Det er på papiret et vanvittigt projekt, danske Andreas Asingh begiver sig ud i under aliasset Slowolf.

En blanding af synthesizertung pop tilsat blytunge, nærmest black metal-klingende guitarer, cashmereblød mandefalset og amerikansk East Coast-rap er i hvert fald ingenlunde musikalske slyngveninder.

Alligevel flyder de modstridende elementer på forunderlig vis ganske vellykket sammen på Slowolfs debut-ep, som er første udspil i en bebudet trilogi.

Den fremragende førstesingle ’See U In My Dreams' har allerede banet vejen for Asingh med et luksuriøst groovy beat, samplet vokalpercussion og et catchy omkvæd, der ubesværet bliver ep’ens melodiske guldmedaljevinder uden de store armbevægelser.

Men der er også andre lytteoplevelsesmæssige ædelmetaller at finde på ’Seven’.

Wu-Tang-rapper som gæst
Benævnte black metal-guitar brager ondt igennem på det lille intermezzo ’Nightmare’, og genrens langsomt slæbende dødsromantik, der hviler i guitarens brutale gråd, klæder det syntetiske univers på betagende vis.

Sekunder efter åbnes den hyperstorladne ’Knight Rider’ med betragtelige mængder samplet indfølt stønnen(!) ledsaget af en guitar, der lyder som noget, Kirk Hammett kunne have fremtryllet på ’The Black Album'. Utraditionelt, alt andet end kedeligt.

Og så er det bestemt et scoop, at Slowolf har kapret Wu-Tang-rapperen Raekwon som gæsterapper til nummeret 'Dance Floor'. Problemet er bare, at amerikaneren lirer en noget vaneforbryderisk omgang score-rap af.

Det rykker dog ikke ved, at 'Seven' er et forfriskende udspil. Ambitiøs, egenartet og tilpas småtosset.