De gør ikke tingene halvt i Spleen United.

Københavnerkvartetten stiller tårnhøje krav til sig selv og indspiller ikke bare den samme plade to gange. Tværtimod. De er på konstant jagt efter nye ideer, og når de indfanger en, skal den forfølges og presses som den psykedeliske citron på coveret af ’School of Euphoria’. Til det yderste.

I en art programerklæring synger Bjarke Niemanns lyskastende stemme på det basknurrende, tranceboblende åbningsnummer ’Days of Thunder’:

»First we build it/ Then we watch it fall/ In our days of thunder/ Together we’d take off/ And take it all/ Or nothing at all«.

Et rave i Goa
En tilgang til musik, der har ført dem gennem en slidsom og kreativ form for selvdestruktion.

Fire lange år med udskydelser, lokkende gimmicks på deres hjemside og nu endelig et tempo-oppisket album med en markant trance-dansende profil. Mere lyden af et rave i Goa end en rockkoncert i Berlin. På mange måder en medrivende udvikling for Spleen United, men i kampen med at forny sig mister de overblikket og rammer ikke hele tiden plet, som de gjorde på det forrige album.

LÆS OGSÅ Anmelderne er vilde med Spleen United

Allerede da Spleen United for lige præcis fire år siden udgav ’Neandethal’, var de et band i kronisk bevægelse.

Nu er sampleren kommet på banen, og den oprindelige form som rockband med bas, trommer og guitar er visket ud. Tilbage står en hastigt voksende maskinpark, der henter en stor del af sin strøm et sted i slutningen af 1980’erne.

Ren krop og forløsning
Dengang Acid House-generationen tog forskud på den techno- og dance-begejstring, der senere skyllede ud over verden i 1990’erne. Bundet sammen som dj’ens sømløse mix og med afstikkere til både ældre synthpop som Yazoo og i sync med nutidige eksperimenterende navne som Gold Panda er ’School of Euphoria’ en arkitektonisk ligning, der forsøger at få både house, trance, synthpop og de sidste sangskriver-rester af rock til at gå op i smukke (pop)bygninger. Og det lykkes i det store og hele.

Spleen United farer frem som en stærk enhed af maskinsoldater med ammunition nok til at holde dampen oppe natten igennem, og indtil solen atter går til ro. Med industrielt hakkende rytmer, der peger i retning af maskinens sejr over musikeren, men alligevel bliver formet til pophookede numre som ’Days Of Thunder’, ’Sunset to Sunset’ og ’Misery’, hvor Hollywood-moster Gitte Nielsen leverer en rimelig sikker og kælen vokal.

LÆS OGSÅ Spleen United lyser op i mørket

Og til elektronisk kværnende mellemspil og de lidt løsere sammensvejsninger på den electro-snurrende nedtursfortælling ’Bright Cities Keep Me Awake’ og den lidt stivbenede ’Simplicity’ med Kraftwerk-klange druknet i påklistrede robotstemmer.

Anderledes vellykkede er den slørede ’Groundspeed’ og også ’Loebner’, der indledes med en Wayne Coyne-vending hentet i The Flaming Lips’ ’Do you realize?’. Som en fluorescerende luftboble stiger ordene op gennem det sorte vand:

»Everyone you know/ some day will die«, hvorefter de sidste fire års opsparede frustrationer fra skitser, eksperimenter og undersøgelser af nye muligheder bliver kogt ned til en ukompliceret, lille klub-knytnæve. Ren krop og forløsning, der bare varer fire minutter, men kunne blive ved i en halv time.

Flot forløste øjeblikke
Efter 45 minutter lander vi igen, holdt i hånden af den smukke ’It’s A Wild Life’Og efter euforien kommer behovet for at samle sig igen. Få genoprettet balancen. Nogle vil måske sige, at man i Spleen Uniteds eufori-skole også lærer om de skygger, enhver fest kaster. Om den nedtur, den euforiske tilstand er forbundet med via underjordiske kanaler. Men det er lige omvendt.

Den tungsindige monotoni har altid været en kerne i Spleen United. Denne gang har de sluppet neonfarverne og en hidsigere energi ind, der er strøget som farvestrålende pletter over det flotte cover og musikken.

En ivrig, vridende og prikkende begejstring smelter sammen hos Spleen United. På et album med flot forløste øjeblikke, men også enkelte brister i jagten på den ubrydelige intensitet.

Man står bagefter med en fornemmelse af, at de ikke behøver at gå så radikalt til værks næste gang. For de her fire futurister virker ikke helt færdige med at udforske (og tilbageerobre taktstokken) fra den teknologi, de i første omgang har overgivet deres musik kompromisløst til.