De smiler næsten altid på pressebilleder. Ikke sjældent ser det ud til, at de nærmest er ved at flække midt over af grin.

Men amerikanske Animal Collective har også god grund til at se glade ud. For de er om nogen kæledægger på deres felt, og for tre år siden blev de meget mere end det, da de udgav ’Merriweather Post Pavilion’.

Et album, som høstede seks velfortjente hjerter her i avisen, og som den dag i dag lyder som et mesterligt hovedværk.

LÆS OGSÅAnimal Collective er årets bedste syretrip

Både godt og ondt
På ’Merriweather Post Pavilion’ fik Animal Collective på papiret besværlig musik til at lyde legende let. Med en overdådig lagkagelyd af hvirvlende og berusende synthesizere, lag på lag-rytmer og livsaligt ivrige vokalharmonier var albummet en fabulerende rundflyvning, der afdækkede nye territorier af psykedelisk rock med følsom popsensibilitet. Sådan havde man aldrig fået den før.

Alligevel virker det ikke, som om det er vinden i ryggen, der får de fire smilebånd fra Baltimore til at brede sig, så snart der skal skydes officielle pressefotos. En disciplin, der ellers ofte får bands til at ligne nogen, der er tynget af livsens ondskab. Jeg tror, Animal Collective smiler, fordi de har lyst.

På ’Centipede Hz’ lyder det ellers, som om bandet har valgt at vende vrangen ud på de delikate lydlandskaber, der var med til at give ’Merriweather Post Pavilion’ dens stærke, egenartede udtryk. Og ligesom det er med tøj, man vender vrangen ud på, så er det som regel ikke noget, man tager på, når man skal være fin.

LÆS OGSÅAnimal Collective runder københavnerfestival af med psykedelisk show

Til gengæld kan det bringe nye nuancer, teksturer og udtryk frem i noget gammelt og velkendt. Og det er sådan, ’Centipede Hz’ fremstår.

’Centipede Hz’ er lyden af et fortumlet Animal Collective på tværs og ikke sjældent på afveje. Det slås an fra start, hvor det støjende og hvæsende rambuktyveri af et åbningsnummer, ’Moonjock’, fungerer som en glimrende introduktion til albummet. På godt og ondt.

Godt, fordi det ganske enkelt er et solidt eksempel på, hvordan Animal Collective kan spinde magi i et virvar af melodier og rytmer, der tumler rundt på må og få, imens vokaler skråles ud som brølende antiteser til Beach Boys’ bløde flerstemmige fællessang.

Ondt, fordi åbningsnummerets udtryk er så sigende for resten af albummets overordnede kurs, at man savner forgængerens overvældende alsidighed.

Vilde dyr
Siden sidst er bandet, der på ’Merriweather Post Pavilion’ var en midlertidig trio, blevet en kvartet igen med geninddragelsen af guitarist – og generel multiinstrumentalist – Joshua Caleb Dibb, kaldet Deakin.

Måske er det ham, der er ansvarlig for, at Animal Collective igen har fundet tilbage til en mere håndspillet, mere sprælsk og eksperimenterende lyd. Eller også skyldes det, at bandet havde svært ved at transformere de mange lag af perfektioneret lyd på scenen, når de spillede forgængerens sange live.

LÆS OGSÅ På vej med Panda

Men den primære forklaring er nok, at bandet denne gang har arbejdet sammen i et studie i hjembyen Baltimore, hvor de som vilde dyr med egne spilleregler har jammet sig frem til sangene, frem for at dele lydfiler via internettet, hvilket tidligere var den ideelle fremgangsmåde for medlemmerne, der har base i henholdsvis Los Angeles, Washington D.C. og Lissabon.

Resultatet er i hvert fald et album, der lyder, som om det er skabt til at blive spillet live. Og vildt og højt, ikke mindst.

Lyt blot til ’Today’s Supernatural’, der sparkes fremad af et pågående trommemønster tilsat glimtvise bongotrommehvirvler, der sammen med et karismatisk vaklende og hakkende synthesizermønster er med til at skabe et solidt skelet til en sang, der ganske enkelt vil have din opmærksomhed.

Forfriskende
Det samme gælder et andet højdepunkt, den lidt mindre opmærksomhedskrævende men ikke desto mindre meget vellykkede ’Wide Eyed’ der præsenterer førnævnte Deakins debut som forsanger.

Han er en mere stringent vokalist end bandets to andre sangere, Avey Tare og Panda Bear (der lyder de borgerlige navne David Michael Portner og Noah Lennox, red.), som begge ofte har vildere og mindre skolede måder at synge på, hvilket ved selvsyn kan konstateres på mere balstyriske skæringer som den flimrende smukke ’Father Time’ og den mere hysteriske ’Monkey Riches’.

LÆS OGSÅSyret Pandabjørn giver kuldegysninger

Ideen om at navngive albummet efter et tusindben giver i hvert fald god mening. For ’Centipede Hz’ er et overvældende, ofte hæsblæsende og hektisk album, der lyder, som om det bruger alle sine mange ben til at slå løs på alverdens instrumenter og danse rundt på samme tid.

Imens er en lurende atmosfærisk radiostøj med til at give liv til tanken om albummet som en radiostation af en anden verden.

Der er stadig øjeblikke af ren, rå skønhed i små glimt undervejs. Men overordnet set minder albummet om at stikke hovedet ud ad vinduet på en bil i høj fart.

Og det er forfriskende – for det meste.