Det har ikke altid været lige let at være fan af den pilskaldede frontmand i amerikanske Smashing Pumpkins, Billy Corgan.

Siden opløsningen i 2000 har hans kunstneriske output været en hidsig svingdør af nye sange og projekter, uden at nogen af delene for alvor satte sig fast. Senest har han grundlagt et firma, der arrangerer wrestlingkampe, og oven i det arbejder han efter sigende på sine spirituelle memoirer.

Med andre ord: Billy Corgan har lignet en mand på vej væk fra musikken. Hvilket kun blev forstærket af en noget skuffende koncert i Den Grå Hal på Christiania i november sidste år.

LÆS KONCERTANMELDELSEBilly Corgan var sprudlende som et udbrændt romerlys i en vandpyt

Her afprøvede de faktisk en lille håndfuld nye numre fra ’Oceania’, som er navnet på bandets niende studiealbum. Og selv om det den aften var noget af et antiklimaks at åbne en koncert med to nye numre, ingen kendte, lød de lovende.

Men det er først nu, hvor albummet er færdigt, at det er sikkert at sige, at Smashing Pumpkins, som i 2005 blev gendannet efter fem års opløsning, med ’Oceania’ har lavet deres bedste album i mange år. Det behøver man bare at høre pladens to første skæringer for at forstå.

Brusende guitarer og galopperende trommer
Albummet skydes i gang af det tunge pletskud ’Quasar’, der med trommehvirvler, vrængende guitarer og store armbevægelser vækker mindelser om en anden stor Smashing Pumpkins-åbner, nemlig ’Cherub Rock’ fra ’Siamese Dream’ fra 1993.

Det er store sager at sammenligne med, men Smashing Pumpkins lyder ganske enkelt bedre, end de har gjort længe. Det er, som om Corgan er vågnet af en årelang døs og endelig har indset, hvad det er, han er bedst til.

For det er, hvad han gør her. Som på den efterfølgende ’Panopticon’, der både er tung og buldrende og samtidig uhyre melodisk og sensibel.

Her er brusende hårde guitarkaskader, galopperende trommer og bløde, forsonende passager ledsaget af Billy Corgans vokal, der bestemt er lige så skinger, som manden ofte selv fremstår i interview, men som også er både kraftfuld og enormt karismatisk.

Bevares. Det ni minutter lange titelnummer lider betragteligt under frontmandens glimtvis manglende evne til at skære ned rent tidsmæssigt i egne musikalske udskejelser, ligesom hans evner som tekstfatter (stadig) kan fordre både tænders gnidsel og krøllede tæer.

Konceptuelle krumspring
Alligevel er det svært at afskrive sange som den fagre og drømmende ’My Love is Winter’ og den afdæmpede ’Violet Rays’, der begge står klar med bløde arme til at gelejde enhver væk fra tvivlen om, at Corgan fortsat kan føle som en teenager og klynke som en mand i en og samme sang. Hvilket er en stor kompliment.

’Oceania’ er en del af det sindrige tarotkortinspirerede konceptalbum ’Teargarden by Kaleidyscope’ (sic).

LÆS OGSÅSmashing Pumpkins nye single lanceres i spil

For den gode Billy Corgans knudrede hjerne er ikke ligefrem blevet mere stringent med årene. Men hvis man ignorerer det store billedes oppustede konceptuelle krumspring og i stedet bare fastholder sit fokus på ’Oceania’, står man med en overraskende god og solid rockplade.

Nye lyttere kommer næppe til at stå på her, men jeg vil gå så vidt som til at sige, at gamle fans af bandet har fortjent at give ’Oceania’ et lyt.

For den lyder præcis, som man kunne håbe på, uden just at bringe noget nyt til bandet Smashing Pumpkins – lige bortset fra at det igen er blevet lidt sjovere at være fan af Billy Corgan.