Kalechen er slået ned, armen hænger ud over bildøren, og solen slår smut på kølerhjelmen, når The Beach Boys ruller op ad kysten igen.

Måske et stereotypt billede af et af pophistoriens mest centrale bands, men det er skam dem selv, der tegner det: 'Driving around living the dream/ I’m cruisin the town, diggin’ the scene'.

LÆS OGSÅBeach Boys fejrer jubilæum med nyt album

På det første album med originalt materiale siden 1992 er Brian Wilson tilbage i det familiefejdende foretagende, og det samme er sangeren David Marks, der sidst istemte de heliumlyse harmonier i 1963.

Ungdomsfortabelse
Og de tror åbenbart alle sammen, at det stadig er kalenderåret. Som de nostalgisk synger på deres tidsfordrivende søndagsudflugt af et album: 'Spring vacation/ Good vibration/ Summer Weather/ We’re back together'.

Et andet sted hedder det lige så ungdomsfikseret: 'The world has changed/ But the game is still the same'.

Jo, det er det muligvis mellem studerende på ’spring break’ og unge surfere med solnedgangens glød i blikket, men det er ikke kun verden, der er forandret. Det er de syngende strandstolsdrenge også.

En hån mod deres egen historie
De synger stadig om Californien, men lyder, som om de er flyttet til Florida.

De velkendte harmonier er fine, men ikke spændstige, sangene følger forudsigeligt velkendte skabeloner uden skyggen af nytænkning, men det værste er den slatne orkestrering med slappe trommer, adstadigt klaver og sterile guitarer i et tøvende tempo.

Selv ikke de sidste tre sanges blåt tintede skønhed kan redde det samlede indtryk. Det er underligt nok, at de lader, som om der ikke er gået én dag, siden de i 1961 debuterede med ’Surfin’, men de håner deres egen historie med en samling komplet karakterløse sange.

Det kan umuligt være derfor, at Gud har skabt radioen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken