Verden er gået bersærk. Verden er sortnet for mine øjne, skræpper stemmen. Også på 'Modern Times' står mørket stadig som en ulmende corona omkring Bob Dylans blik på verden. Som det så manende gjorde det i 1997 på det sene mesterværk 'Time Out Of Mind'. Og så alligevel ikke. Det Daniel Lanois-producerede album lød som det store lukketidsværk, men siden er Bob Dylan kun blevet mere levende uanset alverdens profetiske rystelser.

Overraskende livskraftig humor
Konnotationerne er i mange tilfælde dunkle og dystre. Set fra »the mystic garden« på nummeret 'Aint Talkin' er verden træt, vag og mystisk, en slidt kulisse for konstante baghold og ørkesløs spekulation. Sarkasme og sortsyn, men også præget af en overraskende livskraftig humor og appetit på kvindekønnets tvetydigheder på Bob Dylans første album i 5 år.

»I take good care/ of what belongs to me«, synger Dylan på den fuldstændig afvæbnende kærlighedssang 'Spirit On The Water'. Afleveret på en bund af instrumentalt nynnende jazzswing, og sunget af Dylan med en overrumplende soft fortrøstningsfuldhed. »You think I'm over the hill/ think I'm past my prime/ let me see what you got/ we can have a good time«, nynner Dylan lokkende med stemmen glitrende af øjenglimt. Der er med andre ord en tone af forsoning, ja nærmest en opfordring til en listig swingom i slangeskindsstøvler og stilet. En forsoning, som man fornemmer, først og sidst handler om Dylans pagt mellem tiden og musikken. Ikke den fælles tid. Hans tid. Hans musik.

Velkendt sang on grådighed
Titlen 'Modern Times' skal ikke uden videre tages for gode varer. Musikken er ikke moderne i gængs forstand. Men heller ikke det modsatte. Selvfølgelig hentyder titlen til Chaplins mesterværk om de moderne tiders maskinelt følelseskolde udnyttelse af det lille menneskes ressourcer. Måske er det endda Chaplins egen stok, Dylan griber fat i, inden han på det storslåede afslutningsnummer 'Ain't Talkin' i stil med Chaplins vagabond forsvinder ud af billedet ad solnedgangens støvede landevej. De vil knuse dig med magt og penge, synger Dylan: De »moderne« tider synger en for en bluesmand kun alt for velkendt gammel sang om grådighed og udnyttelse.

En mand med et frihedsbrev
Men musikerens forhold til tiden er også i dybere forstand det afgørende spørgsmål. Første bind af Bob Dylans selvbiografi 'Cronicles' handler ikke mindst om forholdet mellem musik og tid. Hvordan river man sig løs, hvordan gør man tiden, traditionen og tidløsheden til sin egen? I de tidlige år vidste Dylan udmærket, hvad han ville, men han kendte ikke vejen. Han fandt den ved hjælp af Woody Guthrie, Robert Johnson, Bert Brecht og en elektrisk guitar.

Men senere kommer der stær på retningssansen. Op til indspilningen af 'Oh Mercy' i 1989 møder man i 'Cronicles' en søgende Dylan. Han fornemmer, han igen skal noget vigtigt. Men synerne er uldne i kanten. Ved ikke rigtigt, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Samarbejdet med Daniel Lanois gav ham en nøgle. Dylan drog derefter ud på sin 'Never Ending Tour'. Begreberne spillemand og musikmenneske ført ud i liv og værk. I de følgende år konfronterede Dylan på 'Good As I Been To You' og 'World Gone Wrong' sine egne dybeste rødder i den amerikanske folkemusiktradition. Siden har han lydt som en mand på rejse med et frihedsbrev, som han selv igen og igen aften efter aften må underskrive med den levende musik for at være i live.

Ubesværet og dybt indforstået
Atter med sig selv i rollen som producer under pseudonymet Jack Frost har Dylan med 'Modern Times' lavet et album, der på mange måder ligger i direkte forlængelse af det fem år gamle 'Love & Theft'. Men som er lysere og mere frigjort og udviser en enestående smidig ophævelse af den lineære tids begrænsninger i sit forhold til de musikalske genrer og traditioner. Det er, som om han har fundet koden, der gør det muligt for musikken at eksistere i et rum snarere end i en tid. Dylan bevæger sig nu ubesværet og dybt indforstået frem og tilbage mellem blues, folk, jazz og smelter det sammen til en amerikansk musik, der bygger på velkendte klodser, men transcenderer både inspirationskilder og tyvekoster. Er man stærk og visionær nok til at skabe sin egen enmandstid snarere end være talsmand for et synspunkt eller en genre, kan de moderne tider bare komme an.

