Som så mange gange før var det et knust hjerte, der skulle til.

Det var sorgen i kølvandet på bruddet med Elastica-guitaristen Justine Frischmann i 1998, der fik Damon Albarn, sangskriver og musikalsk mastermind i engelske Blur, til at lægge selvbevidstheden på hylden – og britpoppen i graven.

Hans personlige nedtur overskyggede med et den distancerede historiefortælling, der havde markeret de første fire plader med Blur. Fascinationen af de andres liv, der om noget havde karakteriseret engelsk rockmusik i 90’erne, ført an af singler som Pulps ’Common People’ og Suedes ’The Beautiful Ones’, svandt ind til ingenting.

Og så gik britpop kold.

Tømmermændene indfandt sig i 1999 i form af den kuldslåede og slørede ’13’, der åbnede med den syv minutter lange gospelhymne ’Tender’ om kærligheden, der blev tabt på gulvet og tekststykket »Lord, I need to find/ someone who can heal my mind«.

Blur var ikke for sjov længere. Til gengæld kan bandet stadig finde ud af at fejre en mærkedag.

Eltons pik
Den vejer lidt over halvandet kilo, den kvadratiske kongeblå æske, der skal markere Blurs 21-års fødselsdag. Det er ikke meget for en 21-års fødselar.

LÆS ARTIKEL Blur giver dansk farvel-koncert i aften

Men indholdsmæssigt er Blur-boksen en sværvægter. En flot en af slagsen. Det er nærmest en seksuel oplevelse at bryde den gennemsigtige emballage, åbne æsken og konstatere, at den dufter umiskendeligt af ny bil. Selv om indholdet altså har adskillige år på bagen.

Boksen indeholder bandets syv studiealbum i nye dobbeltudgaver med tilhørende bonus-cd indeholdende primært B-sider, men også enkelte livenumre og fanklubsingler. Derudover medfølger fire ekstra cd’er med flere rariteter såsom obskure demoer til velkendte sange og outtakes som den lille, ehm, solstråle betitlet ’Sir Elton John’s Cock’.

Læg dertil en obskur syvtommersingle fra 1989, hvor Blur ikke engang hed Blur endnu, men gik under navnet Seymour. Samt tre dvd’er indeholdende tre koncertoptagelser og en lille håndfuld promovideoer.

Og en bog spækket med billeder fra alle årene, ledsaget af nye citater fra bandmedlemmerne der ser tilbage på bandets samlede produktion med en blanding af humor, forundring og store, sorte drukbetingede huller i hukommelsen.

Det er underholdende læsning, der på uhøjtidelig vis akkompagnerer genoplevelsen af Blurs bagkatalog og er med til at tegne et billede af et rastløst band, der havde så meget ild i røven, at det var ved at brænde dem op indefra.

Guitarist Graham Coxon rammer på vanlig stilfærdig vis plet, når han sammenligner samtlige Blur-plader med snapshots taget af bandet i fuldt firspring. Altid i fart, altid på vej videre.

Hård fødsel
Måske er det derfor, debutalbummet ’Leisure’ fra 1991 ved genhøret i dag er det album, der fremstår mindst interessant med sine gyngende, baggy Happy Mondays-pasticher på ’Bang’ og ’There’s No Other Way’, der i retrospekt lader til at hænge fast i 80’ernes Madchester-scene.

Godt nok spræller de mere på bonusmaterialet, hvor ’Won’t Do It’ peger frem mod Blurs mere punkede side, der mestendels skal tilskrives Coxon og hans store, ukuelige kærlighed til det amerikanske støjrockband The Pixies.

LÆS OGSÅDamon Albarn starter band nummer fire

Det var dog først på ’Modern Life is Rubbish’ fra 1993, at Blur blev til Blur. Men det var en hård fødsel. Efter udgivelsen af ’Leisure’ blev bandet af deres daværende manager tvunget på en amerikansk turné.

Blur ankom til USA i september 1991. Og det samme gjorde Nirvanas nylegendariske album ’Nevermind’.

Det ville være en underdrivelse at kalde turneen for en fiasko.

Men nederlaget vækkede den stædige slagsbror, der gemmer sig i enhver brite, der har fået en pint eller fem for meget.

Resultatet stråler den dag i dag – både som album og på den veloplagte B-side-cd, der åbner med den suverænt punkede og blæserbårne ’Popscene’, der ironiserer bedrevidende over en musikscene uden indhold, hvor alle er kloge kloner af sin nabo.

Det er svært at lytte til ’Popscene’ i dag uden at se den som et selvsikkert og kæphøjt samtidsbillede af et fænomen, der få måneder senere eksploderede i noget, ingen havde kunnet forudse, nemlig britpop.

Overdrevet pop
I april 1994 skete det andet bizarre sammentræf mellem Blur og Nirvana.

Men denne gang faldt det ud til Blurs fordel: Kurt Cobain døde under tragiske omstændigheder, to uger inden englænderne udsendte deres tredje album, ’Parklife’.

Det er et album, der den dag i dag stadig virker hektisk, fortravlet og spraglet som tusind Spice Girl-plakater syet sammen til et flimrende kludetæppe.

’Parklife’ blev startskuddet til britpoppen, som satte sig solidt på dagsordenen i engelsk musik, ikke mindst takket være den engelske tabloidpresse, der ikke var længe om at øjne det gode materiale i de pæne, arrogante Essex-drenge i Blur.

Og da ’Parklife’ allerede året efter blev fulgt op af ’The Great Escape’, blev udgivelsen af førstesinglen ’Country House’ med udspekuleret pladeselskabssnilde sat op til at konkurrere på salgstal med opkomlingene i arbejderbandet Oasis’ og deres nye single ’Roll With It’. Den såkaldte ’Battle of Britain’ var i gang.

Men hvor ’britpopkrigen’ er et noget trættende emne her 15 år senere, er det bestemt ikke kedeligt at lytte til ’The Great Escape’, som den nærmest barokt overdrevne popplade, det er med nutidige øren. Selv B-side-materialet fremstår interessant og er med til at tegne et mere nuanceret billede af Blur anno 1995.

Men som en gigantisk lagkage af Marie Antoinetteske dimensioner knækkede Blur midtover.

Fint farvel
I 1996 flygtede bandet til Island, hvor de indspillede den noget rå og kantede ’Blur’, der udkom året senere og markerede et tigerspring i Blurs samlede produktion.

Fra en ofte lidt skabelonagtig poprock mod en mere fri og eksperimenterende støjrock.

For hvor Oasis – med de to stridende brødre Liam og Noel Gallagher i front – endte med at knuge sig sammen om sig selv som en vred knytnæve – også musikalsk – fik Blur på forunderlig vis brugt sen-90’ernes tømmermænd til at viske tavlen ren.

Det førte i 1999 til førnævnte ’13’.

Den fortsatte hvor forgængeren slap som et stædigt manifest for kunstnerisk frihed, der igen fortsatte, om end i mere afdæmpet stil på 2003’s ’Think Tank’, der blev indspillet i Marokko uden Graham Coxon, som forlod Blur i 2002.

Men han er vendt tilbage for at spille de koncerter, som Damon Albarn har bedyret, formentlig er de sidste, vi kommer til at høre fra Blur.

Sammen med ’21’-boksen er det svært at forestille sig et finere farvel.