Annonce
Annonce
Annonce
Musik 11. jun. 2012 KL. 09.25

Omkvædssnedkerne fra Outlandish dyrker den rene, myosefri pop

Outlandish følger behagelige kurver på melodier og Blue Foundation tripper rundt i alle nuancer af blå drømme.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Med den nye dansksprogede single fra Camille Jones og duoen Infernals skift til Paw&Lina fortsætter antallet af hjemlige popstemmer, der griber ud efter modersmålet, med at stige. Vel at mærke med navne, der tidligere har turneret alverdens klubber med deres hit og ambitioner om at slå større igennem.

LÆS OGSÅInfernalsk duo vil nu synge på dansk

Vi kan tale om Rasmus Seebach-effekten og konstatere, at det måske ikke er al besværet værd syd for Padborg, når nu danskernes musikforbrug af rød-hvide toner samtidig øges. Selv Medina spiller konsekvent på to heste.

LÆS OGSÅOutlandish-medlem debuterer med 'Øko Logik'

Græder for verden
Men et af de navne, der stadig pakker kufferten med – en efterhånden anselig mængde – hitlistekravlere og rejser ud i verden med stor succes, er Outlandish.

Med deres smeltedigel af bløde poplinjer, latin-elastisk hiphop og arabiske svaj ophævede de janteloven for ti år siden og viste sig med sange som ’Aicha’ og ’Walou’ jævnbyrdige med alle verdens popmusikere.

Det er de fortsat på det femte udspil, hvor drengene fra Vestegnen fortsætter ad popsporet fra det tre år gamle ’Sound Of A Rebel’, men har skruet yderligere ned for hiphoppen og lagt de sidste sprælske ideer til side.

Outlandish: Warrior/Worrier



LabelMade/A:Larm

På den ene lysspættede (og behagesyge!) ballade efter den anden går Outlandish direkte efter det uforskammet gode omkvæd, der hverken har modhager i lyden eller lægger tyngde bag de mange velmenende tekster om verdens uretfærdighed og menneskers kranke skæbne.

De græder for verden, men det er lidt svært at mærke, når melankolien bliver hældt på fine små karafler som tyktflydende mandelolie.

LÆS OGSÅ33 % Outlandish synger fædrelandssange fra Vestegnen

Outlandish er i dag rendyrket, myosefri pop. Dygtigt leveret og vestligt orienteret som titelnummerets Coldplay-pastiche tilsat lidt amerikansk hiphop minimalisme på ’Gangsta Like Crazy’ samt et par afsluttende dance-baskere, der mellem de følsomme fraseringer lyder som en god investering i David Guetta-segmentet, hvis man har det ene øje på udlandet.

Slingrefri i sangskrivningen taber Outlandish ikke et eneste omkvæd på jorden. Tværtimod er der potentiale til flere ørehængere, ikke mindst den fængende ’Better Days’, der godt kunne give genlyd ude i verden. Alt går altså godt her, og mon ikke der går et stykke tid, før de hopper på bølgen af danske gloser.

Alle nuancer af blå
Bandet Blue Foundation har også taget deres tørn i udlandet.

De har toppet den amerikanske hitliste som en del af soundtracket til den første ’Twilight’-film og nu indspillet deres fjerde album i New York. Ligesom bandet blev dannet i London for tolv år siden med folk fra England og Japan.

I dag er Blue Foundation reduceret til en duo bestående af de to multiinstrumentalister Tobias Wilner og Bo Rande. Væk er ikke mindst den karakteristiske stjernestøvsstemme fra Kirstine Stubbe Teglbjærg, der nu er i gang med at lave en soloplade ... på dansk.

Siden 2007-albummet ’Life Of A Ghost’, der brød med bandets oprindelige trip hop-lyd, har Wilner og Rande skruet ned for tempoet, flyttet guitaren tilbage under synthesizere og fået gæstevokaler som Jonas Bjerre og Sara Savary ind over de drømmepoppede og til tider lydtrippende sange.

Blue Foundation: In My Mind I Am Free



Dead People?s Choice/ A:Larm

De messende melodier bliver tilsat Kraftwerks snurrende klange, 1980’ernes synthpop og indimellem afbrudt af skummende støjguitar med shoegazer-inspiration.

Man bliver løftet op af Jonas Bjerre på ’Fundamental’, forvilder sig ind i et kunstigt klokkespil fra Badalamenti på ’Flame’ og hensat til et dulmende øjeblik i 1990’ernes Madchester med Findlay Browns visit på højdepunktet ’Hard Life’.

LÆS OGSÅBlue Foundations nyeste er sejlivet hip pop

Blue Foundation får på genstridig vis prøvet mange udtryk af og lader ikke deres lyd hvile ret længe ad gangen, men grundfarven er stadig blå som navnet, og i et knasende, grumset lydbillede kommer de rundt i alle farvens nuancer. Her er mere at komme efter ved både anden, fjerde og syvende gennemlytning end hos Outlandish.

Og på et globalt hav af enslydende pop stikker det i det mindste ud i den alternative retning.

FACEBOOKBliv ven med Politiken