbnesvanger køretur med sangerinden og hendes kærlighed.

Som en let snalret udgave af Nancy Sinatra
En forførende lille film med drabelig udgang med et vindende soundtrack i form af et langsomt, sensuelt popnummer. Lana Del Rey lyder i ’Born To Die’ som en let snalret udgave af sit idol, Nancy Sinatra, med eksempelvis britiske Portishead som musikalske stemningsskabere.

Hvis det er kunst, er det forførelsens kalkulerede kunst. Men hvor den indlysende sammenligning, Lady Gaga, på sit store hit blot var frisk, frejdig og ’Born This Way’, er Lady Lana bleg, bedårende og ’Born To Die’. Endnu en sigende detalje.

På videoen til ’Video Games’ er Lana Del Rey forklædt som en femme fatale-udgave af den amerikanske drøm om naboens kernesunde teenageprinsesse i forstaden.

LÆS OGSÅ Portishead gav kollektiv stadiondepression på Orange scene

Den let forskruede skønhed lever og ånder for et evigt kørende tapet af celluloidstrimler fra den amerikanske filmskat. Sangens musikalske ledsagelse er iørefaldende og smittende, men på en melankolsk, næsten dyster måde.

Ikke desto mindre har den i den grad fået tag i mere end bare det store stampublikum på YouTube, hvor sangen i løbet af de sidste tre måneder er vist 20 millioner gange. Inderlighed, intimitet og romantik er kodeordene, hvis man vil åbne døren til teenageværelserne, frem for hektisk hysteri. Det har Lana Del Rey om nogen forstået.

Romeo & Julie-prægede video
I den Romeo & Julie-prægede video til ’Born To Die’ fremstår den hvidklædte sangerinde som en slags engel i et kirkerum, efter at hun har ofret livet for den åbenbart umulige kærlighed.

Kun iført et par afklippede shorts og en bh, der er lige så rød som det blod, der flyder på hendes afsjælede krop, bæres Lana Del Rey væk fra den brændende bil af sin Romeo med tatoverede arme. Farvel til denne version af american beauty.

Er den forførende Lana Del Rey med de store læber og sin aura af mystik, som blev spottet i det såkaldte indiemiljø, bare endnu et iscenesat, gennemkoreograferet produkt, spyttet ud af den konstant kynisk kværnende popmaskine? En pinup-model for den mere tænksomme del af poppublikummet og Facebook-generationen?

I så fald er hun et djævelsk dygtigt iscenesat fænomen. Og en popsangerinde med en sjovere og mere interessant dagsorden end tidens stort set afklædte udbydere af s/m og pornoficeret pop i en turbotonsende toneklang.

Lana Del Rey er provokerende og forførende som de mere gymnastiske Rihanna, Britney og Lady Gaga. Men provokationerne stikker muligvis en anelse dybere hos denne tristesseplagede teenageprinsesse med trutmund? I hvert fald udforsker hun »the dark side of the American dream«, som hun synger om i ’Without You’.

Det er vel i mørket, pengene glimter mest. »Money is the anthem of success«, synger hun i ’National Anthem’ med drilsk titel og djævelsk god melodi.

Fra Lizzy til Lana
Forud for skabelsen af Lana Del Rey fandtes Lizzy Grant, som man stadig kan finde enkelte efterladenskaber fra på internettet. En ung, nervøst udseende sangerinde fra Lake Placid i staten New York, der søgte gennembruddet med sin guitar på klubberne inde i storbyen.

Takket være forbindelser og farmands pengepung fik hun indspillet et enkelt album i 2010. Senere har hun under sit nye kunstnernavn, Lana Del Rey, imidlertid opkøbt restlageret og rettighederne til udgivelsen, så ingen kan høre den.

På den endnu varme aske fra Lizzy Grant opstod Lana Del Rey, og så begyndte det at gå hurtigt. Rygterne begyndte at svirre om denne film noir-agtige sangerinde, der beskrev sig selv som henholdsvis »en lolita, der er faret vild i det forkerte nabolag« og en »gangsterudgave af Nancy Sinatra«.

LÆS OGSÅ Lee lovlig ligeglade

Sin musik kalder Lana Del Rey »Hollywood sadcore«, inspireret af sort/hvide film og forlystelsesparken på Coney Island.

Sjældent har en sanger været så ombejlet og omdiskuteret, som Lana Del Rey har været, inden hun overhovedet er debuteret under det navn. Fra darling til dæmon på få uger. Som en underligt forræderisk skikkelse mod indierockens uskrevne regler og feminismen.

»Lana Del Ray er den løgn, vi elsker at fortælle os selv – at Amerika altid har været og altid vil være den dejlige kvinde, der kan få alle vores drømme til at gå i opfyldelse ... Vi er narcissistiske og selvoptagede, og det er Lana Del Rey også«, skrev sangerinden, guitaristen og feministen Amy Klein på sin blog. Efter at hendes syndige medsøster havde udgivet 1. single(!).

Identitetsskifte
Andre rasede over, at Lana Del Rey i lighed med kamæleoner som Madonna og David Bowie har skiftet identitet. At hun tydeligvis har forsøgt sig med plastikkirurgi og en dybere sangstemme. Ifølge sangerinden selv »har hun intet gjort, sådan ser jeg bare ud, når jeg synger«. Den dybere vokal forklarer hun med, at »ingen tog mig alvorligt, da jeg sang i et højere toneleje«.

Det er stadig langtfra alle, der tager Del Rey alvorligt. Da hun for to uger siden medvirkede i det populære tv-program ’Saturday Night Live’, kvidrede skuespilleren og sangerinden Juliette Lewis på sin Twitter-profil: »Det var som at se en 12-årig, der leger, at hun optræder og synger hjemme i sit værelse«. En let fornærmet påstand fra en mere eller mindre glemt starlet.

LÆS OGSÅ 162 millioner vil se Madonna til Super Bowl

Som i lighed med de fleste andre kritikere har overset, at Lana Del Rey er en popsangerinde, man bør bedømme som en sådan og ikke som en eksperimenterende, mystisk muse. Hørt som popalbum er ’Born To Die’ med de mange slørede og langsomme ballader en fornøjelse for folk, der kan lide stort udfoldede popsange.

Som vi kender dem fra et soundtrack med James Bond eller på et album med Scott Walker.

God latin i popland
Strygerne smyger sig ind mod sangenes krop over de funky beats, der får Lana Del Reys mørke og slørede vokal til at glide velsmurt lige ind i øret. Det meste er teenagestof – god pige møder skidt knægt. Eller omvendt. Men den slags er nu engang god latin i popland.

Med fine sange som de velkendte hits plus den oplagte ’Off To The Races’ med smarte linjer som: »Swimming pool / Glimmering darling / White bikini off with my red nail
polish«, ’Diet Mountain Dew’ med ferme hiphop beats, ’National Anthem’ og den filmiske afslutning ’Lucky Ones’ har hun forsøgsvis levet op til den enorme hype.

LÆS OGSÅ Lady Gaga er verdens mest magtfulde kendis

Meget af det andet lyder som gentagelser og fyld fra en kløgtig og filmisk begavet popsangerinde, der kan være sig selv og sine sange bekendt.

Når vi trækker den voldsomme støj fra, er ’Born To Die’ en glimrende popplade og en født langtidsspiller i teenageværelsets melankolske skær.

Ikke det værste sted at begynde.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken