Albumcoveret til amerikanske Daughn Gibsons debutplade, ’All Hell’, afbilder tre mænd, som dog forestiller en og samme person. Med tyrenakken mod kameraet og fronten mod et todelt spejl står Gibson og knapper sin skjorte, imens han misser mistroisk med sine smalle øjne og ser meget lidt fornøjet ud.

Men det er der ingen grund til. Nok er 'All Hell' en af de plader, der sniger sig langs alverdens vægge og derfor heller ikke er i dansk distribution.

Til gengæld er den hele detektivarbejdet værd.

Sit helt eget 'howdy'
Den 31-årige amerikaner fra Pennsylvania har en fortid som langturschauffør med egen lastbil og adskillige ensomme timer på landevejene. Det var her, radioens countrymusik gnavede sig ind i hjertet på Gibson.

Hans borgerlige navn er Josh Martin. Men måske skal det besværlige alias ses som en hyldest til den afdøde countrysanger Don Gibson? Muligheden foreligger. Men nu er det blevet Daughns tur til at give countrymusikken sit eget 'howdy' med på vejen, og resultatet er besynderligt forførende.

LÆS OGSÅFiona Apple vender tilbage i storform

Med sin dybe og klangfulde baryton fortæller Daughn Gibson historier, som sender isterninger ned langs rygraden på sin lytter.

Tredelt musikunivers
Lyt blot til den hårdkogte tekst om stakkels 'Tiffany Lou', hvis far døde med bukserne nede om anklerne og en fantasi i flammer. Eller historien om 'Ray', der lignede en filmstjerne, men aldrig brugte det til noget. Det er traurige sager.

En andenindgang til albummet er at vende det døve øre til de triste fortællinger og ganske enkelt lade sig synke helt hen i det spartanske, men afsindig velskabte lydunivers.

Hvilket leder tilbage til de tre Daughn Gibson'er på albummets cover. For hans musik besidder unægtelig en fascinerende tredeling, som gør den til noget helt specielt.

Cowboy med sampler i saddeltasken
Med en nærmest kirurgisk præcision formår Gibson at kombinere countrymusikkens ramsaltede og tidløse historiefortællinger om kolde, kolde hjerter og fortabte skæbner med nyere tids sampleeffekter, glimtvise beats og uhyggeligt nedpitchede vokaler ikke ulig de spøgelsesagtige korstemmer kendt fra dubstepmesteren Burials univers.

Alt sammen fastlænket til benævnte baryton, der på en og samme tid lyder som en rusten Scott Walker og som noget, man bør holde sin datter langt fra. Hvilket naturligvis er en stor, forelsket ros.

LÆS OGSÅBilly Corgan er vågnet af døsen

En slunken akustisk guitar, et par spegede strygere og en enlig trommemaskine er alt, den dystre cowboy med sampleren i sadeltasken spæder sine historier op med på sin vej gennem 'All Hell'. Men han behøver ikke mere. Og det ved han heldigvis godt.