Selvfølgelig er coveret blåt. Ja, hele albummets artwork er holdt stramt i blåt, sort og hvid.

Ud over at være ramt af en god og altid gammeldag blues har amerikanske Jack White altid været visuelt selvbevidst. Lige siden han for tretten år siden debuterede med den retrorockende duo The White Stripes, der altid blev præsenteret i rød, sort og hvid.

LÆS OGSÅJack White optræder på årets Roskilde Festival

Jack White har altid været en konceptmager bag sin maske af autenticitet. Som man kan høre i lyden på det medrivende og alligevel altmodisch slingrende ’Blunderbuss’, der markerer Whites solodebut efter et årti i bands som The Raconteurs eller The Dead Weather.

Varme uden kunstig bismag af 2012
Lige så detaljefikseret hans iscenesættelse er, lige så indædt kæmper White for en helt særlig og (måske) mere ægte lyd på sine plader.

Som pladeselskabsdirektør i Third Man Records har Jack White udbredt evangeliet om den gode lyd, der ikke kan presses ned i mp3-format. Det er i grunden ikke mere ægte, bare lyden af gamle dage. Lyden af dengang hunden stadig kunne følge med ved siden bilen, og computeren ikke var det foretrukne instrument.

LÆS OGSÅThe White Stripes lægger sig selv i graven

Hos Jack White betyder instrumenter noget! Derfor står de præcist angivet på albummet. På den lejrbålsknitrende ’Love Interruption’ bliver den akustiske guitar passet op af et Wurlitzer Electric Piano, og den rensende primatrocker ’Sixteen Saltines’ understøttes af et Hammond-orgel.

Det er ikke bare keys. Og der er lagt vægt på, at de er produceret med varme og uden en kunstig bismag af 2012, så de kan strække sig tilbage i tiden – mod den bastant bluesrockende og skælvende rhythm’n’blues, der dominerer alle tretten sange.

Som The White Stripes uden den enkle tørhed
Med desperation i stemmen og energisk ryk i hvert eneste guitarriff er Jack White også på egen hånd en bluesrockende oplevelse ud over det sædvanlige. Det er i selve leveringen af hans ofte træfsikre blues, det slår gnister.

Hører man guitarfiguren på ’Freedom at 21’, genkender man strukturen fra ’Seven Nation Army’, men et lille frækt vrid i Whites stemme gør forskellen for dén sang.

LÆS OGSÅJack White: »Jeg spiller skuespil hver dag«

Store dele af solodebuten lyder i ånden som The White Stripes, men uden den enkle tørhed. Tværtimod er en Jack White alene et kompositorisk udfordrende bekendtskab, der gerne sætter et piano i frigear som forfinet kontrast til den slæbende rytme på ’Hypotricical Kiss’ eller lukker pompøs progressiv rock ind på ’Weep Themselves to Sleep’.

Sammen med folk-finurlige ’Hip (Eponymous) Poor Boy’ og den Rhodes-sitrende åbner ’Missing Pieces’ er det blandt albummets højdepunkter.

Bevidstløse traditionstrip er akilleshælen
Det er med stor variation, at Jack White har arrangeret sine stærke sange, der demonstrere mandens mange talenter. Akilleshælen er de mere bevidstløse traditionstrip.

I teksterne bløder personerne efter fatale stik med kærlighedens ubarmhjertige kniv, skjuler de forbudte lyster og ryster af livets smerte.

De har med hævede læber og næseblod the blues og indskriver sig stilsikkert i traditionen, men personligt får jeg klichéforstoppelse, når omkvæd går: »You got me sweatin’/ Oh yeah/ You got me shakin’ girl«.

Det er lige så forudsigeligt som rundgangen i ’Trash Tongue Talker’, der i slowmotion gengiver Chuck Berrys ’Never Can Tell’.

På et album, der ellers sprutter af solide riffs, er den slags bare nostalgi, tryghedens kviksand.

Alt ved det gamle
Albummets nerve og musikalske oprigtighed skabes derimod af Jack Whites musikalske alsidighed, kunnen og indlevelse, der hæver de fleste sange op over den bevidstløse retromani.

Så er han den lille dreng med svovlstikkerne, der sætter ild til en benzindunk af blues, han har fundet omme bagerst i laden. Den har stået, fra før verden blev moderne, og Whites begejstring for at sætte fut i fortiden smitter som altid og fik mig til tænke på en snart ti år gammel bemærkning.

Under The White Stripes-koncert i Blackpool i 2004 spørger White, om ikke det var her, The Beatles kom til den årlige lysfest, The Lights:

»I’m in the right place, but wrong time? That’s how I feel everyday«.

Det har ikke ændret sig siden. Alt er altså ved det gamle.

FACEBOOKBliv ven med Politiken