Det er en af de misforståelse af de større inden for rytmisk musik, at det er fedt at være en kamæleon.

Nok er det interessant at kunne skifte farve. Men at kunne skifte farve for at kamuflere sig og tilpasse sig sine omgivelser, som mange kamæleoner gør, er mindre hensigtsmæssigt, når det kommer til musik.

Når danske Birk Storm synger om at være en kamæleon på titelnummeret til sit andet album, er der desværre noget om snakken. For hvor Storm på sit tre år gamle debutalbum 'I Don't Care' fremstod som en idérig og funkforelsket knægt, er hans lyd i dag noget mere glatpoleret. Og det er blevet sværere at skille sangene ad.

Fornemme detaljer
Birk Storm er gået pop. Og det er egentlig ikke nogen dårlig idé.

På 'Into the Light' og især den trommebeatbårne 'Getting By (Killa Bee)' lyder Birk Storm som en dansk pendant til de svenske studieperfektionister i Miike Snow, når melodien snor sig selvsikkert frem til omkvædets olietøndeklingende ynde. For musikaliteten har han endnu.

Den hviler især i Storms selvsikre vokal, der er modnet mærkbart siden debuten, men gør sig også til i form af mange små fornemme detaljer undervejs. Alligevel er det en ærgerligt generisk og lidt ensformig produktion, der præger 'Cameleon'.

En basse til morgenmad
Autotunet vokal, tunge beats og labert vellydende synthesizere er ingredienserne til mangen en popsang anno 2012, javel ja. Men vildskaben mangler. Det bliver simpelthen for pænt.

Også Storms evner som tekstforfatter kommer ofte til kort.

Sange om at skrubbe et beskidt gulv og spise en basse til morgenmad er simpelthen uinteressante, og det gør indtagelsen af Storms popplade til en kun delvis fornøjelse.