Vi står lige nu med en generation af sangskrivere, der fra et sted i 30’erne synger om alvorens første knæk i livet. Tidligere i år gik Jonas Breum hvileløst rundt om sig selv, Lise Westzynthius lappede på tilværelsens rifter, og nu er det Kristian Leth og Christian Juncker, der holder foran tvivlens blinkende trafiklys.

Ungdommens sidste hinde af finsprit er fordampet, og nu kigger de voksenlivet i øjnene.

Efter fire album som forsanger i The William Blakes og et enkelt som Baron Criminel træder Kristian Leth frem i al sin ensomhed og på dansk. Og det er virkelig sig selv, han sætter på spil.

INTERVIEWKristian Leth blev næsten begravet i sit eget talent

Der strømmer mere energi gennem manden end gennem Svanemølleværket, og med smuk korhjælp fra Søren Huus og Christian Hjelm er det hovedsagelig Leth selv, der spiller alle instrumenter. Og drejer musikken i konstant skiftende retninger.

Fra nøgen sanger-sangskrivning til fængende guitarpop tilsat små folkemusikalske brudstykker, indiesalmeudbrud og højromantiske arenaøjeblikke. Aldrig forvirrende, men spraglet og varieret – med en silketråd af melodisk tæft fra inderst til yderst.

Kostumerne fra rollerne som radiovært, skuespiller og pladeselskabsmand er hængt i garderoben, og i stedet møder vi en mand på 32, der ser tilbage på ungdommen, skimter døden ud af øjenkrogen og undrer sig over sig selv og sin generation.

Som en aftenregn af spørgsmålstegn siler tilværelsens tvivl ned gennem teksterne, der er opbrudt som lyrik – og som en påmindelse om, at nå ja, Leth har også udgivet digte. Men den kunstfærdige form brydes ned her, indefra.

Leth synger af karsken bælg og med et skær af 1970’ernes bekendelseslitteratur om et menneske, der var 30 år om at blive vred; om en far, der slår en lykkelig cirkel om sin familie, og om den evige bevægelse via metaforen ’Storebæltsbroen’, »der er meget meget mere/ mere end det vi ser/ derfor er den svær at reparere«.

Det er en moden og modig plade – med tåkrummende slagside. Når Leth går så tæt på lytteren med et dybt personligt udtryk, bliver det også klaustrofobisk. Det må man tage med, og stadig i gang med at fordøje albummet har jeg en fornemmelse af, at det i sidste ende kan gøre det langtidsholdbart.

Anmeldelse

Kunstner: Juncker

Titel: Noia Noia

Pladeselskab: Target

Når alt kommer til halvt
Hos Christian Juncker er der mere distance og rum på hans fjerde udspil under navnet Juncker. Det er ham med den provinskritiske ’Mogens & Karen’. Nu borer han samtidens hang til konformitet sammen med sin egen angst for, at livet skal tage lykken og forsvinde. På et album, der er domineret af stemmens depressive klang og ikke helt forløser sit eget potentiale.

Juncker læner sin sangskrivning ind over electropop og minder om en mut krydsning af Depeche Mode og Peter Sommer, hvilket ikke er en dårlig ting.

For Juncker er stadig sig selv. Ikke mindst i sin fiffige omgang med rim og ordspil, hvor der er »mere himmel end jord«, når »alt kommer til halvt«. Men her fortaber han sig også så meget i legen med sprogets faste vendinger, at teksterne mister deres bid.

En del tilløb til rigtig fine sange ender i skematisk tomgang, men Juncker lykkes også med at skrive henrivende sange som ’Når månen samler støv’, der letter som en nytårsraket fra de ørkesløse stunder. På den måde er Juncker på tristessens bølgelængde med sine jævnaldrende. Og så kan man nynne salmen som undertekst, mens skyerne grånes og humøret falder.

Men Juncker mangler noget af den personlighed, man får i overflod hos Kristian Leth.

Distance.  Christian Junckers fine sange ender i skematisk tomgang. Pr-foto