I skiftet fra powerpop-punk i The Jam til blåøjet synth-soul i The Style Council havde Paul Weller allerede vist sig som en kamæleon, da han for 20 år siden trådte ud af bandsammenhænge og fortsatte sine uforudsigelige musikalske eventyr ud i soul, jazz og rock på egen hånd.

Det har givet en uhørt ophøjet status i hjemlandet England, hvor Weller både er kilden til britpoppens udspring og den vrantne avantgardist, der nægter at lægge sig for hitlistens fødder.

En rodet omgang
Har man det også sådan med Weller, hører hans 11. album sikkert til på den særlige hylde for Paul Wellers genialiteter.

For mig er det blevet for rodet denne gang, hvor Weller i sin gennemskrivning af musikhistorien er nået til krautrock med motorikken på ’Green’, Kraftwerk med titlen ’Kling I Klang’ og jamaicansk dub i den trippende afslutning af ’Study In Blue’.

Det domineres stadig af den engelske rocktradition fra The Kinks og frem – tilsat et solidt tilskud af soul.

Hvem er Paul Weller (egentlig)?
Men lydbilledet hyler forceret af elektroniske lyde og hvinende violiner, der vist skal være soniske galakserejser, men ender som kaudervælsk, der i underteksten formulerer spørgsmålet: Hvem er Paul Weller (egentlig)?

Og det er naturligvis meningen, at det skal stå ubesvaret hen.

Men i stedet for at imitere kosmiske klange er Paul Weller langt stærkere, når han koncentrerer sig om sangskrivningen i træfsikre sange som den håndklappede ’The Dangerous Age’, det folkede åndehul ’By The Waters’ og den dronerockende ’Paper Chase’.

’Sonik Kicks’ skulle have haft færre lyde i produktionen og mere spark i melodierne.

FACEBOOKBliv ven med Politiken