Da Bobby Womack for nylig gav et interview til den britiske avis The Guardian, foregik det fra hospitalssengen.

Den 68-årige soulsanger var akut indlagt med en livstruende lungebetændelse, men han insisterede på alligevel at tale om sit nye album. Fordi han var stolt af sit comeback. Og fordi han er en hård negl.

Sådan en, der med elektroder overalt på overkroppen stadig har overskud til at mindes sin tid som studieguitarist på Elvis Presleys klassiske ’Suspicious Minds’ – med følgende svada:
'Han var ikke en skid. Alt, hvad han havde, var stjålet'.

Turbulent liv
Womack er barsk og en af de sidste store årringe i soulmusikkens stamtræ.

Han kæmpede sig ud af Clevelands fattigdom for at komme under soulsangeren Sam Cookes vinger og siden spille med James Brown og Ray Charles.

Han var sangskriveren, der i 1960’erne leverede snesevis af R&B-hits til soulstjerner som Wilson Pickett og Aretha Franklin, men også den eminente musiker, der var med til at indspille sange på Janis Joplins ’Pearl’.

I 1970’erne blev han selv en soulstjerne, der blandt andet fik et pænt hit med titelsangen til blaxploitationfilmen ’Across 110th Street’.

I sin storhedstid var Bobby Womack en smooth og funky soulsanger, der kunne trække desperationen op ved hårrødderne med et hæst hyl og glide smidigt hen over følelsernes vaskebræt, så man aner sporen til R. Kellys moderne R&B.

Men bag den imponerende karriere og mellem de skiftende ægteskaber indledte han et heroinmisbrug og sank i løbet af 1980’erne ned i glemsel.

Et usædvanlig tumultarisk liv, der tilmed er broderet med dødens korssting.

Sam Cooke blev skudt, mens Womack var hans protegé, Womack indspillede med Marvin Gaye, da han blev dræbt, Womacks ene søn døde som spæd, og en anden tog livet af sig selv som ung mand.

Et andet ærinde
Nu er Bobby Womack netop blevet erklæret rask efter et cancerforløb. For anden gang. Uden at træde for meget rundt i klicheernes spinatbed kan man her godt tale om en overlever, som i slutningen af 1990’erne kom ud af sit misbrug og samtidig mistede lysten til musik.

Den fik den sejlivede soulmusiker igen, da den ivrige englænder, Blurforsanger og kreative flue foran næsen Damon Albarn trak Womack ind som stemme i tegneseriebandet Gorillaz. Og nu har Albarn så produceret det første Booby Womack-album med nyt materiale i 18 år.

Det mest overraskende er, at stemmen med alle sine sprækker og tydelige tegn på en havareret sjæl lyder som noget, der kommer fra fremtiden og ikke skrabet op fra fortidens asfalt.

Når man i dag står over for Womack, der med egne ord er ’The Last Soul Man’, skal man naturligvis passe på, at historiens meritter ikke kaster benovelsens skygger. Hvor gode er de sange her egentlig, når mytestoffet bliver skrællet af?

Men de er fremragende. Fordi de ikke dyrker nostalgien, men har et andet ærinde.

Albarns indflydelse
Damon Albarn har skrevet alle sangene sammen med den unikke pladeselskabspræsident Richard Russell og sørget for en elektronisk orienteret produktion, der peger væk fra Womacks normalt strygerbårne soulballade og lige ind i det kreative mørke, der i flere år har kendetegnet Londons elektroniske musikscene.

Richard Russell anvendte også sammenstødet som metode, da han for to år siden genrejste en anden af soulmusikkens sidste store stemmer, Gil Scott-Heron.

Nu afdøde Scott-Herons ru stemme dukker endda op hos Womack, med et bredt grin. De danner et kønt par af gamle narrestreger, mens Womack bliver forløst på samme fornemme vis.

I det hele taget summer Womacks album af små citater, samples og manipulationer, der får sangene til at springe levende rundt under den slidte røst, mens den rasper, brøler og kradser som sandpapir.

Hen over den akustiske længsel på ’Deep River’, gennem den klubkække popsang ’Love Is Gonna Lift You Up’ og midt i eminente højdepunkter som den bønfaldende uro på ’Please Forgive My Heart’ og ’Nothin’ Can Save Ya’ med sit triphoppende skyggespil.

Pludselig dukker Lana Del Rey op på ’Dayglo Reflection’ og er ganske overbevisende med sin douce stemme, mens Womack reduceres til et fjernt sample i baggrunden. Dét fortæller lige præcis, hvad der er så eminent ved det her album, der i høj grad er Russells og Albarns værk.

Moderne gospel
Bobby Womack bliver ikke presset i retninger af forventninger, men derimod forvrænget og udfordret i et samlet musikalsk billede, der ender som moderne gospel for alle stratenrøvere. Og som en uventet opsummering af hele Bobby Womacks liv og karriere.

Da Solomon Burke fik et comeback med albummet ’Don’t Give Up On Me’, var det soulpræsten, der blev iscenesat. Med ’The Bravest Man In The Universe’ får vi på flere niveauer et portræt af en rastløs sjæl, der søger forsoning. Det er Bobby Womack anno 2012. Og det er så fremragende, at der var god grund til, at han lå på hospitalet og galpede op.

FACEBOOKBliv ven med Politiken