Når traditionerne skal forvaltes, kan man koge det ned til pastiche kontra personlighed.

Inden for de nære slægtninge country og folk er det altid muligt se sig over skulderen og skue hele vejen tilbage til et fælles knudepunkt i fortiden, der til forveksling ligner en skabelon.

Men er det nok bare at ramme genrens klokke rungende rent, når et par blege skandinaver trækker tusmørket frem i sange, vi kan indkredse livets sørgmuntre redelighed med? Eller skal vi kræve en personlig forskydning fra de hårdt prøvede klicheer?

På Samsø sidder CS Nielsen og lytter til country med alle de velkendte kneb. Også selv om det er country af den tunge og sørgmodige slags, der har Townes Van Zandt og den sene Johnny Cash i bakspejlet. Og Stig Nielsen, som han hedder, hører godt efter, når Cash synger sine ’American recordings’ henne fra pladespilleren.

LÆS ANMELDELSEJohnny Cash var fortrøstningsfuld overfor døden

Aftrykket fra tordentrøsteren er så hørbart i CS Nielsens egne sange, at man desværre let bliver opmærksom på den enorme kvalitetsforskel.

Velspillede skabeloner
Nielsen kan sine forbilleders fraseringer, har den samme simple opsætning omkring en plukket akustisk guitar (der hist får besøg af en dansende fiol og pist en jamrende mundharpe eller klagende lap steel guitar) og en brysk betoning i sine fortællinger.

Men han har hverken den sårbarhed eller dybe skælven i stemmen, der skal til, hvis fundamentet skal rystes, så vi ved, at det her... det er alvor!

Det er ellers også eksistensens dybe slugter, CS Nielsen gerne vil kigge ned i på sine 13 skabelonsange.

Det går fra »I’m black and blue/ Far across the border/ I wish I knew my way back home« til »Just another scar of experience/ just another massacre of innocence«. Med pligtskyldige stop ved alle klicheerne derimellem. Både dem om at stikke af fra det hele på ’Miles To Go’ og dem i de folkemusikalske strukturer på beretningen om den dæmonisk tiltrækkende ’Black Jack Davey’.

Men selv om vi har hørt det meste før, er det på ingen måder dårligt udført.

CS Nielsen kan sin genre og sætter fingrene rigtigt på guitaren i de velskrevne sange, der overholder alle elegiske konventioner. Der er bare ikke skyggen af den brod, tone og tekst giver sig ud for at have. I stedet for et eksistentielt nådestød får vi et pænt formuleret postulat.

Murders stille medlem
Normalt er Anders Mathiasen kendt som den mere tavse halvdel i duoen Murder. Her tegner Jacob Bellens salmeklingende stemme normalt profilen, men nu træder Mathiasen alene hen til mikrofonen og solodebuterer under navnet Vessel.

Anmeldelse

Kunstner: Vessel

Titel: Enlettered species

Pladeselskab: Playground

De ni ømme sange er på én gang en interimistisk og ganske sofistikeret leg med de folk-traditioner, der nøjes med kombinationen af en mand og hans guitar. Tilsat et ekko af Nick Drake og Bill Callahan.

Ligesom Murders sange er helende salve for en nedbrudt sjæl, er Mathiasen som solist et godt sted at søge hen, når hængebroen river sig løs i det indre uvejr af forvirring og fortvivlelse. Men uden Bellens mahognirøst fylder selve sangen mindre, er mere porøs, mens arrangementerne til gengæld er nysgerrige og uforudsigelige. Alt sammen skrevet i positiv forstand.

Vessel er Murders lysere tvilling.

Lys gennem sprækkerne
En trombone trækker et vemodigt spor nede under den tøvende ’Blind’, og regnen siler helt konkret ned over den enkle country-bøn ’Death Is on My Side’. Det er messende enkelhed.

Vessel økonomiserer med instrumenterne og lader aldrig de rolige guitarakkorder og forskellige legeringer af horn stikke af fra de smukke melodier. Tværtimod.

Alligevel kan en sang stadig stikke overrumplende ud. Det er i disse sprækker, lyset slipper ind.

LÆS OGSÅDen særegne stemme i dansk rock synger igen

Den instrumentale meditation over Østens svajende klange ’Sound of Sound’ bliver pludselig besvaret af en programmeret modrytme, man vågner op af, og mens vemodet vugger med hornassistance i bunden af ’Cartography’, dukker en vildere, frit jazzende saxofon op og skubber til den melankolske orden.

Tågen letter, og vi befinder os pludselig en tidlig morgenstund i Fela Kutis Kalakuta-republik. Og midt i en enestående forædling af den folkoristiske arv, Vessel tager udgangspunkt i.

Pastiche og personlighed
I grunden ligger de to udspil fra CS Nielsen og Vessel tæt op ad hinanden med deres sparsomme lyd og traditionstunge kredsen om guitaren. Men det er Vessel, der faktisk kan få os op fra kulkælderen.

De har muligvis samme ærinde som budbringere fra livets skyggefulde lakuner, men modsat CS Nielsens stilafstivede tekster er Vessel gennemlyst af en personlig ild.

Den flammer op som forskellen på pastiche og personlighed, når Anders Mathiasen synger: »The only enemy/ I’ve ever had/ Is my nervous system/ shouting its slogans/ at the top of my voice«. Så nænsomt placeret i det enkle guitarspil, at man ikke bare kan ryste det af sig igen som en krøllet dosmerseddel i skraldespanden.

Nej, de her sange bliver liggende i de dybe lommer som havbundens runde rullesten. Med en knyttet hånd omkring.