Man kan hurtigt blive forpustet af at lade blikket glide over Mike Sheridans meritter de sidste par år.

Den unge elektroniske komponist trådte for fire år siden direkte ud af drengeværelset, 16 år gammel, og viste med debutalbummet ’I syv sind’, at junior let kunne slå linjer mellem Amager og Berlin med sin lunt dubbede sofatechno.

LÆS ANMELDELSEDen 16-årige veteran Sheridan imponerer

Siden har Sheridan skrevet balletmusik, turneret med Rune Klan, lavet et filmsoundtrack og optrådt på de vigtigste danske festivaler.

Technodub som grundsubstans
Sheridan har mødt verden på den anden side af laptoppens blå skærmlys og er undervejs blevet en ung mand med voksende musikalske ambitioner. Og evner.

Med sig på sin vej ud af teenageårene har han nemlig haft en harddiskoptager i baglommen. Altid parat til at opfange en maskinel lyd, en gadesituations summen eller en stewardesse, der meddeler passagererne, at vi lander om lidt.

Lydfragmenter, der sammen med håndspillet violin, klaver og det sjældne glasorgel Cristal Baschet udgør lydsubstansen, der manipuleres og komponeres ud fra. Stadig med technodubben som mest markante stiltræk, men med opbrudte rytmiske strukturer og en mere tålmodighedskrævende form for kompositionsmusik.

Modsat Sheridans ellers hyperaktive aktivitetsniveau.

I knibe i lydlandskaberne
De blide ord fra stewardessen tæller hele sanseapparatet ned, en indledende hypnose, der fører ned i submusikalske mønstre, hvor der er tåget, mumlende og uklart.

Under et sart netværk af udstrakte blæsere og undseelige ekkoklange uden faste rytmiske gentagelser er Sheridan atter en natteravn på ensom vandring forbi storbyens stumme vinduer, navigerende mellem mærker i asfalten, som var de punkter i stjernebilleder.

De ordløse tracks får et poetisk modspil i titler som ’Håblyst’ og ’Tankesløjer’, mens Rasmus Walther, Freja Loeb og Mogens Dahl Kammerkor synger flere ord ind i Mike Sheridans væv. Her kommer Walther overraskende med sin rockende vokal bedst ud af den indbyggede knibe: Sheridan skriver ikke sange, men laver abstrakte lydlandskaber.

Loeb finder sig aldrig til rette og det højstemte kor virker overspekuleret.

Det gælder i øvrigt store dele af albummet, der får en til at gispe efter humor, lethed og luft. Måske lidt dagslys.

Sheridan anstrenger sig for at berette om sine mange nye musikalske overvejelser og ender med at notere abstraktionerne ned for tændt mikrofon på sin vej gennem verden – i stedet for at sende et postkort, der fortæller, at han er kommet frem.

Pangfarvet popbegejstring

Kasper Bjørke er også en verdensmand. Af en helt andet støbning.

Anmeldelse

Kunstner: Kasper Bjørke

Titel: Fool

Pladeselskab: A:Larm

Ligesom Sheridan holder den godt 17 år mere erfarne Bjørke ikke igen og kan kalde sig producer, talentspotter, manager (for Trentemøller) og DJ – med hele verden som sit dansegulv.

Men i kontrast til Sheridan er Bjørke anderledes udadvendt og pangfarvet i sin lette mikstur af discoens underlivsdrøn og popbegejstringen i new wave.

Bjørke griber natten anderledes taktfast an og poder den elektroniske musiks repeterende mønstre med popmusikkens hooks.

Han skaber musik til de lyse stunder i tilværelsen, dem man bliver suget ind i på i stilfulde natklubber, hvor der ikke er smuds på tøjet eller knas i lyden. Bare gode vibrationer i pæne omgivelser.

LÆS ANMELDELSEKasper Bjørke lyder lige så flink, som han ser ud

Den ene fængende melodi efter den anden bliver sendt i omløb på albummets første halvdel, der har poppens antrit og bindes sammen af Jacob Bellens som sanger.

Det giver dem en tiltrængt anstrøg af melankoli, men det er mest opløftende og fornøjeligt, når Bellens med discofeber og i forklædning som New Order messer om »the kryptonite in techno« på ’Hummingbirds’.

Den gode zone
På den sidste halvdel, der trækker nattens mørke tæt ind til sig på længere og udsyrede smutture på ni minutter, bliver det rigtig farligt.

De alvorssvangre guitardrøn på ’D.O.A.H’ kommer ligesom hos Trentemøller til at ligne designede figurer og ender som staffage på linje med den selviscenesættende telefonsamtale på ’Ubiquitous’.

LÆS INTERVIEWTravl dj: »Jeg drikker mig ikke i hegnet mere«

Hvis Bjørke gerne vil syre ud, skal han starte med at klippe sin veludviklede sans for lækre linjer over. Men hvorfor ikke bare blive inde i den gode zone, han balancerer suverænt med Bellens som tyngdekraft?

Der er der stadig plads til et funky ridt ud ad en ukontrolleret tangent med Laid Back på ’Bohemian Soul’, uden at musikken behøver at påstå sig dybere, end den er. Modsat Sheridan, der gerne måtte tage humørets elevator op til overfladen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken