Efternavnet har løjet i mange år.

Den 66-årige Neil Young er ingen vårhare, og spørgsmålet er, om han nogensinde har været det. Siden sin solodebut i 1968 har Young med sine dybt personlige tekster, indfølte sangskrivning og eruptive guitarspil været mere tilbageskuende end fremsynet.

Den folkemusikalske historie trækker sin plovfure ned gennem Neil Youngs ubegribeligt omfangsrige produktion, og nu lægger han yderligere hundrede år til sin søgen tilbage i tiden.

Forgæves brug af nutidens fixervæske
På sit 34. studiealbum har Neil Young som en anden guldgraver været nede i den amerikanske sangskat fra nybyggernes tid og fundet de folkemusikalske urmelodier fra midten af 1800-tallet som ’Oh Susanna’ og ’Tom Dula’ frem – sammen med et par lidt nyere sange som Woody Guthries ’This Land Is Your Land’.

Sange som amerikanere kan finde på at nynne uforvarende, mens de vander forstadsplænen, og sange, der er synket så dybt ned i den fælles bevidsthed, at de er dukket op igen som slagsange på fodboldarenaer i Europa.

Sammen med sit gamle band Crazy Horse har Neil Young æltet de elleve folkesange igennem den strømspruttende guitar og med en sejtrækkende fremdrift forsøgt at fremkalde historien i nutidens fixervæske. Forgæves.

Canadisk americana
Temaer om kærlighed med drabelige slutninger og smertelige skæbnefortællinger, hvor bødlen sætter punktum, bliver ikke bøjet i præsens og trukket frem til at ræsonnere i det vaklende USA, vi ser i dag.

De får lov at fremstå som rockarkæologiske fortællinger, der er blevet børstet fri af fortidens støv med skødesløse armbevægelser, og som en hommage til svundne tiders musik.

LÆS OGSÅCanadisk rock-legende: »Piracy is the new radio«

Men nu er Neil Young jo også fremmed canadier med sit eget senede og groft tilhuggede temperament.

Hvis man har hørt Bruce Springsteen synge ’This Is Your Land’, ved man, at den sang kan rejses som et fyrtårn over Amerika som the promised land, og på sin vis er der noget befriende over, at Neil Young og hans kumpaner vil have sangene til at trille hen over den knoldede jord, uden at man begynder at høre englebasunerne trutte for det indre øre.

Hvilket er fint!

Men med kværnende rock uden bagkant, sejlende barbershop-kor og tungt trampende country lyder ’Americana’ mest som en flok ældre mænd, der har nok i at hygge sig med at indspille et album sammen for første gang i ni år.

LÆS MERENeil Young udgiver nyt album med hele Crazy Horse

Med sangene ’Travel On’ og ’Wayfarin’ Stranger’ er rejsen et gennemgående tema på ’Americana’. Ligesom det er i den amerikanske selvforståelse. Nybyggernes ryk videre til det næste lille hus på prærien, depressionsfamiliernes tur vestpå for at tælle vredens druer i Californien i stedet for vindhekse i Oklahoma. Men de her sange kommer ikke ud af stedet.

Ærgerligt og mærkværdigt, for Neil Young har altid været i bevægelse. Ikke nødvendigvis fremad, men altid videre.

God Save the gammelmandsrock
På samme måde mangler nærværet.

Når Neil Young i sin strøm af ujævne udgivelser har plantet en af sine mange milepæle i samtiden, har det været uden for begreber som for- og fremtid.

Med en brændende personligt inderlighed i lavmælte folksange eller ved at skabe en magnetisk spænding mellem en groft larmende guitar og skælvende tenor har han først og fremmest været vedkommende. I al sit rustikke væsen.

LÆS OGSÅNeil Young vil opfinde nyt lydformat

Den rustikke lyd fra den larmende guitar og det levende band er der, i enkelte øjeblikke mærkes spændingen, men det værste ved ’Americana’ er, at den er uvedkommende. Understreget af den komplet overflødige coverversion af ’God Save The Queen’.

En skuffelse oven på den to år gamle ’Le Noise’, hvor Neil Young slog gnister i Daniel Lanois’ manipulerende greb. Det er væk her, hvor levet erfaring, hygge og dreven musikalitet klumper sammen til en distanceret omgang gammelmandsrock.

FACEBOOKBliv ven med Politiken