Kære Madonna.

Tænk, at du stadig er på toppen? Langt de fleste af dine jævnaldrende er for længst faldet fra poppens stjernehimmel. Og alle os andre, dine jævnaldrende, virker, som om vi har været her sådan cirka altid. Vi er mildt sagt ikke ligefrem en nyhed.

Med undtagelse af dig, der oven i købet er ældre end mig, selv om det ikke kan ses og nærmest er umuligt at tro på.

For du er altid frisk og ny, når du præsenterer dig som nu på ’MDNA’ med den lille kække forkortelse af dit navn, der lige kan klemmes ind til Twitter og sms-tiden.

»Don’t play the stupid game/ Cause I’m a different kind of girl/ Every record sounds the same/ You’ve got to step into my world«, som du beordrer på ’Give Me All Your Luvin’.

Det må være hårdt sådan at skulle forny sig konstant, at holde sig »ung med de unge«, som de hånligt siger, dem der har opgivet og bare er falmet ind i hverdagens gråtoner?

Selvkontrol er så kedeligt
Er det derfor, du altid ser lidt anstrengt ud og aldrig smiler sådan rigtigt, Madonna?

Fræk og sexet ser du ud på fotografierne på coveret til dit 12. album. Altså hvis man tænder på den let bizarre blanding af fitness, S/M, skøge og Lolita, du har det med at sælge varen på.

LÆS OGSÅAnmeldere har smuglyttet: Madonnas nye er dunkel og dristig

Jeg gør ikke, må jeg indrømme. Du er lige så perfekt som plastik for mig.

Og hverken plastik eller perfekt er sexet, Madge. At du tror det, er måske det eneste, der forhindrer din store ligning i at gå helt op. Selvkontrol er så kedeligt.

At snyde alderen
Når billederne er retoucheret på den rigtige måde, kan man ikke se, at du er en dag efter alle prinsesserne ved dit hof – Rihanna, Britney, Paris Hilton, Beyoncé, og hvad de nu hedder.

Det er sejt at kunne snyde alderen på den måde, men lidt ærgerligt, når din musik også lyder lige så ungdommelig, steril og sexfikseret som dine unge efterligneres.

Hvad mon du har brugt alle årenes erfaringer til? Ikke til at omsætte i musik, i hvert fald.

Sådan er det vel at være »den mest indflydelsesrige kvinde i verden«, som du kaldes i den danske pressemeddelelse om dit nye album. Den nævner, at du har solgt 300 millioner plader i din karriere, og det er da flot.

Men hvor er det egentlig, din indflydelse er slået igennem, Madge? Du har været god til at ligge i den musikalske slipstrøm og få den til at vende din vej, men det er vel ikke ligefrem at være first mover?

I den del af moden, der handler om tekstil, har du flere gange skabt stil. Men først og fremmest har du taget dig af din egen business og vist vejen for alverdens kvinder.

Ingen af delene har vel egentlig noget med dit artistiske eller ligefrem kunstneriske virke at skaffe?

MadonNÅ
30 år efter at du indledte karrieren med ordene »I went to New York ... I wanted to be famous«, er du for længst blevet til en slags krydsning af alle poptøsers onde stedmoder og poppens svar på dronning Cleopatra, der kan sno hele verden om sin fuckfinger.

Du er endda stadig den sjoveste og mest kitschede i poptøsernes univers, hvor humor ellers ikke er det toneangivende. »Some girls are not like me/ I’m everything you ever dreamed of«, som du synger et sted.

LÆS OGSÅMedier: Madonna er en 'overivrig festabe'

Du plejede også at være katalysatoren, som samler alt det op, andre prøver at gøre, og får nogen til at gøre det for dig, så det lyder, som om du selv har opfundet det. Men denne gang er du underligt defensiv bag den polerede lydmur.

Er vi nået dertil, hvor Madonna stiller sig tilfreds med at levere en slet og ret hæderlig popplade? Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at skrive det, men der er mere MadonNÅ end Madonna over ’MDNA’.

What ever
For os, der voksede op i det isnende kølvand fra 68’erne og måtte finde os i deres skuldertræk af et navn til vores ’någeneration’, er det vel det værste, man kan blive kaldt.

Hvad kaldte din far, Silvio, mon din generation, Maddie? ’The Whatever Generation’, for eksempel?

Nå – sorry – det var du vel ligeglad med, for han fattede jo intet alligevel. Og senere har du nærmest gjort skuldertrækket og et snerrende what ever til et motto i din skamridning af de missiler, du har sendt af sted mod det småborgerlige, moraliserende og stokkonservative i amerikansk kultur, ikke sandt?

Fedt at tage det nedladende ’nå’ og smække et udråbstegn på, så det blev vores svar på 68’ernes øgenavn, tak, Madge!

Madonna Classic
Bliv nu ikke sur – jeg har ikke rigtig råd til at høre fra dine advokater. For selv om du aldrig har været verdens største lyriker eller sanger, kan du stadig levere et småprovokerende svirp med pisken som ’Gang Bang’ eller diskofile pophits som ’Turn Up The Radio’, ’Some Girls’ og ’Love Spent’.

Det er da fine og moderne sange til alverdens formater. Men der skal masser af god vilje til at indlemme dem i din stadig mere omfattende greatest hits-samling.

Du har sigtet efter og ramt dansegulvet med langt større skarphed og præcision tidligere. Måske siger det en del om vores fælles alder, at det er de afsluttende ballader ’Masterpiece’ og ’Falling Free’, der tager sig bedst ud her?

LÆS OGSÅ Dansk Madonna-koncert kan opleves i sølv- og platinpakker

I stedet for at genopfinde dig selv endnu en gang har du valgt at levere Madonna classic. Fair nok.

Du har været omkring det hele – fra den tidlige leg i 80’erne med rollen som blondine, der ikke er bange for at betræde scenen med sex som det tæppe, man kan gemme sin personlighed bag, over din fornemt orkestrerede rolle som homoikon i 90’erne til seriøs kunstner i de ti år, der rummede dine bedste album, ’Ray Of Light’ (1998) og ’Music’, inden de sluttede med den småkedelige ’American Life’ i 2003.

Har været sjovere at kende
Så var det, du bestemte dig for at trække benvarmerne på og indtage dansegulvet igen med den rene underholdning på ’Confessions On A Dance Floor’ i 2005. Skægt nok, men ærligt talt ikke banebrydende.

Og nu står vi så her med ’MDNA’, der om ikke andet viser, at dit dna netop er poppens. Den heftige forførelse mod det eksalterede klimaks i overfladen.

Ikke at jeg på nogen måde skal mase mig ind på dine enemærker, Madonna, men det er den kamp, vi har kæmpet, at ingen har patent på den gode smag, og at pop kan være lige så fornemt, værdigt og vigtigt som rock eller opera for den sags skyld. Og takket være dig har vi faktisk vundet den kamp.

Personligt tror jeg, at jeg roligt kan lægge musikredaktørkasketten fra mig og komme lidt videre i tilværelsen, Madge. Du tager en tur mere i manegen og spiller en formentlig perfekt koncert i Parken igen 2. juli. God fornøjelse. Det har været sjovere at kende dig, end det er nu.

Kærlig hilsen