På coveret af sin debut står den unge sangerinde Emeli Sandé med ryggen til.

Måske gemmer hun sig for Simon Cowell, der sidste år erklærede den skotsk-zambiske Sandé sin store kærlighed.

Det giver opmærksomhed, men hvis man som Sandé er til Virginia Woolf og Frida Kahlo (der er tatoveret på Sandés underarm), er Cowells velsignelse vist en stigmatisering.

Flagrende udtryk
Med skridsikker og popsensibel sangskrivning samt en stor stemme, der forlænger den engelske soulrevival, vil Sandé sikkert gerne rive associationerne til ’X Factor’ over. Men mindst en bliver stående.

Tv-programmets jukeboksudvalg af velkendte sange afspejler Sandés flagrende udtryk, der i sin overlast af ballader mangler en personlig kerne. I det ene øjeblik mimer hun Rihanna, det næste Elton John.

På ’Heaven’ duplikerer Sandé Massive Attacks ’Unfinished sympathy’, ’River’ er et pianopostkort til Joni Mitchell, og under ’Lifetime’ ligger ekkoet fra et legendarisk breakbeat fra The Soul Searchers.

Tidens popskabeloner
Sandé mestrer det hele i sin spartanske produktion og er overbevisende inden for tidens popskabeloner.

Men hun læner sig også så meget tilbage i sine referencer, at hun er svær at skelne fra forbillederne.

Det er ikke kun Cowell, der får svært ved at finde Emeli Sandé på det her album.

FACEBOOKBliv ven med Politiken