Der er noget lidt ulideligt selvhøjtideligt over Brooklyn-ensemblet Dirty Projectors ført an af sanger og guitarist David Longstreth.

For bandet er noget af en mundfuld. En ret prætentiøs en af slagsen, der kan være svær at sluge.

Jeg har selv syntes, det har været op ad bakke med de stædige krukker fra New York. Ikke sjældent har de mindet mig om medstuderende på universitetet, der gjorde KUA til en konstant kamp for elitær overlevelse på de rigtige referencer og i endeløse, selvpromoverende diskussioner.

Men jeg tror, jeg forstår det nu takket være bandets sjette og hidtil lettest tilgængelige album ’Swing Lo Magellan’. Som Longstreth selv synger på den fagre ’Gun Has No Trigger’: »You’d see a million colours if you really looked«.

De farver har jeg set nu. Eller rettere, dem har jeg hørt.

Sødmefuld balancegang
Der er en legende lethed over Dirty Projectors’ lydunivers.

Den ubesværede ynde smitter af på sin lytter, og det er ganske vidunderligt, når bandet spiller med de sløve kunstnermuskler og skaber blid, vederkvægende magi. Pludselig sidder man i saksen, høj på alt det højpandede.

Som på åbningsnumrene ’Offsprings Are Blank’ og ’About To Die’, hvis skævvredne rytmer spankulerer excentrisk rundt som paradisfugle, der har lyttet til Paul Simons ’Graceland’ hele formiddagen. Det er, ikke overraskende, godt selskab.

LÆS OGSÅDirty Projectors kommer til Danmark

Men bandets mest rørende aktiv er vokalharmonierne mellem sangerinderne Haley Dekle og Amber Coffmann, der med stemmebånd som bredbanet fløjl får en kollega som Mariah Carey til at lyde som en gal kat.

Det kan modsat også blive for sødt, som på Coffmanns sakkarinkvalme ’The Socialites’. Og frelst, ikke mindst, når Longstreth synger om fred i verden på den noget tænderskærende ’Irresponsible Tune’.

Men det er heldigvis stadig til at blive rundtosset af begejstring over at opleve, hvad der fortsat kan vrides ud af gammelkendte instrumenter som violin, cello, fløjte og klarinet, hvis man som band har mod på at vride armen lidt rundt på folkemusikkens traditioner.

Folk-step vinder på originalitet

Noget lignende er sket på den anden side af Atlanten, hvor fire unge englændere, tilsammen Alt-J, har fundet på en genre og navngivet den folk-step.

Anmeldelse

Kunstner: Alt-J

Titel: An Awesome Wave

Pladeselskab: Infectuous Records/Target

Spilletid: 41 minutter

Det kan lyde lige vel kækt, men giver ganske god mening. For med et væld af akustiske instrumenter og forhåndenværende slagtøjsalternativer – trommeslager Thom Green bruger angiveligt en kasserolle som bækken – er Alt-J med let bøjelig vilje et folk-orkester.

Men det er som med Dirty Projectors kun en flig af sandheden.

På debutalbummet ’An Awesome Wave’ sprænger Alt-J i hvert fald den gængse opfattelse af folkemusikken til klædelige atomer. Nok er udtrykket overvejende organisk. Nok minder vokalharmonier på især ’Ms’ og ’Dissolve Me’ lige vel meget om folk-revivalisterne i Fleet Foxes’ ømme inderlighed.

Nok er der masser af stedsegrønne folk-referencer i Alt-J’s musik.

Mister pusten
Men det er i bandets rytmik, at deres fineste og mest originale kvaliteter skal findes.

Alt-J’s særdeles kreative rytmegruppe kan andet og mere end at slå på sagesløst køkkengrej. Det er takket være Thom Green, at folk-step-definitionen giver mening. Det er de slet skjulte referencer til dubsteppens snublende beats på ’Tessellate’ og ’Fitzpleasure’ udmærkede beviser på.

Albummet er et studie i fingerspidsfornemmelse og kan med sin akavede eventyrlyst vække minder om landsmændene i Hoods vellykkede sammensmeltning af elektronisk musik og akustiske instrumenter på albummet ’Cold House’ fra 2001.

Men Alt-J er 2012 til op over begge ører. Og selv om bølgen, bandet har opkaldt sin debut efter, mister noget af pusten undervejs, vinder den på sin originalitet.