Lidelsens tårer
Med sit organisk sammenvoksede turnéband bag sig – eller måske rettere omkring sig – begiver Bob Dylan sig ud på en rejse, der er lige så enkel, som den er kompleks. I nogle sange synges der rent ud af posen. I andre synes gådefuldheden at gribe om sig i profetisk koncentriske cirkler. Som det sker på det ni minutter lange afslutningsnummer 'Ain't Talkin'', albummet indiskutable magnum opus. En sang, som lyrisk vandrende kredser om tro og tvivl i en mareridtsagtig verdenskulisse. Apokalypsens hjul kværner og ulmer på himlen. Man slæber på død mands segl.

Hver eneste sprække og afkrog er fulde af lidelsens tårer. Æslet halter og krikken er blind. Alligevel tænker man længselsfuldt på noget så banalt som hende tøsen back home. Og, som han synger: Hvem siger, at der ikke er hjælp at hente i himlen, selv om gartneren er kreperet i sin have, og man nok kommer til at vente forgæves på kaffetår i »the last Starbuck at the world's end«?

Apokalyptisk kaffegrums
Men inden det således slutter på de helt høje nagler, hvor synerne eksploderer, og man må granske med panderynkerne i det apokalyptiske kaffegrums, har man været vidt omkring. Hvor Dylan tidligere har vrænget, snøvlet, messet og mumlet, benytter han sig denne gang af en rigt varieret vokal, hvor de førnævnte udtryksmuligheder suppleres af især en overraskende blid scat-stil, hvor Dylan slår smut på hjertestrengene. Det er måske den mest afgørende forskel på 'Modern Times' og 'Love & Theft'. Hvor en kragehæs Dylan for fem år siden sang med en halv grusgrav på stemmebåndet, har han denne gang inviteret et helt persongalleri af drilske, kælne, kvækkende og snerrende vokaler om bord. Der er et par mindre sange på 'Modern Times', men der er hverken fyld eller musikalske strøtanker. Helheden er behageligt varieret snarere end stejlt omskiftelig. Også på det punkt hviler albummet bedre i sig selv end 'Love & Theft'.

Det begynder i det muntre hjørne med den swingende blues 'Thunder On The Mountain', hvor Alicia Keys bliver afsæt for en rablende blues stoppet til bristepunktet med citatvenlige sarkasmer. Og inden blues'en atter får overtaget, smutter Dylan på 'A Spirit On The Water' en tur ind i natklubbens søvnige rampelys, hvor man til akkompagnement af et kælent guitarswing og en lurifaks på stemmebåndet møder kvinden, om hvem det hedder sig, at hun »do good all day/ and then you do wrong all night«. 'Rollin' And Tumblin' er en glødende blues, som uden at rødme rider på Dylans egne gamle meritter. På samme måde har 'When The Deal Goes Down' et ekko af 'When Teardrops Fall'. Og efter et lille pusterum tages der fat igen med den originalt og næsten minimalistisk arrangerede 'Nettie Moore'.

Overskudsagtigt og dybsindigt
Oversvømmelsen er både konkret og symbolsk et klassisk blues-tema fra Louisiana. På 'Love & Theft' hed det 'High Water'. I kølvandet på Katrina må 'Modern Times' selvfølgelig også have helvede og højt vand. Nu hedder det 'The Levee's Gonna Break'. Men Dylan fører bevidst begivenheden tilbage til en blues-ursuppe, hvor nykonservativ grådighed finder sin tidløse kontekst i syndfloderne: »If it keep on-a rainin'/ the levee gonna break/ some of these people are gonna strip you/ of all they can take«.

At Bob Dylan er ovenpå igen er efterhånden en kendsgerning med en del år på bagen. Det virkelig overrumplende ved 'Modern Times' er, hvor levende han og musikken lyder sammen. Hverken traditionel eller moderne, hverken ung eller gammel. At Bob Dylan i en alder af 65 stadig laver plader, er godt skuldret. At han stadig – eller rettere igen – laver musik med magi, er forbløffende. At han med 'Modern Times' har lavet så overskudsagtigt, så dybsindigt, morsomt og sprælsk et album med 100 procent »heart still burning, still yearning«, er da intet mindre end fantastisk.