Både den lokale og globale musikhistorie glider som undseelige skygger rundt mellem ubesværede melodier, dunkle klaverakkorder og guitarens kriblende fingerspil på debutalbummet fra Chorus Grant.

Bag dét navn står bornholmeren Kristian Finne Kristensen, der har skabt en spraglet musikfortælling i sparring med Sleep Party Peoples’ Brian Batzer.

Her møder tidlig Dylan-folk en elektronisk puls, der røres op med citater fra pigepopgrupper som The Chrystals og påmonteres vinger fra storladen synthpop. En varieret indietronica, der lever af refrænsikre melodier og stemmens blafrende støjslør.

Hvisken fra Bornholm
I dag bor Kristian Finne Kristensen på Østerbro, men albumtitlens ’Villa Nova’ henviser til det første spillested for Bornholm, der i 1960’erne summede af pigtrådsmusik og desperate blikke under den brylcremede pandelok: »I’m from the suburbs where we don’t give a fuck«.

Sangene kredser om sex, længsel og flugten væk, men provinsdesperationen bliver pakket lidt for meget ind i den lejrbålstrance, der breder sig fra sang til sang. Det er dygtigt, men også for tilbageholdent.

Selv når man pumper volumen op i det røde felt, hvisker det her album. Ganske vist meget elegant, men det er ikke sikkert, at de kan høre det for storbyens elektriske summen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken