Også anmeldt

Lambchop: Mr. M. City Slang. Cosmos Music

Lambchop giver koncert 18. marts i Studie 2, DR Koncerthuset, København og 19. marts på Voxhall, Aarhus

Der kommer et tidspunkt, hvor ethvert godt band stiller sig selv spørgsmålet: Hvor mange gode album er der tilbage?

Særlig når man som amerikanske Lambchop og engelske Tindersticks for længst har fået sit eget kapitel i musikhistorien og ikke vil søge ly under bevidstløse gentagelser.

I forbindelse med Lambchops 11. studiealbum har hovedfiguren Kurt Wagner ligefrem været ude og sige, at han siden 2008’s ’OH (Ohio)’ har ment, at der var endnu et godt album tilbage i Lambchop. Alene overvejelsen afslører tvivlen.

Og måske er det spørgsmål, der egentlig tynger Wagner: hvor lang tid har vi igen? Før inspirationen tørrer ud eller klokken slår sit sidste slag.

Ambivalent og sønderknust album
Da Wagners musikalske og nære ven Vic Chesnutt døde i 2009, lagde Wagner musikken helt væk og samlede med rå penselstrøg malerkunsten op igen. Først da produceren Mark Nevers foreslog et »psycho-Sinatra«-album vågnede sangskriveren.

I skyggen fra tabet af Chesnutt og på energien i Nevers udfordring, der endte med at give Lambchops alternative country en legering af Disney-strygere, har Kurt Wagner skabt et ambivalent og sønderknust album.

I tekster og tone så intim, at man må suge luft fra de kitschede arrangementer af kvidrende klaver, englekor og orkestrale strygerarrangementer. Den knugende virkelighed får en ventil af uvirkeligt skønmaleri.

Musikalsk korrespondance med Frank Sinatra
Men alvoren vinder – som altid – til sidst. Hvirvlet ind i strygernes illusioner er man i et kort øjeblik placeret i 1950’ernes forstæder med Sinatra på radioen, og dér kører far den himmelblå Buick ’55 i garagen, mens mor i forklædet ser til fra køkkenvinduet.

Lige indtil Wagners trætte tordenrøst ridser idyllen ud: »Don’t know what the fuck they talk about«.

En ramsaltet første linje, og fra ’If not I’ll just die’ bevæger Lambchop sig forbi ’Gone tomorrow’ og ’The Good (Life is wasted)’ til titelnummerets linjer: »Friends make you sensitive/ Loss made us idiots«.

Wagner holder ikke hånden over smerten, men arbejder den ind i en musikalsk korrespondance med Frank Sinatra (måske allermest Sinatras tidsreflekterende album ’September Of My Years’?), hvor sentimental overdrivelse bliver modsvaret af den tyngde, der runger i Wagners dybe røst, skrøbelige inderlighed og vemodige tekster.

Sine steder lidt ude af fokus, men samlet en knugende understregning af, at Lambchop havde mindst ét godt og ganske rørende album tilbage i sig.

Dyster avant-pop
Med engelske Tindersticks forholder det sig lidt anderledes. Modsat Lambchops traditionsbevidste tilgang har Tindersticks blå toner i en form for dyster avant-pop ofte søgt den improviserede vej videre.

Nottingham-bandet flakker mere i deres fløjlsjazzede udtryk, men forsvinder aldrig længere væk, end at forsanger Stuart Staples elegant svungne baryton kan gøre enhver sang til en umiskendelig del af Tindersticks.

Derfor er det alligevel overrumplende, at det er lydarkitekten i bandet, David Boulter, der indleder albummet med det ikke mindre end ni minutter lange spoken word ’Chocolate’. Med sin linde ordstrøm om flosset romantik vækker det ørets fladmaste fimrehår og skærper koncentrationen:

Det her er ikke et rutinepræget album fra Tindersticks.

Herefter tager Staples over og svøber pragtfulde sange som den soulsmidige ’Show me Everything’ eller den jazzede ’The Fire Autumn’ i sin karakteristiske stemme, der dæmper glødepærens lys og med vibrationen på det yderste af stemmebåndet får alting til at dirre.

Triste celloer
Det hele er måske ikke lige så nyt, som åbningen lover, men belønningen for atter at give sig hen til det grynede univers af triste celloer, virrende trompeter og Staples’ smertevædede stemme er som altid med Tindersticks en mystisk opløsning af det indre gråvejr.

Selv når Staples som Kurt Wagner synger om tab, afsavn og den snigende kulde fra følelsernes moderne fravær, kommer man ud på den anden side med en form for lettelse.

Med Tindersticks’ særlige sans for at holde igen og udsætte klimaks, ventileres sorgen, mens sangene intensiveres og til sidst forløses.

Tindersticks er til at genkende, men i den desperate malstrøm på ’Frozen’ eller det støvede lys på ’Slippin Shoes’ er de mere tilstedeværende i hver og en af de slingrende tone, end de har været længe.

Når de samtidig har flere sange, der sine steder løfter albummet op blandt deres bedste, tænker man: ni album senere, og hvad var det nu, spørgsmålet var? Det her lyder ikke som et punktum.

FACEBOOKBliv ven med Politiken