Det er ikke svært at forestille sig John Lennon krænge ordene ud over læberne som svirpende piskeslag med tyk accent fra mudderet langs Merseyflodens bredder: »Det er jo søde små folkesange, som selv bedsteforældre kan klare«.

Svaghed for evergreens
Selvfølgelig med adresse mod sin kvieøjede makker i Beatles. Paul McCartney måtte stå mål for mangen en spydighed fra den sarkastiske Lennon i tidens løb. Også når det gjaldt ’Maccas’ svaghed for velformede og nysselige evergreens fra det amerikanske katalog over klassikere, faldt der verbal brænde ned.

LÆS OGSÅMcCartney udgiver de sange, der inspirerede Beatles

Ikke desto mindre var det netop skabelonerne fra omegnen af New Yorks legendariske sangskriverkvarter, Tin Pan Alley, som Paul McCartney kendte fra sin violinspillende far, og som Beatles tog til sig og brugte som en altafgørende forskel i komponeringen af gruppens store hits.

Trods tidens og Lennons spydige tand og et langt liv med Rock’n’Roll Music, har sir Paul McCartney, der fylder 70 år til sommer, tydeligvis holdt fast i barndommens kærlighed til sangene.

Paul McCartney: 'Kisses on The Bottom'

Hygge
På det, der vistnok er hans soloalbum nummer 35, springer han derfor ud i netop dette velordnede blomsterbed. For første gang i karrieren er McCartney kun sanger på pladen med det umiddelbart sjove og befriende navn ’Kisses on the Bottom’.

Inden eventuelt smudsige fantasier griber om sig, må vi afsløre, at titlen er taget fra en linje i Fat Wallers hit fra 1953 ’I’m Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter’, som også indleder albummet.

Og straks sender duften af friskbrygget kaffe, knitrende avispapir, lunede sutsko og måske endda en lille portvin (hvorfor dog ikke?) ud i rummet. Her er med andre ord tale om hygge på en facon, morfar kan være med på.

Pænt og kedeligt
Ikke mindst fordi kvaliteten i spillet under og bag Paul McCartney er i orden. Pianisten Diana Kralls band leverer afdæmpet og prunkløs ledsagelse.

Også i de to nykomponerede sange, ’My Valentine’ med lækker opløftende guitar fra Eric Clapton, og ’Only Our Hearts’ med Stevie Wonder på mundharmonika og reminiscenser fra ’The Long And Winding Road’.

Problemet er desværre Paul McCartneys stemme, der med alderen er blevet tynd i det høje toneleje. Det går bedre, når han er nede i det lave register som i den dedikerede version af Irving Berlins ’Always’.

LÆS OGSÅScorseses portræt af Harrison er langt men fremragende

Men mange steder kan man faktisk dårligt høre, at det er den gamle charmør, som synger, og det er en skam. Vokalen er anonym og meget langt fra den croonerstil, disse sange skriger på. En munter fløjten over hækken fra morfar McCartney kan ikke gøre det ud for den jernnæve i silkehandsken, salig Frank Sinatra slog med sin vokal.

Derfor er Paul McCartneys besøg i plejehjemmets lystige musikstue simpelthen for pænt og kedeligt.

Ordinært
Mens Paul McCartneylige siden dannelsen af Beatles har kæmpet med et image som gruppens kønne dengse, har trommeslager Ringo Starr lige så længe profiteret af den evige rolle som den flinke, almindelige fyr med glimtet i øjet.

Ringo Starr: 'Ringo 2012'

Ja, faktisk har Ringo levet af sin evne til at være den flinke fyr.

Heller ikke på ’Ringo 2012’ findes der musik, som var blevet udgivet, hvis ikke ophavsmanden var kendt som Ringo Starr.

LÆS OGSÅBeatlen, der blev fyret, fylder 70

Naive sange for en fredelig verden som den habilt rockende indledning ’Anthem’ blander sig med endnu en vemodig sang til barndommens hjemstavn, ’In Liverpool’, skrevet med Dave Stewart.

Resultatet er hyggeligt nok, men lige så ordinært, som det plejer at være fra den kant.

FACEBOOK:Bliv ven med Politiken