Det er enten-eller med Fiona Apple.

Når det kommer til albumtitler, er de enten korte og præcise som debuten ’Tidal’ eller ’Extraordinary Machine’ fra 2005. Eller også er de så lange og knudrede, at hun i 1999 en overgang havde en plads i Guinness Rekordbog for den 90 ord lange titel til det album, der i dag er kendt som ’When the Pawn ...’.

LÆS OGSÅ Stødt og modent æble

En titel, som i fuld udstrækning var et digt, Apple skrev som modreaktion på en artikel i det amerikanske musikmagasin Spin, som hun mente satte hende i et negativt lys.

Foruroligende filterløs
Det var nu nok til dels den notorisk akavede Apples egen skyld. Nok er hun aldrig fremstået hverken ubehagelig eller decideret besværlig. Men hun er verdensmester inden for disciplinen foruroligende filterløs. Og selv om hun i dag er blevet 34 og har været et kendt ansigt i halvdelen af sit liv, er hun ikke blevet klogere.

Heldigvis, fristes man til at sige. For den forbandede hudløshed er til stadighed Apples styrke som musiker, selv om hun fremstår mere afklaret end tidligere på ’The Idler Wheel ...’.

Hun siger det selv på åbningsnummeret ’Every Single Night’. »I just wanna feel/ Everything«, lyder det gentagne gange, nærmest undskyldende, med den pergamenttynde stemme, som er Apples ellers mægtige røst helt oppe i fugleflugtsregister. Hvor det næsten lyder, som om hun vakler. Men det er aldrig tilfældet.

Ligesom hos PJ Harvey er Apples stemme en mesterlig krabat af et organ, der kan det hele. Fra indestængt piben til glimtvis brølen. Alt sammen med en troværdighed man ikke kan købe sig til hos nogen sanglærer.

Sin egen benzin
Men hvor Harvey er privat, distanceret og indimellem konceptuel i sin sangskrivning, bruger Apple sig selv og sit vilde sind som primær benzin.

Mest brutalt går det for sig på ’Hot Knife’, der med Apples søster på luksuriøst kvidrende kor samt et subtilt trommespor som eneste instrumentering udgør en hjertebankende base for Apple, der drilsk forklarer, at hvis hun er smør, så er manden en varm kniv.

Hvorefter rollerne byttes om, indtil både mand – og lytter – er blød som smør. Ligeledes rørende er den smukke ’Valentine’ og kærlighedssangen til den nylige ekskæreste,
’Jonathan’.

Selv om det ikke er noget, man lægger synderlig mærke til, er albummet gennemført akustisk.

Apples klaverspil hopper, springer og danser hen over tangenterne, og med producer Charlie Draytons aparte trommespil og viltre potter og pander-percussion bliver det til en slags sprælsk kammerpop toppet med et tekstunivers, hvor Apple er i suveræn topform med forkvaklede metaforer og vanligt drabeligt billedsprog – som måltidet hun lige har lavet, så de begge to kan kløjes i det. Velbekomme!

Præcis som kvinden bag er albummet en mundfuld. Men en himmerigs en af slagsen, der smelter på tungen, når den først er flyttet ind.