Cody har i det stille igennem en del år etableret sig som en særdeles afholdt repræsentant for den følsomme americana i det danske musikliv.

Det er sket via albummet ’Songs’ fra 2009, men nok så meget i kraft af en række roste koncerter. Cody har været nemme at nyde i det melankolske hjørne, men gennemslagskraften har også været begrænset til dem, der i forvejen havde en rem af countryhuden.

Klar produktion
Det ændrer sig temmelig markant på Codys andet album ’Fractures’, hvor melankolien er intakt, men den musikalske palet er blevet kraftig udvidet.

En langsomt brændende rockmusik ulmer nu langt stærkere. Den nye lyd med de mange varierede arrangementer står på et solidt fundament af gode sange. I virkeligheden kommer jeg nok mest til at tænke på den ånd, med hvilken de australske bands The Go-Betweens og The Triffids i 1980’erne nyfortolkede countrymusikken som melodisk poprock.

Med den forskel, at postrockens langsomt opbyggende crescendoer historisk set er kommet til i mellemtiden. Cody består af ikke mindre end 7 medlemmer, og det kan på den gode måde høres på ’Fractures’.

LÆS OGSÅDanske country-drenge kommer tættere på Tom Petty

Der er mange instrumenter og facetter på spil, men i en klar produktion bliver det aldrig overlæsset. Kaspar Kaaes melankolske stemme får lov at blive uantastet i centrum.

Kaae står distancen med god fylde i vokalen, men hvis jeg skulle pege på et oplagt sted at give Cody mere svirp, så ville det være med brug af flere lyse korharmonier, der kunne løfte hængemulen en smule fra repertoiret.

En udbygning, som ville passe godt til numrenes fælles ambition om at tage afsæt i det stille og så langsomt folde sig ud i mange kulører og varianter.

Folder sig langsomt ud
Som titlen ’Fractures’ angiver, er det et album, der tager udgangspunkt i brud. På et plan vel et brud med gruppens musikalske fortid, men nok så meget en fornemmelse af personlige brud.

»August came so soon« er typisk. Sådan besynger man sommeren, så den allerede drypper melankolsk af tilstundende efterår, af savn og længsel og »I miss your heart«. Bruddet er endnu ikke en realitet, men dirrer som skæbnesvanger forventning i sensommersolen.

Sangen er stille og eftertænksom, men har alligevel muskler og et medrivende omkvæd. Albummet åbner med melankolske strøg på violinbuen og en mødig guitarklimpren, og få øjeblikke senere kridter vokalen banen op, mens blikket ser sig omkring i gadens mylder: »Here is despair in every eye/ those who pretend and those who cry/ in the street we are gathered in disharmony«.

Musikalsk set harmonisk forenede i følelsesmæssig disharmoni. Det er en ganske rammende opsummering af stemningen på albummet, hvor kærlighedens brud ledsages af sociale foruroligheder, hvor arbejdsmænd er sammenbidte og fødderne fulde af vabler.

At ’Disharmony’ fra den blide start vokser sig større og bruser op i et veritabelt slagnummer er typisk for et vokseværk, der både gælder bandet, sangene, attituden, arrangementerne og albummet som sådan. Alt folder sig langsomt ud og vokser sig stort.

Uforløste idéer
’Grey Birds’, ’Fractures’, ’The Ghost of Today’ og ikke mindst ’Mirror’ om at bryde igennem storbynatten, igennem de sarte drømme parat til at smække åbne døre op for at nå frem til en identitet som mand, er fremtrædende blandt albummets mange iørefaldende sange.

»I broke every mirror/ just to show/ that I was a man« er et udsagn, som bakket op af en blød trompet og stærkere elektricitet, end man er vant til fra Codys side, vil gøre sig på landets scener. Sent på et helstøbt engelsksproget album kommer pludselig en ’Fortælling’. Et spøjst valg.

LÆS OGSÅSamspilsramte alkoholikere stræber mod melankolsk storhed

En sart pigestemme fortæller om et glemt land. Det er sårbart og såret. Musikken lister rundt på tæer. Forsigtig og skinger på samme tid. En digterisk performance, som efterhånden folder sig ud i en yndig lille melodi. Et lille intermezzo. Ikke synderlig logisk begrundet, eftersom Cody i næste moment er tilbage på det melodisk-melankolske spor.

’Fortælling’ kan måske ses som et symbol på, at Codys transformation fra americana til noget nyt ikke ender med det slagfaste ’Fractures’. Et signal om, at der er ambitioner og uforløste ideer i gruppen endnu.

Hvilket jo på en måde er ret ideelt, hvis man både kan lave så godt et album som ’Fractures’ og samtidig antyde, at man ikke er ankommet, men på vej.