Elskerrollen er mere luvslidt end Leonards nye sorte jakkesæt, der realistisk betragtet snarere vil blive anvendt til mandens begravelse end til hans bryllup.

At der lurer gravrust bag skjorteflippen, forhindrer ikke en inkarneret forfører i at gøre endnu et behjertet udfald. Leonard Cohen er på mere end én måde på fornavn med sig selv på et album, hvor han med mørk gammelmandsrøst og en lettere kynisk klukken balancerer selvsikkert mellem dobbeltseng og dødedans.

De musikalske ideer på ’Old Ideas’ er ganske rigtigt gamle og godt brugte. Men sådan har Cohen jo været længe. Et kvindekor, en mødig valsetakt og en messende malmrøst.

LÆS OGSÅ Leonard Cohen får litteraturpris

At Cohen denne gang trækker lidt blues med ud på gulvet, er ikke ligefrem en rystende revolution. Pudsigt nok får det på ’Darkness’ for måske første gang Cohen til at lyde nært beslægtet med Bob Dylan.

I dennes mest desillusionerede hjørne, når Cohen synger om at drikke dybt af mørkets bæger: »I got no future/ I know my days are few« og konstaterer »I got no taste for anything at all«. Det kunne lyde som en sang om nært forestående død, men handler mere om det, der suger livet ud. Depression og gamle sårskorper i kærlighedens klippefyldte kølvand.

Kristen symbolik
Der er stadig ikke meget hope-dealer over Leonard Cohen på ’Old Ideas’, men han får ikke så lidt vitalitet og underskruet munterhed ud af at læne sig op ad dødens dør med åbne øjne. Ingen strålende åbenbaringer trænger ud ad sprækken mellem dør og karm.

Til gengæld fastholdes med roligt klarsyn et blik for tilværelsens paradokser, der ikke behøver nogen forkromede konklusioner eller forløsende salmer om tilgivelse eller stor opstandelse. Det var så nok snart dét. Man gav, hvad man havde, og kan belave sig på snart at træde om bag forhænget med stil.FOTO:  PR.

En håndfuld sange er fremragende. De fleste er gode. Kun ’Banjo’ og ’Lullaby’ vrister sig ikke løs fra deres skitsepræg. Hymnen ’Come Healing’ gør sig fornemt som en moderne salme, der synger om de højere materier uden at slippe taget i paradoks og dobbelthed: »Behold the gates of mercy/ In arbitrary space/ And none of us deserving/ The cruelty or the grace«.

Kristen symbolik spiller en central rolle på albummet, men leverer ikke tryghed eller megen trøst. Hvis Leonard Cohen er en profet, så er han af den slags, der er bedre til at stille spørgsmål i den fælles ørken, end han er til svar eller lignelser.

Som når han spørger om, hvornår mon slagterens svineri skal tvættes bort med lammets blod (’Amen’) eller beder om hjælp til at rulle stenen væk fra hulen og få anvist vej til stedet »Where the Word became a man/ Show me the place/ Where the suffering began« (’Show Me The Place’).

Gulnede postkort
’Old Ideas’ er både et typisk og et overraskende Leonard Cohen-album. Langt væk er de dystre samfundsprofetier fra monolitternes mellemspil med ’I’m Your Man’ og ’The Future’ fra 1988 og 1992. Fremtiden er ikke længere hans sag. Og dog. For ’Old Ideas’ er bedre end Cohens to foregående udspil, ’Ten New Songs’ (2001) og ’Dear Heather’ (2004).

Titlen ’Old Ideas’ kan skyldes, at albummet mest af alt lyder, som hvis den ’gamle’ Leonard Cohen fra 1970’erne ikke længere var ung, men både gammel og forynget. »I’m old and the mirrors don’t lie« – men der er mange måder at blive gammel på!

LÆS OGSÅ 3000 kasserede bidder giver musikfilm nyt liv

Som Nick Caves ’The Boatsman’s Call’ er ’Old Ideas’ et værk, hvor den kødelige kærligheds kaos udspiller sig omgivet af kristen retorik. I Cohens tilfælde med den ekstra dimension, at han befinder sig i en alder, hvor sangene fastholder det dobbelte blik på en mand, der véd, han er for gammel til rollen, men ikke kan nære sig for at elske unge kvinder.

De varierende positioner som elsker er ikke uægte eller uærlige, bare efterhånden svære at tage helt alvorligt for ham selv i disse overmodne og stadigvæk smertefulde affærer. Disse gulnede postkort til sig selv fra kærestesorgernes yngre alter ego: »You who were never the one/ Whom I chased you through the souvenir heartache/ Her braids and her blouse all undone«.

Minimalisme
Men befinder sig midt i tummelen, gør sangeren stadigvæk. Der er stadig kvinder, man kan tigge og bede om tilgivelse, en slat kærlighed og forlov til at elske på sin egen maner. Der er liv i kludene bag det sorte jakkesæt, og den antipompøse musikalske iscenesættelse vokser sig mere markant for hver gennemlytning. Foto:  PR.

Patrick Leonard har som producer og komponist givet flere af albummets bedste sange effektfulde signaturer. At give enkeltstående instrumenter – violin, akustisk guitar, hammondorgel – den bærende rolle på skift, giver de små, genkendelige melodier karakter og profil.

På den led bliver ’Amen’, ’Going Home’, ’Anyhow’, ’Darkness’ og ’Different Sides’ vigtige tilføjelser til Leonard Cohens omfattende sangbog. Sat enkelt og effektivt i scene som sen – og zen-mesterlig minimalisme.